Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Counter-Strike

Counter-Strike

Online klassiker skyder sig vej ind i Xboxejernes hjerte.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Counter-Strike er noget af en succeshistorie. Bygget på basis af grundkoden i Half-Life serverede en gruppe amatører en ret, der hurtigt skulle vise sig at være fængende ud over alle grænser. Som en ondsindet virus har konceptet siden spredt sig over nettet, og tryllebundet en kæmpe skare af mennesker. Ikke kun veteranerne, men også casual gamers blev indfanget i edderkoppespindet, som mere end noget andet har givet netcafeerne deres publikum. Utroligt nok har konceptet overlevet tidens tand, og har stadig en trofast skare, som vælger at se forbi det kosmetiske blændværk. Det virker alligevel som det rigtige tidspunkt at føre stafetten videre, og hvilket bedre sted at gøre det end på Xbox - med dens dedikerede online status. Det er atter blevet tid at lege en overgearet gang røvere og soldater.

HQ

Havde man forventet de store landevindinger, så vil det umiddelbare indtryk være en skuffelsens sidevej. Det her er Counter-Strike, som vi altid har elsket og hadet det. Den indædte kamp mellem den professionelle aktionsstyrke og de bramfri terrorister, der mødes i et intenst skydeorgie. Gidsler og bombemål er tændsatsen til denne eksplosive cocktail, hvor der snart fyger rygende varmt bly gennem luften. Alle de originale baner er kærligt genskabt, og en håndfuld passende nye er føjet til. Med dundrende militærrytmer i blodet svinges taktstaven, og folkene begiver sig sig ud i Aztecs forfaldne ruinlandskab, Chateaus grandiøse borgfløje og Dusts mellemøstlige sandbanker. Omgivet af kammerater bevæger man sig dybere ind i landskaberne - hoppende, knælende og med fingeren klar på aftrækkeren.

Det er ikke den grafiske front, som vil slå luften ud af maven på én. Selv om det uden sammenligning er den flotteste udgave af Counter-Strike til dato, så er sammenligningens flade også taknemmelig. Teksturerne er blevet væsentligt mere detaljerede, og repræsenterer de forskellige scenarier med en mere fræk kant. Støv hvirvles og røg breder sig beslutsomt i et herligt partikelkaos. Desværre føles det hele utroligt generisk, og der bydes ingenlunde på grafik, der lever op til de knurrende konkurrenter. Alle figurmodeller er ens, de specielle effekter er holdt på et minimum og animationerne er sært kejtede. Positivt så holder framehastigheden sig på et stabilt niveau, hvor genvordighederne får lov til at udspille sig i et stadigt glidende forløb.

Det er tydeligt, at dette er en titel baseret på et "online only" produkt. Her stryger man ikke ud på storladne kampagner, hvor præsidentens datter er kidnappet eller arrige slyngelstater overtræder deres grænser. Det her er en dedikeret multiplayer oplevelse, og det understreges tykt i den singleplayerdel, som trods alt befinder sig under menuens tekst. Her tilbydes man forskellige niveauer af fjendtlig AI, hvorefter man kan bevæge sig ud på de mange maps, og tage kampen op med maskinens regnekraft. Positivt så giver de identitetsløse bots en rimelig god modstand, hvor man - uden omverdens indblanding og hoveren - kan styrke sine evner.

Styrken kommer dog først rigtigt til udtryk, når man lader sit bredbånd føre sig ud på verdens digitale slagmark. I en herlig følelse af gensynsglæde stryger man ud på de opdaterede områder, og lader sig fordybe i intense skududvekslinger. Penge skal optjenes, og våben skal købes gennem et nyt lækkert system. Et uhyre smart hjul, giver adgang til alle de tilgængelige våben på intuitiv facon. Selv om Counter-Strikes realistiske våben er blevet overhalet af andre titler, så skaber de stadig en tilfredsstillende illusion. Rekylets påvirkning, kuglernes ballistik og våbnets vægt har alle en semirealistisk påvirkning på begivenhederne. Det føles som det rene déjà vu, når man igen ser folk løbe af sted i opstartsfasen med den lette kniv i hånden. Eller når desperate folk igen hopper ivrigt rundt med en løs finger på aftrækkeren.

Dette er en annonce:

Der er ingen tvivl om, at Counter-Strike er et fængende bekendtskab. Det er ikke underligt, at så mange har fordrevet så meget tid i selskab med dette ellers enkle setup. Igen flyder timerne som smør i solen, imens man lige skal tage én omgang til. Køb våben, løb og skyd - mere simpelt bliver det vel ikke? Men alligevel har det en sær dragende effekt. Med det sagt så er den tekniske side af begivenhederne meget skuffende. Grafikken er kun middelmådig, og lyden bevæger sig heller ikke langt fra ækvator. Har man ikke mulighed for at gå på Live, så bliver det endnu mere udvandet. Her forlades man til en patetisk alenedans med maskinen. Det er svært at blive decideret vred på en så fængende titel, men det undrer alligevel lidt, at man forlanger fuld pris. Det er rent guf for onlineflokken, men man bør måske vente til det falder lidt i pris.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Det er stadig en uhyre fængende titel.
-
Er man ikke koblet op til Live, så er der ikke meget at komme efter.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Hvis man er kendt inde for video spil, så er der et spil som alle burde kende. Counter-Strike. Spillet af flere millioner på net cafeér og klubber... 5/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold