Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Concord

Concord

Firewalk Studio har allerede de rigtige intentioner, og har designet en kompetent hero shooter, men for mange forvirrende beslutning drukner det hele.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Det er vist helt og aldeles ærlig snak at slå fast fra starten af, at Concord kom skidt fra start på en måde som få PlayStation-førstepartstitler er før. På mange måder er det her faktisk "new ground" for platformgiganten, der først for nylig er begyndt at satse på live service multiplayer-titler, og som derfor skal finde ud af at navigere nye markedstendenser, forbrugsmønstre og designfilosofier. Men selve afsløringen ved en State of Play tidligere i år? Ja, det var bare en fiasko. Personligt er det blandt de absolut største overraskelser jeg har oplevet i løbet af min tid i den her branche, at se den skærende, skurrende forstyrrende overgang mellem den haltende Guardians of the Galaxy CG trailer og hvad der på daværende tidspunkt lignende en imitation af Destinys Crucible, af Overwatch, af alle de andre hero shooters markedet efterhånden flyder over med.

Ikke nok med det, ulig de to nævnte eksempler koster Concord penge, hele 300 bananer, og takket være en nærmest pinlig lille mængde beta-spillere, så er der kun færre der tør satse deres hårdt tjente penge på et spil der måske ikke kan fylde lobbyen tilpas op. Av for den, det her har Sony ikke som sådan oplevet de sidste mange, mange år. Spørgsmålet er om Concord, når alt kommer til alt, fortjener denne apati?

Tilbage til den førnævnte personlige overraskelse. Jeg var overbevist om at nu hvor tidligere trailere havde placeret fokusset så direkte på rumskibet, på det her specifikke crew, så var der tale om netop en slags Destiny-agtig MMO-lite. Men nej, Concord er en 5v5 online hero shooter, hvor du og dit crew vælger en karakter af i alt 16 med et unikt loadout, og så pløkker i på hinanden i 12 maps og tværs over seks forskellige modes. Der er ikke noget Battle Pass, og nyt indhold tilføjes gratis for alle via en sæsonbaseret model, hvoraf den første lander til oktober. Denne vil desuden tilføje en in-game shop, hvor du kan købe kosmetiske tilføjelser til hver karakter. Denne kan jeg naturligvis, i skrivende stund, ikke udtale mig om.

Dette er en annonce:
Concord
Concord

Det er ikke som sådan, fordi et spil som Concord behøver avanceret historiefortælling. Selv en hero shooter som Overwatch har kun kontekstuel historiefortælling via ret storslåede animationskortfilm, men præcis ligesom Overwatch løber Concord ret hurtigt ind i ludonarrativ dissonans i et sådant omfang, at det desværre er værd at nævne. Ser du, Firewalk ønsker at fremhæve karaktererne og deres indbyrdes forhold i Concord, det er derfor de tilsidesætter en betragtelig mængde ressourcer til at lave ugentlige mellemscener, der har til formål at udbygge spillets verden, karaktererne i den og den måde de interagerer med hinanden på. Ideen er god, men selv hvis eksempelvis Lennox og Haymar udvikler et romantisk forhold over de næste par måneder, hvor meget mening giver det så at de plaffer på hinanden på slagmarken? Tag ikke fejl; disse scener er fine, godt nok er de smurt ind i Guardians of the Galaxy-agtig bathos, men det er ikke fordi de er hverken halvhjertede eller ringe sat sammen. Det er bare det forkerte sted at satse, eftersom der ikke bare ingen forbindelse er mellem det overhængende narrativ og det du egentlig laver når du spiller - disse to bestanddele skader aktivt hinandens effektivitet.

Spillet kan sågar ikke rigtig finde ud af hele terminologien. Konceptet bag er at "The Guild" tidligere har kontrolleret rumfart tværs over galaksen, men disse glorificerede lejesvende "Freegunners" kæmper for at svække den totalitære kontrol. Og det gør de ved at... hvad? Ja, de skyder på hinanden, ikke den her distancerede Guild. Ikke nok med det, spillet siger at det modsatte hold er et "Rival Crew", men det er det jo ikke? Scenerne gør sådan et stort nummer ud af at I er crewet om bord på samme skib. Ja, du synes måske det er lige meget, men det synes spillet ikke det er, og derfor er den her indbyggede selvmodsigelse mere end skurrende.

Dette er en annonce:

Men, som sagt; det er ikke det væsentlige i Concord, det er hvordan spillets gameplay, meta, belønningsstruktur og karakterklasser arbejder sammen om at tilbyde en robust multiplayer-oplevelse - så lykkedes det? Her er der langt bedre nyheder, for i brede træk formår Concord faktisk ikke bare at bevise igen og igen at den underliggende gameplay-model er enormt robust, men det er tydeligvis Destiny-veteraner der har designet karakterer og deres individuelle kits, fordi hver og en føles decideret glimrende at spille. Jo, selv her er inspirationen lånt fra blandt andet Overwatch ret tydelig, men om du vælger Lennox, 1-0FF, Lark eller Vale, så får du et solidt designet kit og en relativt unik identitet på slagmarken. Nej, der er ikke helt lige så definerede roller som i Overwatch, og det giver et langt mere flydende meta, men gud hvor føles de hver især lækkert at styre og bruge. Jo, der er visse der overgår lidt til en pastiche af en Overwatch-karakter, såsom Teo der i princippet bare er Soldier 76, men langt de fleste er brugbare og underholdende.

