Crash Bandicoot 2: N-Tranced

Den skøre skabning Crash Bandicoot blev oprindeligt skabt af Naughty Dog i samspil med Universal. Figuren skulle være Sonys frontfigur i kamp med Nintendos Mario og Segas Sonic. Crash blev da også godt modtaget, men innovationen lå på et begrænset niveau, og han blev aldrig et decideret alternativ til de andre figurer - mere en kuriøs tilføjelse til porteføljen. Nu er han klar til at træde ud på sit andet eventyr på GBA. Resultatet er en mildt fængende oplevelse, der dog virker en kende rodet og usammenhængende.

Den lavstammede skaldepande dr. N. Tropy er på banen igen. Denne gang har han allieret sig med N. Trance, der med sine evner hypnotiserer og tilfangetager Crashs venner. Alene med hele omverden - og nu også sine venner - imod sig, bevæger det orange strithår sig ud på eventyr. Verden er nu ikke helt som den plejer at være, dimensioner åbner sig i et magisk virvar af surrealistiske kollager. Universet spænder fra futuristiske vidder over skæve ægyptisk inspirerede landskaber til platformsmiljøer fyldt med kolorit. Kontrasterne i farverne er gode, og gør den grafiske indgangsvinkel mere tiltalende.

Gameplayet er den klassiske svada. Her drøner man igen af sted i den 2d platformsstil, som efterhånden er blevet GBAens varemærke. Banerne er fyldt med fjender og forhindringer, der på bedste vis besværliggør befrielsen af Crashs venner. De første baner er ren venstrehåndsarbejde, og byder på lidt simpelt hopperi og destruktion af kasser. Som spillet udvikler sig skrues sværhedsgraden også i vejret. Pludselig befinder man sig i et hektisk inferno af eksplosive kasser, bundløse afgrunde og afsatser der kræver milimeterpræcise spring. Det er en udfordring af den gamle skole, hvor trial’n’error er nøglebegrebet. Er man typen der ikke kan tolerere uretfærdige dødsfald, så er dette ikke stedet at lede. Her skal man bare kaste sig ud i det - stille træskoene når det er nødvendigt - og så blot hoppe op på hesten igen efterfølgende. Heldigvis er der også spredt godt med ekstra liv rundt på banerne, så med en anelse tålmodighed er det ikke helt umuligt. Det er nu bare lidt ærgerligt, at det er dødsfald en masse, frem for genialt banedesign, der er udfordringen.

Crash er jo heldigvis ikke uden evner, og han glider, hopper og drejer sig vej gennem overmagten. Hans signaturbevægelser er tilbage i bedste velgående - også selv om de selvfølgelig i første omgang er hugget med arme og ben. Som det eksempelvis gør sig gældende med snurretoppen - der er et tasmansk djævel rip-off. Når man bevæger sig vej gennem slutbosserne, så udvikles de enkelte bevægelser sig også. Man kan nu glide længere, snurre hurtigere og hoppe højere. Dette giver naturligvis også mulighed for afveksling på banerne, og modvirker til et vist niveau den eksponentielt stigende sværhedsgrad.

Ud over de obligatoriske hoppen rundt baner bliver der også smidt noget afveksling ind i begivenhederne. Her skal man pludseligt svæve rundt i rummet, drøne rundt på vandski og trille i kugle a la Monkey Ball. Banerne virker som oftest som grebet ud af kontekst, men giver ikke desto mindre lidt pusterum fra den gængse platformsoplevelse. Især kuglespillet - også kaldet Atlas Sphere - er ganske underholdende. De er holdt i et stringent højpuls tempo, hvor uretfærdigheder vipper mod succesoplevelser. Alternativt står vandskibanerne som værende relativt svage. Der er ingen følelse med fornemmelserne, der mest af alt placerer sig på et Hugo-hopper-isflager niveau.

Den tekniske front holdes flot i hævd, hvor især animationerne af Crash kræver en bemærkning. Overgangen fra den ene tilstand til den anden foregår gnidningsløst - det er en fryd at følge på skærmen. Baggrundene er ligeledes tiltalende, holdt i gode kontrastfulde farver, hvilket giver ro til øjnene. Lyden er mere gennemsnitlig - med passende lydeffekter der uden at være anmassende supplerer oplevelsen fint. Der er som sådan ikke rigtigt noget at sætte fingeren på i spillet. Det største problem står i, at man har set det hele før - også udført bedre. Man kan dog hurtigt få mange timer til at gå, især fordi der også er strøet ekstra baner og oplevelser rundt på missionerne - ikke noget dårligt køb.