Counter-Strike: Condition Zero

Counter-Strike: Condition Zero er på gaden d. 26. marts til Pc

Det originale Counter-Strike tog det etablerede spilmarked med bukserne nede og grundlagde nærmest egenhændigt en række trendmæssige tendenser. Spillet var bygget af den fuldstændigt upåagtede Gooseman på skelettet af det fremragende Half-Life. Det kommercielle spind vævede sig dog hurtigt om titlen, og Valve begyndte så småt at trække i snorene. Med den åbenlyse tekniske udvikling begyndte titlens udseende hurtigt at blegne i forhold til stærkere lyskilder. En decideret udvidelse, der også skulle inkludere muligheden for at spille solo, blev lagt på tegnebrættet, og udviklingen påbegyndt. 2002 skulle være året, hvor markedet atter skulle underkastes Counter-Strikes massehypnose, men negativ modtagelse af pressen kastede grus i maskineriet - indtil nu.

FPS-genren har efterhånden taget godt ved lære af Counter-Strikes eksempel, og der er en række titler, som har taget imponerende favntag om multispilleroplevelsen. I blandt disse er naturligvis Battlefield 1942, som samtidig forstod at udvide konceptet med køretøjer. Condition Zero bevæger sig mod strømmen og tager kraftige svømmetag mod bredden for singlespillere. I stedet for udelukkende at fokusere på sit hjertensbarn, så træder Valve nye stier og negligerer derved tidligere succeser. Argumentationen er dog forståelig, da det uhyre indforståede og indspiste CS-miljø ikke lader nyankomne få mange ben til jorden. Har man ikke en usædvanlig god baggrund, så kan man godt indlade sig på en frag-fest af dimensioner - med sig selv i hovedrollen som slagtekvæg.

Fokuseringen på singlespillerdelen er altså en hånd til novicer i gamet, og giver en noget blødere indlæringskurve mod ikkeovermenneskelige modstandere. Dette kan så foregå på spillets mange baner mod intelligente bots eller igennem en række sce-narier. Førstnævnte relancerer en række af de mest populære Counter-Strike baner - som Dust - og føjer nye til. Sværhedsgraden modificeres ved hjælp af de bots, man tilknytter, disse har nemlig fået tilknyttet nogle færdighedsmæssige niveauer på forskellige områder. AI’en fungerer ganske glimrende, og såvel venner som fjender giver en ganske god illusion af at kæmpe mod menneskelige væsner. Der er dog nogle huller i deres opførsel, såsom tidspunkter hvor der genlades midt i åbne områder og lignende.

I lidt samme boldgade kan man også bevæge sig ud på en række enkeltstående missioner spredt ud over et betragteligt geografisk område. Jungler, antarktiske og mellemøstlige områder venter på, at man sparker noget terroristbagdel. Første mission inkluderer eksempelvis, at man styrter ned med en kamphelikopter midt i et fjendtligt område, på bedste Black Hawk Down-maner. Herefter følger en strengt lineær gang shoot’em’up på vej gennem fjendens linier. Dette koncept følges så i en række missioner, hvor den største forskel er den scenariske baggrund. Forskellige objektiver spæder handlingen op, og små himstregimser skal benyttes fra tid til anden. Sidstnævnte giver dog ingen nævneværdig afveksling til gameplayet, da brugen er begrænset til udvalgte områder. Faktisk føles disse missioner mest som no-get, der blot er påklistret produktet, og det er ingenlunde på højde med eksempelvis banerne i Rainbow Six 3.

Omdrejningspunktet i Condition Zero er stadig multiplayer-delen, som nærmest fremstår, som den altid har gjort det. Mange af modificeringerne, såsom bots, som der er i forhold til den oprindelige version, har allerede været implementeret igennem en af de mange løbende updates. Gameplayet er igen centreret omkring kampen mellem terrorister og antiterrorister, hvilket sker med fuld fart over feltet i et herligt sammensurium af hoppen og skyden. Den eneste egentlige form for nytænkning er implementeringen af et skjold, som i fællesskab med en pistol kan give en lidt mere defensiv fremtræden. Det er da stadig god underholdning, og man kan sagtens begrave sig i et hav af intense kampe, det føles bare så passé. Her er reelt ingen nytænkning, og end ikke køretøjer er blevet implementeret - kopieret, eller hvad man nu kalder det.

Der er selvfølgelig blevet brugt lidt krudt på at optimere den tekniske side af begivenhederne. Vi trakteres nu med et væsentligt højere antal polygoner samt enkelte grafiske effekter. Himlen udfolder sine luner stokastisk, og forskellige former for elemental rasen udøses over vores helte. Helheden er dog langt fra imponerende, og er ikke på niveau med andre tilsvarende titler. Udviklerne siger selv, at det er for at produktet kan køre flydende online, men det bortforklarer eksempelvis ikke den grumme gang clipping, som man bliver vidne til. Lyden er noget krigs-tam-tam blandet op med nogle ganske gode lydeffekter når våbnene affyres. Condition Zero føles på mange områder, som om man desperat forsøger at puste liv i en døende kæmpe, uden at kigge på de omkringstående konkurrenter.