Dertil kommer præcisionen i styringen, i det stramme gunplay og de diverse karakterers måde at færdes på i hver bane. Man kan mærke at der er en vis erfaring under kølerhjelmen, og Concord er et selvsikkert første skridt hvor meget af det helt basale sidder lige i skabet. Dertil kommer decideret storslået musik, der kanaliserer Alan Silvestris fantastiske Marvel-scores og silkebløde billedhastighed på både PS5 og PC.

Det er dog ikke det samme som at spillet nødvendigvis kommer helt uskadt fra start, for selvom visse basale aspekter sidder lige i skabet, og tager Concord et stykke af vejen op af rangstigen, så er der også elementer der virker åbenlyst halvfærdige, desværre. Først og fremmest mangler spillets baner for alvor egentlig identitet. Jo, Star Chamber er det de fleste husker fra beta-testen grundet dets enorme roterende planet-hologram inde i midten, der i øvrigt giver mappet et bundsolidt knudepunkt. Men resten er så kønsløse, at jeg har måtte sidde med en liste for at huske hvad de egentlig hedder. Der er et kedeligt, anonymt cargo-område, en vandplanet - de gamle kendinge. De lyder godt når de beskrives i pressematerialet, men i praksis mangler de for alvor den gnist som Blizzard gentagne gange har haft held med i netop Overwatch, der forbliver et centralt sammenligningsgrundlag. Ikke nok med det, ingen af disse maps understøtter godt hero shooter gameplay. De er alle kvadratiske med et centralt knudepunkt i midten, og hvis du tænker lidt over det, så betyder det at der ikke er nogle naturlige chokepoints, altså steder hvor flere spillere tonser ind i hinanden, og hvor healere og tanks kommer mere til individuel ret. Nej, i stedet er det her mere Call of Duty, hvor du febrilsk cirkler midten og håber på at kunne falde en enkelt fjende i ryggen. Det resulterer i fine udvekslinger, men ikke i robust team play.

Concord
Concord

Og så er der hele Variant-systemet, som jeg ikke engang er helt sikker på jeg har styr på. Ideen er at du ved at spille spillet låser op for nye varianter af de samme karakterer, der har meget, meget små differentierende buffs sammenlignet med andre versioner af den samme karakter. Ikke bare kan du kun bruge dine kosmetiske unlocks på én af disse varianter, som betyder at hvis du har Lennox flere gange i dit loadout, så er det tilsyneladende kun en enkelt version af Lennox der har alt dit kit. Og du kommer til at skulle have flere varianter af samme karakter hvis du foretrækker en central spillestil, eftersom Concord har for vane at låse dig ude fra karaktervarianter du har meget succes med. Intet af dette forklares synderligt effektivt via spillets brugerflade, og selvom det naturligvis skaber en mere kompetitiv atmosfære, idet spillere er nødt til at eksperimentere med variants og karakterer, så er det samtidig ofte bare mindre sjov, fordi spillet forhindrer dig i at bruge den karakter du bedst kan lide, eller synes er mest sjov.

Der er en række andre systemer i Concord lig Variants, der vidner om en masse ideer der kun halvhjertet er implementeret eller understøttet i spillets brugerflade. Det er i grunden lidt mærkeligt, nærmest som om at spillet skulle have brugt lidt mere tid til at solidificere ideerne, så de giver mening, og støtter op om underholdningsværdien, men det er bare ikke rigtig tilfældet lige nu.

Er det sjovt at spille Concord? Så absolut. Det ser godt ud (selvom det ikke som sådan har nogen unik visuel identitet), lyder decideret storslået og moment-to-moment kan det være decideret uovertruffent. Men til 300 kroner? Og med Overwatch, Paladins, Valorant og XDefiant, samt Valves Deadlock på vej? Se, så er det fortsat svært at se en vej frem for Firewalks spil. Det er i grunden synd, eftersom de virkelig har fat i noget her, og derfor er min anmeldelse, trods alle de små fejl og mangler, ret positivt stemt, og jeg er mere end lidt investeret i at se hvordan Firewalk piller ved monetarisering, langsigtet support og map design for at finpudse over de næste måneder. Jeg håber de får tid, og succes, for Concord fortjener en ærlig chance, en ærlig chance som det ikke får ved at udkomme sådan her og i en af årets travleste perioder.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Bundsolide kernesystemer, glimrende musik, smuk grafik, nogle fine ideer hist og her.
-
Masser af ufærdige systemer, ringe level design det meste af tiden, mærkelig dobbelt identitet, forkert forretningsmodel.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

ConcordScore

Concord

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Firewalk Studio har allerede de rigtige intentioner, og har designet en kompetent hero shooter, men for mange forvirrende beslutning drukner det hele.



Indlæser mere indhold