Crash Bandicoot har atter sat sig bag rattet i sin gokart og drøner derudaf med følgeskab af både venner og fjender. Spillet hedder Crash Nitro Kart og har været at finde på både diverse konsoller og Game Boy Advance. Nu er Crash klar til at indtage Nokia N-Gage, og han satser på at gøre det med stil.
Det er ikke første gang at Crash og Co. har udfordret hinanden til ræs. Det gjorde de også i Crash Team Racing til PlayStation 1. Formlen dengang var mere eller mindre tyvstjålet fra Mario Cart Racing, men Crash Team Racing føltes alligevel både nyt og anderledes og var faktisk et grumme underholdende spil - særligt hvis man var flere. Denne tradition er holdt i hævd i Crash Nitro Kart, der er bygget over samme opskrift. Man vælger mellem Crash, Coco eller en af de mange andre figurer fra det sprudlende persongalleri, hopper ned i en gokart og drøner så derudaf. Undervejs kan man samle kasser op indeholdende våben og andet sjovt, der kan gøre livet surt for modstanderne.
At køre gokart på N-Gage er ganske ligetil. Man styrer med D-pad’en og bruger som standard 5 til at accelerere med, 6 bruges til bremser, 2 bruges til at hoppe over forhindringer med og affyring af de opsamlede våben gøres ved at trykke 7. Disse taster kan dog ændres efter behov.
Man kan spille på tre måder; Arcade, Time Trial eller Adventure. Arcade er de sædvanlige enkeltstående løb, som man kan ty til hvis man blot vil ud og brænde lidt gummi af uden at forpligte sig. I Time Trial har man hele banen for sig selv. Eneste modstander er tiden, hvor det gælder om at komme i mål så hurtigt som muligt. Hovedattraktionen i spillet er Adventure. Her fortælles historien om hvordan Crash, søsteren Coco, ærkerivalen Dr. Neo Cortex og alle de andre venner og fjender er blevet bortført til en fremmed galakse af nogle slimede rumvæsner. De hungrer efter noget godt og gedigent underholdning og det skal Crash og de andre levere bag rattet i deres gokarts. Klarer man sig godt, vinder man medaljer og får adgang til nye baner og nye figurer.
Crash Nitro Kart ligner altså sig selv hvad angår spil-mulighederne, og den simple styring gør at man hurtigt er i gang. Desværre er selve det at spille i øjeblikket ikke helt uproblematisk. Crash Nitro Kart spilles i tredjepersonsperspektiv, hvor man ser sin kører bagfra mens man fræser rundt på banerne. Selve præsentationen af spillet er der ikke noget galt med. Grafikken er meget farvestrålende og alle figurerne ligner sig selv. Lydsiden ligger ligeledes i den pæne ende af skalaen med gode lydeffekter og tilpas tosset musik, der er irriterende fængende på en sjov måde.
Problemerne opstår først, når man begynder at bevæge sig. 3D-effekten er faktisk meget god og det går både hurtigt og hektisk til, når man spiller. Desværre hopper og danser det hele rundt på skærmen og de farverige baggrunde forsvinder nogle gange helt. Det er meget forvirrende at se på og utroligt desorienterende. Skærmen på N-Gage virker desuden for smal til spillet og det går ud over overblikket. Ofte kører man uden for banen eller drøner lige ind i en forhindring, fordi man ikke opdager hverken sving eller forhindringer i tide.
Problemerne med de dansende baner og det smalle udsyn er bekymrende, fordi de kan gå hen og hampre hvad der ellers tegner til at blive et rigtig sjovt spil. Alt det andet, fra selve præsentationen til de forskellige spil-muligheder, fungerer ganske godt. Der er endda multiplayer via Bluetooth og det vil derfor være bundærgerligt, hvis det hele falder til jorden på grund af en svag teknisk side.