Conan

Man kan undre sig over så meget. Hvorfor går solen op i øst og ned i vest? Hvorfor er chokoladefrøer ikke grønne? Hvorfor skal der to til tango? Man kan også undre sig over hvorfor Robert E. Howards langhårede og brovtende muskelmasse af en barbar Conan, ikke har været at finde på spil-fronten før nu - og så kan man efterfølgende undre sig over hvorfor det skulle være Cauldron der skulle stå for spillet?

Conan blev skabt helt tilbage i 1930’erne og blev hurtigt en succes. Conans univers var fuld af hårdtpumpede muskelmænd, letpåklædte og anatomisk velformede kvinder i nød, meget onde skurke, drabelige våben, glubske monstre og meget andet godt, og Conan optrådte i flere bøger og tegneserier. I starten af 80’erne blev han så legemliggjort på det hvide lærred i skikkelse af Arnold Schwarzenegger, men efter filmene gled Conan ud i glemslens tåger. Nu har han så fået sin mere eller mindre ufrivillige pension afbrudt af Cauldron og TDK Mediactive.

Conans digitale comeback har meget passende taget form af et action-spil, hvor Conan får lov til at gøre det han nu gør bedst: svinge drabelige sværd og økser mod horder af fjender, redde sexede damer i nød og dræbe en meget ond skurk. Det hele foregår i et tredjepersonsperspektiv, hvor man som spiller får lov til at kigge Conan over skulderen mens han hakker, skærer, spidder, sparker og hugger sig vej gennem sine fjender ved hjælp af combo’er. Hver gang Conan dræber en fjende, tjener han erfaringspoint der løbende kan omsættes til nye combo-muligheder. Der er mange at vælge imellem og mange af dem lægger i naturlig forlængelse af hinanden, så Conan kan skære igennem sine fjender med lange angreb og dermed hele tiden være farlig at komme for tæt på. Som spiller skal man holde styr på fire forskellige knapper for effektivt at kunne lire en combo af i kampens hede, plus en knap til blokering af slag. Det kan være lidt for meget af det gode, men det er ikke umuligt at gøre. Et joypad er dog helt klart at foretrække frem for mus og tastatur.

Conan mestrer maltrakteringens ædle kunst ganske fortræffeligt, men det er bare ret svært at se i selve spillet, der er forbavsende ublodigt. Man kan derfor med rette undre sig over, hvorfor spillet er dømt uegnet for børn under 16. Ganske vist støder man undervejs på nogle ret så blodige scenerier med rådne kadavere, dynger af knogler og lig spiddet på meterlange spyd, men uanset hvor meget Conan selv hakker løs på sine fjender med selv det mest drabelige våben, så falder de altid til jorden i ét stykke. Det er måske et lidt morbidt ønske, men med så drabelige våben og Conans profession taget i betragtning, er det en regulær skuffelse at nedkæmpning af fjender er så stueren.

Hverken kameraføring eller styringen scorer mange point om end styringen føles lidt mere præcis end hvad vi tidligere har oplevet. Conan satser på råstyrke frem for finesse, så det gør ikke noget at han ikke er så let på tå. Det betyder til gengæld også at han ikke kan lave en fiks finte og springe til side, når en modstander langer ud efter ham. Her må man sætte sin lid til at man kan nå at blokere slaget i tide. Alligevel sker det, at selv om man får blokeret et slag, bliver man alligevel slynget i gulvet, hvilket selvsagt giver anledning til en del frustrationer. Endnu mere frustrerende er dog måden man skal gemme sit spil på. Man kan gemme hvor man vil, men det kræver at man har fundet nogle magiske sten - og de ligger ikke just spredt udover banerne. Der kan derfor gå lang tid inden man kan gemme sit spil, og man kan være så uheldig at være kommet ganske langt og så pludselig dø inden man får fundet en sten.

Grafisk og lydmæssigt har spillet sine øjeblikke, for spillet formår at fange den rigtige Conan-stemning. Ros skal der også lyde til omgivelserne, der er varierede og til tider ganske stemningsfulde. Men hvad der ville have været pænt og til tider ret så imponerende tilbage i slutningen af 90’erne, virker i dag frygteligt gammeldags.

Conan er langt fra et perfekt spil. Det har sine problemer med både styring og kameraføring, og rent gameplaymæssigt er det hele set før. Til gengæld er spillet nemt at gå til, men det er højst sandsynligt kun de færreste der ville kunne stå distancen med spillets mange problemer.