For mig var lanceringen af Xbox 360 langt fra spændende. Kameo sagde mig ikke meget, Perfect Dark Zero var en decideret skuffelse, og uden benzin i blodet tiltalte Project Gotham Racing 3 mig heller ikke synderligt. Måske var det netop derfor jeg faldt pladask for Monoliths kulsorte og enormt uhyggelige Condemned: Criminal Origins, et spil der parrede den utrolig populære FPS-oplevelse med horror-genrens indlagte chok-effekter. I dårligt oplyste gange, der nærmest skreg på en renovationsarbejder, gik jeg på opdagelse efter seriemorder, og jeg nød oplevelsen hele vejen.
Der er dog sket meget for genren, og i bagklogskabens lys er det altid tydeligere at få øje på Condemned: Criminal Origins mindre og tilbagevendende fejl. Forensic-systemet var en gimmick, en slags "tryk på knapperne og se hvad der sker"-fidus mens historien nærmest forduftede inden for de første timers spil. Selv kampsystemet, der til at begynde med virkede dybt og interessant, blev ensformigt, måske mest af alt på grund af den kunstige intelligens mangel på at lægge nye taktikker.
Om Lead Game Developer Frank Brooke kan læse tanker eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men efter at have fundet en siddeplads bag lukkede døre på Segas stand og fundet notesblokken frem, opridser han forbedringerne i Condemned 2, og det lyder mere eller mindre som min personlige ønskeliste. Brooke begynder med historien:
"Dem af jer der har spillet det oprindelige spil, sidder sikkert sådan lidt 'hvad var det lige der egentlig skete?' Og det råder vi bod på en toeren. Vi er godt klar over at selve plottet mere eller mindre forsvandt efter et par timer. Hvad gik det ud på med de døde fugle? Og hvordan hænger etteren sammen med toeren? Alt dette forklares meget mere udførligt her i anden omgang."
Han vil dog ikke afsløre, hvad præcis der kommer til at ske, men guider i stedet spillets hovedperson over til et kasseret fjernsyn, som han så indstiller ved at pille lidt ved antennerne (dette gøres på de analoge styrepinde) Sammen med spillets in-game historiesekvenser danner de plottet i toeren, altså lidt som Bioshocks båndoptagelser.
Det er tydeligt fra første øjeblik, at Bloodshot er langt mere grafisk imponerende end sin snart to år gamle storebror. Selv med et fælt genskær fra messens mange ophængte lamper og med et fiktivt New York nærmest i mørke, er det tydeligt at se Monoliths mange effekter, der tæller bl.a. Bloom Lightning, Depth of Field og diverse Pixel Shaders. Som Frank møder spillets første fjender, er det også tydeligt at kampsystemet har fået en ordentlig overhaling. Brooke vil ikke gå i dybden med det på dette tidspunkt i fremvisningen, men lover at vende tilbage til det mod fremvisningens afslutning.
Hvad han i stedet kaster sig over er det stærkt forbedrede Forensic-system. I Criminal Origins var opklaringen af mord mere eller mindre en bagatel. Hiv det påkrævede stykke isenkram frem, tryk på en knap og afvent så din skrivebordskollegas opklaring. Som detektiv skulle du rent faktisk ikke foretage dig noget, der satte gang i de små grå. Dette er der til gengæld mulighed for i toeren, der i stedet for at give dig facit, udstikker rammerne for efterforskningen. I de fleste tilfælde skal du finde op til flere stykker bevismaterialer, der så sammen gerne skulle give et billede over forbrydelsens karakter.
For at illustrere, hvordan systemet virker, guider Frank Brooke Ethan Thomas hen mod et lig på gulvet i en næsten mørklagt bygning. Offeret ligger i en pøl af blod og det ligner mest af alt en henrettelse. Som Brooke begynder at indsamle beviserne i form af et politiskilt, noget stof fra offeret og en blodprøve, tegner der sig et tydeligere billede, men det er ikke før han hiver sit Black Light (viser ellers ikke synlige blodspor) frem, at vi sammen med Lead Designeren kan konkludere at han ikke døde der, men slæbte sig derhen. At opklare mordene er stadig ikke det vigtigste, men hvis du vil have nogle af spillets mere specielle våben og opgraderinger, så er du nødt til at gå i dybden med efterforskningen.
Brooke forlader Forensic-fremvisningen og vender tilbage til det lovede kig på kampsystemet. Han henter noget, Monolith selv kalder Hobo Fight Club, og som reelt er en lukket arena skabt til lejligheden. I denne arena er de hjemløse ikke andet end blodtørstige fjender, der angriber indtil de dræbes. De første par stykker møder enden af et nedløbsrør, før Brooke samler en flaske whisky op og kaster efter en tredje. Derefter vælger han Ethan Thomas taser og tænder ild til den uheldige slagsbror, der kaster sig mod asfalten og skriger, indtil han til sidst opgiver i en rallen og dør. Andre pacificeres, før Brooke griber dem om halsen og bruger dem som et levende skjold mod andre hjemløse. Undervejs lykkes det ham også at vise, hvordan blokeringssystemet er langt lettere at bruge, og hvordan udvalget af våben er langt større i denne omgang. Jeg er synligt imponeret over den massive overhaling.
Desværre får vi ikke lov til at opleve, hvordan dette kampsystem fungerer i spillets multiplayerdel. Frank Brooke er ikke til at hugge og stikke i, når det kommer til, hvordan Condemned 2 vil føles online, men siger, at Monolith har tænkt over det længe og ikke ville implementere en multiplayer-funktion i spillet, hvis det ikke var fordi det virkede. Så kort sagt: tiden må vise om Monolith har ret eller ej.
Da jeg går fra fremvisningen en halv time senere er det med troen på, at Condemned 2: Bloodshot kan give mig samme intense og ikke mindst skræmmende oplevelse, som det første spil gjorde - Monolith har i hvert fald lagt fundamentet til noget meget spændende.