Company of Heroes: Opposing Fronts

"Nu har jeg dem", tænker jeg, alt imens jeg beordrer mine panservogne venstre om fjendens flanke. Et lille klik hist, og et lille klik her, og vupti - så burde de forbandede tesippende briter løbe skrigende bort. Troede jeg. For få sekunder efter ryger jeg, for Gud ved hvilken gang, ud på skrivebordet.

Jeg troede ikke, det skulle komme så vidt, men Relic har svigtet mig. Deres før i tiden solide fæstning er blevet til et vakkelvornt korthus, der bliver pustet omkuld af en let brise i vinduerne. Jeg snakker naturligvis om Company of Heroes: Opposing Fronts' manglende samarbejde med Windows Vista - det operativsystem, som kræves af min maskine, for at kunne afvikle spillet i DirectX 10.

Det startede ellers så godt. Og tag ikke fejl; det er godt. Opposing Fronts, den første udvidelsespakke til sidste års fantastiske Company of Heroes, fejler ikke noget rent indholdsmæssigt. Der er to nye hæsblæsende kampagner med to nye fraktioner; og ejer man både det originale spil (det er intet krav) og udvidelsespakken, så kan man dyste online med hele fire fraktioner. Det er svært ikke at blive imponeret.

De to nye fraktioner, henholdsvis briterne og den tyske panserdivision, er som dag og nat. Mens briterne ynder at grave nogle utroligt effektive skyttegrave, og så nyde en kop te i deres nyopførte hjem, alt imens de mageligt nedkalder noget uhyggeligt farligt artilleri, blandt andet ved hjælp af deres kaptajner og løjtnanter, som i øvrigt yder støtte til fudtusserne, så er tyskerne en hel del mere aggressive. De specialiserer sig nemlig i alt det, der gør livet surt for fjendens kampvogne; og stort set alle deres enheder har et eller andet middel mod disse. Jeg behøver vel næppe at nævne, at briternes panser er som papmache overfor tyskernes enorme ildkraft. Godt så.

Men det bliver bedre endnu. Briterne kan kalde kommandosoldater ned fra himlen, og når deres kæmpemæssige svævefly lander, så kan man bruge det til at tilkalde endnu flere tropper. Der går ikke mere end et par sekunder før end flyet ankommer til slagmarken, og det er et fantastisk godt kort at have ved hånden i situationer, hvor man pludselig er underbemandet. Briternes bygninger, som faktisk er store lastbiler, kan flyttes rundt efter behov, og fjenden kan ikke overtage en zone, som er okkuperet af en af disse. Det er dog en smule svært at få armene op i vejret over den tyske panserdivision; der er en pokkers masse panser og enheder, som jeg personligt følte, jeg allerede havde set før i de to gamle fraktioner. Nævneværdigt er det dog, at samtlige af panserdivisionens enheder er overordentligt kraftfulde - noget der bør skræmme enhver modstander. Og så kan det i øvrigt godt være, at jeg bare skal spille lidt mere som panserdivisionen online, før end Amors pil rammer plet. Hvem ved?

Amors pil ramte til gengæld lige lukt i hjertet, da spillet for første gang tonede op på min skærm. Som om Company of Heroes ikke allerede var blændende smukt i forvejen? Første gang jeg kæmpede om natten, og tilmed i tordenvejr, måtte jeg lige mærke efter på min puls; er det her virkeligt? Det var det. Dog var jeg en smule skuffet over, at det p.t. hurtigste grafikkort på markedet, ikke kunne klemme flere billeder i sekundet ud af spillet, med alt slået til. Nå, man kan vel ikke få det hele på en gang. Kan man?

Begge kampagner er tilpas udfordrende, uden på noget tidspunkt at blive frustrerende. Det skulle da lige være på grund af den kunstige intelligens, der -nøjagtig som for et år siden - halter lidt for meget i visse henseender. Adskillige gange måtte jeg lede mine kampvogne manuelt rundt, fordi de ikke lige selv kunne udregne ruterne. Jeg ved godt, at man ikke havde GPS i 1943, men helt ærligt, en eller anden form for stedsans havde man vel. Jeg nåede også at blive grundigt frustreret over de cirka femten gange, jeg røg ud på mit skrivebord, mens jeg gennemspillede de to kampagner. Dette var efter jeg havde brugt en halv dag på overhovedet at installere spillet, hvorefter jeg måtte bruge en aften på at patche det. Opposing Fronts burde stadig være i beta-test stadiet.

At spille online er dog en endnu mere utaknemmelig oplevelse. Hvor jeg i kampagnen kunne gemme spillet, når jeg måtte have lyst, mistede jeg alt hver eneste gang, jeg røg en tur ud på skrivebordet, når jeg spillede online. Dette var naturligvis forudsat, at jeg overhovedet kunne finde et spil, som ikke smed mig af efter få sekunder. Hvad er der gået galt, Relic?

Jeg forsøger ikke at sable Opposing Fronts ned. Langt fra. Udvidelsespakken er, indholdsmæssigt, til den helt store sølvmedalje, men det er altså utilgiveligt, at spillet er sluppet løs på markedet i en sådan tilstand. Windows Vista-brugere skal stole på syvtallet, mens XP brugere velsagtens kan kalde det et ottetal, hvis de altså ikke oplever de mange fejl - og kan leve med en, indtil videre, fejlpræget onlinedel. Relic, jeg er skuffet. Det her har I allerede vist, at I kan gøre bedre. Meget bedre.