Crash Bandicoot: Wrath of Cortex

Mens Nintendo og Sega altid har haft deres respektive maskotter i form af Mario og Sonic, så er det tætteste Sony nogensinde er kommet på dette Crash Bandicoot. Den lille pungræv var med til at cementere succesen på PSOne, da han i Universal og i særdeleshed Naughty Dog’s hænder blev en værdig platform modstander til ovennævnte. Intet mindre end fem titler er det blevet til siden den spæde begyndelse og fans har kunne deres orange idol som både go-kart kører og partyabe, før det blev annonceret at han havde taget turen til PlayStation 2.

Crash skifter ejermand
Selvom de fleste forbinder Crash Bandicoot serien med amerikanske Naughty Dog, så er det faktisk Universal der ejer ham, og da Sony sidste år opkøbte de succesfulde udvikler, så blev det uden muligheden for at fortsætte den eftertragtede serie. Det er nu Traveller’s Tale der skal løfte arven og selvom firmaet har lavet nogle gevaldige missere med bl.a. A Bug’s Life og Rascal, så ser det ud til at de har gravet dybt i posen med nye og sikre koncepter og er kommet op med noget der kan betegnes som forfriskende og nyt i en genre, hvor tiden desværre i mange år har stået stille. Det seneste Crash Bandicoot: Wrath of Cortex er derfor et besnærende bekendtskab for alle der elsker et godt platform spil, men som syntes, at det indtil videre har været så som så med disse på PS2.

Uka Uka slår til igen
Dem som kender bare lidt til omdrejningspunktet i Crash Bandicoot serien, ved at hans ærkerival Uka Uka (en svævende voodoo maske) altid pønser på at få den skøre pungræv ned med nakken. Denne gang er ikke anderledes. På et stormøde, hvor også Dr. Cortex er tilstede fremlægger han sin seneste diabolske plan om at udrydde vores orange ven og denne gang har han tænkt sig at gøre det med elementerne ild, jord, luft og vand. Som altid giver det udvikleren for at arbejde med mange forskellige miljøer og farver, men det giver dem også mulighed for at kaste Crash ud i en masse nye ting - noget der i udpræget grad gør sig gældende i denne fjerde udgave.

Til lands, til vands...
Noget af det første man lægger mærke til, når man begiver sig ind i det seneste eventyr, er hvor meget nytænkning Traveller’s Tale har formået at proppe ind i det ellers lidt trætte platform koncept. Ganske vist er der stadig de meget linære og til tider kedelige baner, hvor det stort set handler om at hopper fra den ene ende af skærmen til den anden. Men nu får du også chancen for at flyve i en rusten flyvemaskine, rulle rundt inde i en kugle (lidt a la Monkey Ball) og køre gennem en nedlagt mine i en gammel minevogn. Det hele er flettet godt og grundigt sammen, og man føler aldrig at de enkelte ting ikke passer sammen eller at de ikke er godt udført. Selv grafisk- og gameplay mæssigt hænger det godt sammen, og man lærer hurtigt de nye spilleregler at kende. Dog vender en enerverende ting tilbage. De irriterende undervandsbaner, hvor kontrollen af Crash ikke levner meget plads til fejltagelser og hvor det mest af alt handler om held frem for egentlig kunnen. Jeg kunne godt være foruden disse, og så i stedet have fået nogle flere baner med biler, fly og den meget morsomme Monkey Ball feature. Men man kan vel ikke få alt?.