Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Conker: Live & Reloaded

Conker: Live and Reloaded

Rares pjuskede og storpissende antihelt får nyt liv på Microsofts Xbox. Alan har kartet pelsen og spidset fortænderne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det charmerende, storpjuskede egern Conker hopper op på et nyt niveau. Scenen skifter og vi følger to jointrygende, skæve smådjævle, som hovent blamerer sig. Satanerne gør store øjne når de ser Conkers lækre pels - lidt pyroman er man vel altid. Kort tid efter ser vi Conker løbe for livet imens hans jages rundt. Situationen vender dog snart til vores lille vens fordel. I et genialt modtræk fylder han sig med alkohol. Stiv som et bræt stavrer han efterfølgende rundt og pisser på de flammende modstandere.

Lad det være sagt med det samme, Conker: Live and Reloaded er et flamboyant syretrip ud i fantasiens dybe, mørke afkroge. Med vanviddet galoperende i hælene, tager vi del i et egerns fuldstændigt absurde eventyr. Det er ikke første gang vi stifter bekendtskab med Conker, faktisk var titlen (Conkers Bad Fur Day) et af de sidste blade som faldt i N64s sene efterår. De kritiske røster var dengang fulde af lovord, flere anmeldere uddelte nærmeste stående ovationer. Nu åbnes døren så atter for Rares lille guldklump, og alle der ikke fik fingrene i titlen i første ombæring får en ny chance. Ud over en oppudsning af den oprindelige vanvidstur, bydes der på multiplayer-hurlumhej til den store guldmedalje.

I en genre i stadig organisk vækst vender Conker: Live and Reloaded tilbage til de gamle dyder. Det her er lineær platformsunderholdning på den klassiske maner; altså ingen åben verden og intet kæmpe udvalg af våben. Her er en historie der skal fortælles, og vi ledes fornøjede af sted gennem absurde scenarier mod en storslået finish. Der er en lang række små gåder der skal løses, alle excellerer de med deres flirt til det mørke vanvid. Fra første sekund, hvor Conker brækker sig for åben skærm, ved vi at det her bliver en oplevelse af de mere ekstreme. Den eventyrlige scene med en operasyngende klump ekskrement er ganske enkelt forrygende - man må simpelthen overgive sig. Sjældent har jeg klukket så meget mens jeg har hoppet rundt i et ellers ordinært platformspil. Det er så også spillets helt store force, at man konstant har lyst til at se hvad næste hjørne gemmer på. Problemer er der nemlig flere af, og de er kun blevet mere tydelige siden Conkers Bad Fur Day første gang så dagens lys. De forskellige gåder er langt fra indlysende, og det indebærer masser af prøv igen-øjeblikke. Platformshopperiet er ikke vildt imponerende. Det føles statisk, og det er samtidig decideret irriterende at pelsdyret ikke kan gribe fat i ting.

Alligevel kan man ikke lade være med at overgive sig. Historien er så dejlig anderledes, uforudsigelig og bizar, at man sluger det hele råt. Det kræver dog helt klart, at man ikke allerede har grinet sig vej gennem N64-originalen. I så fald er der ikke meget at komme efter, ud over et par småændringer. I hvert fald ikke i singleplayerdelen, men Conker: Live and Reloaded er nærmest to spil i et, da man også får en ordentlig gang multiplayersjov med i tasken. Her er der dømt slagtning af nuttede egern samt bamser både on- og offline.

Dette er en annonce:

Konceptet er bundet op på en masse variationer af Capture the Flag, Assault samt hvad der ellers er gængs for genren. De to fraktioner består begge af seks underklasser af soldater, som man kan vælge imellem. Her er både snipere, grunts, nærkampsspecialister, som tager del i de store slag. Variationen mellem de enkelte klasser er rigtig god og i fællesskab danner de en dødelig, slagstærk cocktail. Samarbejde er nemlig et vigtigt nøgleord, som hurtigt viser sig at være belønnende, hvis man hopper på Live. Miljøet er af naturlige årsager ikke særligt stort endnu, men det lykkedes mig da alligevel at komme nogle sessioner igennem. De forskellige områder er virkelig godt varierede, både hvad gælder tema, udseende, størrelse samt formål. Der bliver tydeligvis slået plat på både film- samt spiltitler, og det giver det hele den herlige ironiske distance, som altid har været Rares varemærke.

Banerne har yderligere begrænsninger på udvalg og brug af køretøjer, flyvere, kanontårne, miner og andet habengut. Det er med til at skabe en god balance på de enkelte baner, samtidig med at det også øger alsidigheden på tværs af miljøerne. Der kræves med andre ord forskellige taktikker, alt efter hvilken bane man kaster sig ud i. Styringen med såvel hovedfigur samt de forskellige køretøjer fungerer glimrende. Det hele følges fra et tredjepersonsperspektiv, uden at det har nogle videre limiterende effekt på præcisionen. Grafikken er generelt meget sprød, med en tegnefilmsagtig finish. Scenarierne er alsidige, farverige og detaljerede. Figurerne er nuttede - selv når blodet står i overdrevne kaskader og plasker skærmen til i et rødt virvar. Samtidig er den tossede dialog ført over. Figurerne mumler for sig selv, hvilket er med til at give underholdningen et ekstra nøk op.

Vi kommer ikke udenom at Conker: Live and Reloaded er fremragende underholdning. Ud over at man får det stadig yderst underholdende Conkers Bad Fur Day i nye klæder, så får man sørme også et absolut potent bæst af multiplayer ekstravagance. Alt er pakket ind i en flot indpakning, signeret med Rares varemærke: Den gakkede humor.

Conker: Live & Reloaded
Dette er en annonce:
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
Conker: Live & Reloaded
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Vanvittig og gakket humor. Solid grafik. Hylende morsom historie og godt tempo.
-
For få Live-baner. Sniper-klassen er lidt problematisk.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold