Company of Heroes

Der er tre ting, du bør undgå her i livet. Lad være med at slå en prut, mens du forsøger at nedkæmpe en kampvogn udstyret med flammekastere. Hvis du undrer dig over, hvorfor der lugter brændt, er det selvforskyldt. Det er også ærgerligt at få alzheimers, idet du trækker splitten ud af din håndgranat - især hvis du undrende giver granaten til din sidekammerat i skyttegraven. Sidst men ikke mindst, så skal du ikke forsøge at flanke en maskingeværsrede i en brandert. "Nej rekrut, jeg sagde til venstre, ikke lige ud!". Én ting, du dog ikke bør undgå i dit lange liv, er at stifte bekendtskab med en sand milesten i RTS-genren: Company of Heroes.

I dette fabelagtige strategispil, tager du kontrol over Able company, en division bestående af amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, der er med til at gøre livet mere surt for saurkraut-gnaskerne under genindtagelsen af Europa. Det hele er måske nok set før, men det er selve udførelsen, der skiller sig ud fra mængden.

Som ham, der med stor glæde klikker og taster løs med mus og keyboard, ledte jeg med voksende entusiasme min division ind over Omahas kaotiske strande. Herfra gik rejsen gennem krigshærgede franske landsbyer, for til sidst at give tyskerne det sidste dødsstød. Hele vejen igennem sad jeg limet til min læderstol.

Company of Heroes har med syvmileskridt placeret sig enorme distancer foran lignende strategispil. Måden, hvorpå jeg kan styre mine tropper, er uforlignelig. Det er slut med blot at sende mine fodtusser ind mod fjenden, hvorefter de bliver pløkket ned en efter en. I stedet handler det hele om taktisk snilde; mine tropper reagerer og interagerer med sceneriet, dukker sig bag udbrændte kampvogne og gemmer sig bag nedskudte mure, for at undgå fjendens krydsild. Skal jeg angribe en maskingeværsrede, så skal det ikke gøres frontalt. Eftersom de fleste stationære våben kun har et kegleformet udsyn, kan jeg slippe uset forbi, hvis jeg angriber fra siden eller bagfra. Company of Heroes belønner virkelig strategisk mikrostyring mere, end noget andet strategispil på markedet. Mums!

Jeg elsker intense spil. Fornemmelsen af, at der hele tiden kan ske noget uventet, giver mig et sug i maven. Når jeg passer mine resourcer af den fysiske slags, henholdsvis benzin og ammunition, så får jeg kamp til stregen. Rundt omkring på kortet kan jeg nemlig finde disse resursepunkter, og når jeg overtager dem, overtager jeg også en lille bid af territoriet. Jeg skal dog sørge for at binde mine resourcepunkter sammen således, at de konstant hænger sammen med min hovedbase - ellers får jeg intet udbytte af det hårde arbejde. Det er så her, at min modstander kan overtage mine punkter, for så at klippe navlestrengen til min hovedbase over, hvorefter jeg er tvunget til at stable en hurtig offensiv på benene. Ligger jeg ikke inde med et par kampvogne, så må jeg sende mine fodtusser igennem landskabet, finde dække og nedskyde min fjende - måske endda improvisere og kaste granater eller klisterbomber efter dem (hvis de vel og mærke har panser på lokationen). Så meget at fortælle, men så lidt plads. Øv.

Så blev jeg i øvrigt også temmelig forelsket i spillets fysisksystem, der lader mig gennemsmadre halvfems procent af landskabet. Eksplosioner kan danne enorme kratere i jorden, som jeg så kan bruge som yderligere dække, og hvis jeg mener, der er en bygning i vejen for mit udsyn, kan jeg med et enkelt museklik jævne den med jorden. Jeg kan naturligvis også bare vælge, at bruge den til en af mine snigskytter, selvom kirkens klokketårn virker mere lokkende og nostalgifremkaldende.

At opbygge et forsvar bliver til en sand kunstform. Ved hjælp af et par hårdtarbejdende ingeniører kan jeg nemlig bygge bunkere, lægge sandsække og pigtråd, samt smede kolossale jerngitre sammen, således at fjendens panser får svært ved at bryde igennem. Det er en fryd for øjet, om end det giver stof til en smule eftertanke, at se fjenden forsøge at bryde igennem noget, der er så uigennembrydeligt. Og det er så her, at jeg efterlyser en smule snilde i den ellers udmærkede kunstige intelligens.

Jeg vil se AI’en udfordre mig noget mere, ikke blot storme direkte imod mine fire velplacerede MG42’ere, hvorefter de bliver reduceret til atomer. Er det for meget at forlange, når nu vi har set uendeligt mange strategispil, der gør præcis det samme som Company of Heroes? Den kunstige intelligens knækker også, når der dannes flaskehals gennem smalle passager, og hele min panserdivision vil igennem på samme tid. Det ligner mest af alt ring to, når Madonna spiller på en muddermark i Horsens. Jeg ærgrede mig.

Men det er vel akilleshælen for enhver udvikler, at nagle en perfekt kunstig intelligens. Og når det en dag sker, så tror jeg ikke, at historien i Terminator er langt fra at blive virkelighed. Når alt kommer til alt, så er jeg ovenud tilfreds med Company of Heroes. Jeg elsker det faktisk. Jeg elsker også de fantastiske multiplayermuligheder, de hurtige skirmish-slag og det faktum, at udviklerholdet fra Relic, rent faktisk har naglet det meste. Undtagen lige den kunstige intelligens, altså.

Men når jeg fører mine tropper henover det krigsramte Europas landskaber, så blæser jeg det hele et stykke. Jeg er der, i 40’erne. Jeg har min stålhjelm på, min riffel slynget over min ene skulder, og mens jeg traver henover slagmarken med mit kompagni af helte, så husker jeg pludselig, hvorfor jeg egentlig begyndte at spille. Jeg mærker et sug i maven.