Cradle of Rome

Fra det øjeblik Nintendo lancerede det lille DS-vidunder, har spiludgiverne bombarderet markedet med den ene lille puzzler efter den anden. Og der er heller ingen tvivl om, at den trykfølsomme skærm er som skabt til at flytte rundt med små brikker i en uendelighed. Der findes i forvejen et hav af puzzle-spil, og nu bliver vi altså begavet med endnu et af slagsen.

I Cradle of Rome skal man opbygge Cæsars gamle Rom, og det gør man naturligvis ved at flytte rundt på en masse små figurer, så de bliver linet op tre og tre og forsvinder fra skærmen, mens der fyldes op med nye brikker fra oven. Gør man det længe nok, optjener man ressourcer, som kan bruges på at komme videre til næste bane ,og sådan gentager spillet sig selv igen og igen, alt imens Rom vokser sig større og større. Hvor man i et spil som Tetris ikke behøver en baggrundshistorie, så har udviklerne af Cradle of Rome altså valgt, at der skal være en mening med galskaben, og selv om det måske ikke giver den store mening, så trækker det nu heller ikke spillet ned. Tværtimod får det en kontekst, som ikke ændrer ved selve indholdet, men blot tilføjer en ramme, som klæder spillet udmærket. Melodierne henleder måske ikke tankerne på det gamle Rom, men de svinger nogenlunde og underbygger scenografien.

Men scenografi og historie er jo blot pynt på kagen og ganske uvæsentlige for den reelle værdi af et simpelt puzzle-spil. Her gælder det for alt i verden om at score højt på indlevelse og originalitet. Og hvis vi starter med sidstnævnte, så dumper Cradle of Rome ret så voldsomt. Der er grænser for, hvor spændende det er at prøve endnu en klon af tre på stribe. Man må naturligvis også gerne skabe kæder af fire og fem enslignende symboler, og man belønnes endda ekstra herfor, men det går hurtigt op for en, at spillet ikke har tænkt sig at belønne et stort overblik med ekstra point. I samme øjeblik man skaber en kæde på tre figurer, så forsvinder den - her er ikke noget med at kunne gøre kæden endnu længere og få flere brikker til at forsvinde, hvis man bliver ved med at forlænge den, og det koster altså på underholdningssiden.

Ja, man kan godt skabe længere kæder, men udelukkende fordi de i forvejen er klumpet sammen - selv den mest geniale spiller kan maksimalt lave en kæde på fem led, men det adskiller ham ikke fra nybegynderen, som også vil kunne lave den samme kæde. Bevares, det handler naturligvis stadig om at skabe sig et overblik og se, hvor kæderne kan dannes henne, men det lærer man nu trods alt relativt hurtigt, fordi man også kun kan rykke symbolerne en enkelt plads. Man skal altså kun overskue relativt små områder for at komme videre i spillet. Og her støder spillet så panden mod en anden mur.

Man vil igen og igen opleve, at man leder med lys og lygte efter den ene brik på hele skærmen, som kan bringe en videre, og det er altså vanvittigt frustrerende at klare en bane 99 procent og så falde for tidsgrænsen, fordi spillet gør hvad det kan for at "gemme" løsningen for en. Det skyldes blandt andet, at der er mast for mange brikker ind på den trykfølsomme skærm, hvilket gør, at de er for små til rigtigt at adskille sig fra hinanden. Det kan lyde som uretfærdig kritik af en puzzler, men en sådan type spil skal ikke lægge spilleren unødige hindringer i vejen - den skal derimod gøre alt for at vise, hvad man skal, hvorefter det er op til spilleren at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Helt frustrerende bliver det først et stykke inde i spillet, når den proppede spilleflade også fyldes med flaskehalse, som gør, at man ikke kan få fjernet de brikker, man gerne vil, fordi det i lange perioder kun er muligt at matche brikker i den ene side af skærmen. Selv om man undervejs får adgang til bonusværktøjer, som kan fjerne særligt vanskelige brikker, så er det stadig frygteligt irriterende at måtte starte forfra igen og igen, fordi balancen i banerne til tider er helt skæv.

Det var en ordentlig omgang røfler, men er Cradle of Rome virkelig så dårligt? Nej, det er det på en måde ikke. Jeg indrømmer gerne, at spillet har stjålet flere timer, end karakteren egentlig kan retfærdiggøre. På trods af frustrationerne, som uundgåeligt vil melde sig undervejs, så virker mekanikken og musikken på en eller anden måde dragende på mig. Jeg tvivler på, det lykkes mig at gennemføre spillet, men i en ledig stund vil jeg sikkert forsøge at nå en bane eller to videre. Det er muligt at det siger mere om mig end om selve spillet, men er man bare en tosse efter puzzlere, er det slet ikke umuligt, at man vil finde en del timers underholdning i Cradle of Rome.