Crash Bandicoot: Mind over Mutant

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg har fået hjælp til slutningen af denne anmeldelse. Nogle gange må man bare erkende, at man ikke kan alting selv, og det betyder, at denne anmeldelse også indeholder vaskeægte ekspert-indhold. For da min kærestes 10-årige lillebror kom på besøg forleden, var jeg ikke sen til at smide det nye Crash Bandicoot: Mind Over Mutant i Wii'en og høre, hvad knægten syntes om det lille pungdyrs seneste eskapader. Han kunne mægtig godt lide nyskabelserne i sidste års Crash of the Titans, hvor man fik lov til at ride på de store monstre, og det var fra starten tydeligt, at han også følte sig hjemme i Mind Over Mutant.

Her får man nemlig også lov til at give de store monstre nogle bøllebank og overtage dem, når de er blevet tilpas groggy. Men vi gemmer som sagt eksperthjælpen til slutningen og kigger først lidt nærmere på spillets grundlæggende opbygning. Mind Over Mutant tager over, præcis hvor forgængeren sluttede. Cortex er på spil igen-igen, og denne gang har han taget kontrollen over de store titaner ved hjælp af en særlig tanke-hjelm. Den går naturligvis ikke, og så må Crash på den for 15. gang, siden han så verdens lys for 12 år siden. Så tæller vi godt nok samtlige udgivelser og platforme med, men Crash er også en af spilverdenens tidligste stjerner. Og mens starten af karrieren fandt sted øverst i hierarkiet, har han de senere år haft mere end svært ved at fastholde massernes interesse. Og netop derfor er det dejligt at se, at formkurven er stigende, og forhåbentlig kan Mind Over Mutant udgøre endnu et skridt tilbage mod rampelyset.

Et af pungdyrets problemer har været, at han ikke fulgte med tiden og derfor blev overhalet af konkurrenterne, men med Mind Over Mutant tager han tilløb til at mindske gabet lidt. Et af de væsentligste fremskridt i forhold til sidste år er nemlig, at spil-universet er udvidet, så det antager form af en rigtig verden, som Crash kan bevæge sig frit rundt i. Der er ganske vist stadig kun en enkelt vej fra A til B, men den er bredere, end den plejer at være og giver spilleren en større følelse af at kunne baske med vingerne. Der er på ingen måde tale om et sandkasse-spil, men spillet har uden tvivl fået et mere moderne præg med den mere åbne verden. Paradoksalt nok har dette valg dog også medført et nyt problem, for man skal ikke have ret mange computerspil under bæltet, før man savner muligheden for selv at styre kameraet rundt om Crash. I stedet må man leve med, at kameraet er fastmonteret og helt automatisk følger Crash rundt på de mange små missioner i alt fra ørkener til isverdener.

Adskillige spil har vist, at det fungerer helt fint at henlægge kamerastyringen til styrekrydset på wiimoten, men den mulighed får man ikke i Mind Over Mutant. Det fastmonterede kamera gør det måske umiddelbart nemmere for de mindste at styre pungdyret rundt i den farvestrålende verden, men da spillet også gør brug af en hel del backtracking, hvor man løber tilbage ad den samme vej, man kom ad, så oplever man tit at skulle styre Crash ud igennem skærmen - altså ud mod spilleren - for kameraet drejer ikke med rundt! Det giver selvsagt nogle problemer, når der pludseligt dukker huller og fjender op. Det er ikke et stort problem, men et mindre irritationsmoment, som snildt kunne være undgået.

At der er en del backtracking pynter heller ikke. Det er en forældet måde at presse lidt ekstra spilletid ud af banerne, men den går altså ikke i 2008. Samtidig opstår der indimellem også tvivl om, hvor man skal hen, hvilket kan betyde, at man kommer til at genspille en hel bane, som man havde gennemført. Ja, det skete rent faktisk for mig, og jeg skammer mig ikke over at indrømme det. Den slags kunne undgås med en anelse bedre design. Så er det sagt.

Heldigvis gør Crash også ret mange ting på den rigtige måde. Allerbedst er måske styringen, som er både rimelig præcis og lynhurtig at mestre. Crash spinner, sparker, slår og springer som altid, men det er på skuldrene af en af titanerne, at han virkelig lever. Titanerne har nogle vilde tricks i ærmet, som også udnyttes på fin vis i de mange simple gåder, som skal løses undervejs. For eksempel fungerer det glimrende, at man i isverdenen skal bruge titanernes kulde-ånde til at fryse farlige vandfald og floder til is, så man kan passere uskadt. En anden titan gør brug af telekinese til at bekæmpe fjenderne, og helt generelt er der nok af de små, men nye tiltag, som gør, at Mind Over Mutant føles som en videreudvikling af sidste års udgave.

Grafikken er flot og tegneserieagtig, og så er det altså også en stor ros værd, at spillet kan spilles med dansk tale. Det er muligvis ligegyldigt for de fleste af Gamereactors læsere, men er man barn, så er det altså ti gange sjovere, at man forstår, hvad alle de skøre figurer inde i fjernsynet siger. Der er jo en grund til, at alle tegnefilm oversættes til dansk, og Mind Over Mutant er strengt taget en interaktiv tegnefilm. Replikkerne er sjove, og universet ligeså. Derfor tøver jeg heller ikke med at anbefale spillet til alle barnlige sjæle med hang til en fin gang platform-underholdning. Men tag det ikke fra mig. Tag det i stedet fra 10-årige Mathias, som har spillet flere platformspil, end jeg har pløkket tyskere i diverse skydespil: "Det er sjovt at ride rundt på de store monstre, og så kan jeg godt lide alle deres tricks. Der sker hele tiden noget nyt, så man ikke keder sig."