Conan

Jeg må være ærlig og indrømme, at Robert E. Howards Conan-univers aldrig har haft den store tiltrækningskraft på mig. Min viden har nu også været relativt begrænset, hvor en ung Arnold Schwarzenegger med et sværd i hånden og en lugt af steroider og orgier fra de glade 80'ere, er det umiddelbare billede min hukommelse kan fremfinde. Ikke desto mindre er jeg langsomt blevet overbevist om universets potentiale og kvaliteter i takt med norske Funcoms udvikling af MMO'et Age of Conan, der faktisk vidner om en verden med masser af nuancer og muligheder.

Den voksende tiltro er dog hurtigt brast efter actionspillet Conan landede på kontoret for nylig, naturligvis udsmykket med den kæmpemæssige kriger på forsiden samt en god håndfuld skønjomfruer i baggrunden. Som et af de spil, der pludselig er dukket op ud af det blå og efterfølgende fået minimal omtale, havde jeg ikke de største forventninger, men alligevel var det første kvarter i Conans selskab ekstremt skuffende. Med en menu, som en femårig og en bunke tuscher kunne lave bedre, samt et kampsystem så banalt, at selv George Bush måtte ønske sig en anelse mere kompleksitet, var jeg næsten klar til at smide håndklædet i ringen. Heldigvis er det min pligt som anmelder at hænge ved, og monstro om vores lille, langhårede muskelbundt ikke viste sig at have mere mellem ørene, end man umiddelbart skulle tro.

Historien i Conan er stort set ikke værd at kommentere på, da den udelukkende bruges til at introducere nye elementer i kampsystemet og bevæge spilleren rundt omkring i verdenen Hyboria, og den bliver især ikke hjulpet af spillets filmsekvenser, der faktisk ser værre ud end selve spillet. For Conan er faktisk ikke noget grimt bekendtskab, der med kameraet sat tilpas væk fra personerne sagtens kan gå hen og blive en halvsmuk oplevelse fra tid til anden. Kigger man det efter i krogene eller kommer for tæt på, begynder der hurtigt at komme ridser i lakken, men selvom det på ingen måde nærmer sig eksempelvis Heavenly Sword, så er der brugt rigeligt med grafiske effekter til at være behageligt for øjet, især under kampene.

Det er naturligvis en vigtig del for ethvert actionspil, der bare læner sig op af den genre som God of War så mageløst har mestret. Conan er måske noget af det nærmeste jeg nogensinde er kommet på et skabelonskåret spil, for der er ikke meget nyt under solen og stort set alle spillets elementer er tyvstjålet fra God of War eller et lignende og fået en lille Conan-makeover. Heldigvis har udvikleren Nihilistic været så kloge og indset, at når man først laver et kopispil, så er der ingen grund til at bevæge sig ud på de dybe vande. På den måde har de samtidig undgået en masse af de faldgruber, som andre udviklere oftest må imødekomme, og derfor må jeg faktisk indrømme, at jeg har været pænt underholdt hele vejen gennem Conan. Ikke på den der "Wow, hvor er det bare fantastisk"-måde, men jeg har smadret knapperne på min kontroller til uigenkendelighed og nydt at hugge hovederne af mine fjender.

Det pudsige ved Conan er blot, at det faktisk må bukke under for nogenlunde de samme kritikpunkter, som jeg for nyligt opstillede for Heavenly Sword, uden på nogen måde at være i samme kaliber som Ninja Theorys actionepos. Conan er ekstremt kort og med lidt god vilje faktisk endnu kortere end Heavenly Sword, og selvom der er større mangfoldighed af fjender i Conan, så er de om nogen endnu mere gennemskuelige. Kombineret med de angreb der låses op for, og som ikke har indflydelse på nye gennemspilninger, samt gemte områder der hurtigt findes første gang igennem, er eneste umiddelbare incitament for at hoppe på den brunstige kriger endnu engang, at finde de gemte, topløse kvinder, der gemmer sig rundt omkring i banerne og kommer med lokkende kommentarer, når de befries.

Det er også tydeligt, at Nihilistic ikke ligefrem har været kritiske overfor deres brugte skabelon og glemt at kigge designet efter i bedene, for det vrimler med trivielle småfejl og direkte dumme beslutninger. Eksempelvis er muligheden for ikke at gemme til enhver tid og kun ved bestemte poster meningsløs, da spillets checkpoint-system i forvejen fungerer ganske udmærket og kun giver dig brug for at gemme, hvis du skal forlade spillet i længere tid. Samtidig er sværhedsgraden igennem spillet også højst ubalanceret, hvor visse fjender i en bane kan give alvorlige knubs, mens fjenderne i den næste ikke har den store chance overfor dine klinger. Det ligeledes er tydeligt, at spillet hurtigt skal passe på med at blive for svært, da mere udfordrende kampe hurtigt giver en følelse af håbløshed i stedet for at være en sjov udfordring.

Hvorfor er det så lige, at jeg alligevel har vendt tilbage til spillet gang på gang? Kombinationen af et banalt, men tilgængeligt kampsystem, der indeholder en lang række angreb og giver dig mulighed for at skifte imellem en del våben, samt en masse kanonføde og nogenlunde flotte kampe har i hvert fald gjort Conan til en behagelig og nogenlunde underholdende oplevelse. Det er tydeligt, at Nihilistic i visse tilfælde har ramt godt plet, men deres ambitioner har tydeligvis ikke været store og fejl er der nok af. Jeg er nok imponeret over Conan på samme måde, som man kan være imponeret over et barns første farvelægning. Jeg kan se hvad det forestiller, men der er tegnet meget udenfor omridset.