Crash of the Titans

Det ville være et broget syn hvis alverdens platformsikoner havde gået i klasse sammen, engang for mange år siden og jeg tror godt jeg kan forestille mig hvordan det havde set ud. De seje drenge havde været Rachet og Sonic, klassens klovn havde været Daxter og genstanden for alle drengenes første forelskelse havde uden tvivl den blonde bimbo-bombe Peach. Sly Raccoon havde været problembarnet, der konstant røg ind og ud af forskellige institutioner og ofret for mobning måtte uden tvivl have været klassen tykke dreng, Mario, der med sine rødder i arbejderklassen og usandsynlig store madpakke, havde været et let offer. Nede bagerst i lokalet sidder klassen outsider, Crash Bandicoot. Ikke stor nok til at mænge sig med de store, men heller ikke lille nok til at blive ignoreret.

Det har været nogle hårde år på skolebænken for den kære Crash. I de gamle dage, da han var under Naughty Dogs trygge vinger, var han synonym med Sony i næsten samme grad som Sonic var det med Sega eller Mario med Nintendo, men alt godt ender på et tidspunkt, som skolebøgerne lærer os. Naughty Dog tog halsbåndet af deres lille, lodne kæledyr og lod ham løbe fri - lige ind i favnen på andre udviklere, der roligt men sikkert ødelagde Crash's gode rygte over årene og Radical Entertainment har nu lige føjet deres eget navn til den liste.

Det er ikke fordi Crash of the Titans er decideret skidt, slet ikke. At et spil er let tilgængeligt for alle aldre, er ikke ensbetydende med at det er overfladisk. Det er afbalanceret nok til de mindste og selv de ældre kan finde fornøjelse sammen med Crash, bare de ikke forventer noget særligt. Dialogen er ganske humoristisk, at besejre og ride rundt på de mange forskellige monstre er sjovt og små bosskampe varierer med jævne mellemrum mellem platformssektioner. Okay, intet af det her genopfinder den dybe tallerken, men underholdt var jeg da. Problemet er bare at det her kun holder de første par timer.

Derefter begynder de adskillige steder som spillet kommer til kort nemlig at fremstå pinligt tydeligt og hvad der for blot et par timer siden godt kunne overses, rammer nu en midt mellem øjnene som en brosten kastet af en venstreorienteret. Tag kameraet for eksempel. De første baner er overstået så hurtigt og er heller ikke mere krævende, end at du slet ikke tænker over at du har mindre kontrol over det, end Nik & Jay har variation i deres singler. Det er fuldstændig fastlåst og senere bliver det en ordentlig lænke om benet, når platformsdelene kræver mere præcision. Selv spillets eneste nyeste tiltag i serien og selve fundamentet for eventyret, muligheden for at kapre og kontrollere større monstre, bliver kedeligt i længden. Det er en fin idé, men det er langt fra nok til at retfærdiggøre tilblivelsen og udgivelsen af et helt nyt spil i serien.

Også levetiden slår fejl. Jeg ved ikke hvor lang levetid den gennemsnitlige punggrævling har ude i naturen, men i spilverden er det bestemt ikke længe. En håndfuld timer, mere skal det egentlig ikke mere til for at sætte Dr. Neo Cortex på røven endnu en gang. Der er mulighed for co-op og hvis du har en fetich for at indsamle alt på hver bane, tager det da lidt længere tid, men hvis eventyret var ensformigt og monotont i første omgang, hvorfor så udsætte sig selv for det hele en gang til?

Måske har du allerede været ude i de danske butikker og se at Crash of the Titans sælges for en væsentlig lavere pris end andre nygivende spil. Måske er det et snedigt trick for at lokke nogle ekstra købere til, eller måske er det fordi Vivendi godt vidste et prismærke på femhundrede dask ikke kunne retfærdiggøres. Resultatet bliver dog det samme.

Crash of the Titans er ikke et dårligt spil, men det bare så jævnt, at det føles ret overflødigt. Crash Bandicoot-spillene er gået fra at vise præcis hvordan et solidt platformsspil skulle skrues sammen, til at sidde fast i en tidslomme i så lang tid, at serien nu kun kan beskrives som middelmådig. Hold hovedet højt, Crash. Du har kvaliteter og så snart den rigtige udvikler får fat på dig, skal du nok komme tilbage til fordums glans og ære. Måske. Det håber jeg da.