Crash Time 4: The Syndicate

Det er sådan set alt, du behøver vide om Crash Time 4: The Syndicate. Alt hvad jeg ellers vil fortælle dig er detaljer, der er arrangeret omkring den ti ords beskrivelse af spillet.

Et simpelt udgangspunkt er ikke nødvendigvis lig med et simplistisk spil, men det er desværre ikke tilfældet med Crash Time 4. For selvom man ikke kan benægte, at der er rigeligt at lave i den virtuelle udgave af Köln, som Synetic har skruet sammen, så kan man stadig føle sig snydt af den oplevelse, spillet byder på.

Crash Time 4 er at bilspil med et hjerte som et dårligt skrevet krimidrama. Kildematerialet er den tyske tv-serie Alarm für Cobra 11 - Die Autobahnpolizei. Da jeg aldrig har set den serie, stammer alt hvad jeg ved om Crash Time 4 direkte fra spillet. Du styrer en bil bemandet med to autobahn-betjente, Semir og Ben, og det er gennem deres dialog, at spillets historie bliver fortalt.

I rollen som Ben og Semir kører man rundt i og omkring Köln, og kun ved hjælp af sin kvikhed og hurtige sportsvogne skal man besejre det navnkundige Syndikat, der plager byen med deres våbensmugling, afpresning og andre skumle aktiviteter.

Der er en lang række af events, der skal få spillerens tid til at gå, mens man kører de snakkesalige betjente rundt på det store netværk af gader og motorveje.

Den mest oplagte er jagt og anholdelse af lokale forbrydere. Med jævne mellemrum får vores betjente ordre om at jage en biltyv eller en kriminel på flugt (irriterende nok bliver disse sidemissioner som oftest annonceret, lige inden man ankommer til sin planlagte destination, og kræver som oftest at man kører i den modsatte retning). Disse jagter ender enten med at den stjålne bil kører galt, spinner omkring eller bliver mast inde, eller også, hvilket er lige så sandsynligt, slipper røverne væk, mens strømerne sidder fast under en lastbil.

Spilsystemerne er en anelse uintuitive. I en af de tidlige missioner glædede jeg mig, da jeg troede jeg havde afsluttet en biljagt ved at få forbryderbilen til at lande på taget. Men få sekunder efter var bilen atter på farten, og min forvirring varede indtil det stod klart, at der skulle fem sammenstød til før jagten kunne bringes til ende.

At tage et mål ned er svært og ofte frustrerende. Når du har lavet tilstrækkeligt med buler i et køretøjs karosseri, er du nødt til at vende bilen rundt og parkere foran den i nogle sekunder. Først da finder anholdelsen sted.

Og der er rigeligt med trafik, der kommer i vejen for disse biljagter. Rammer du ind i bagenden på en lastbil eller bus, kan du komme så langt bagud, at missionen essentielt er tabt. Det er frustrerende at se modstanderen ramme ind i siden af en bus og fortsætte ufortrødent, når det mindste lille strejf af bagenden på en hatckback knuser dine egne muligheder.

Crash Time 4 har dog meget mere at byde på end bare biljagter med høj fart.

Man afledes ofte af muligheden for at parkere forskellige steder og installere overvågningskameraer. At lede efter steder, hvor skumle kriminelle typer mødes for at lægge lyssky planer, er også en kærkommen afveksling. Her er en slags Tampen Brænder for køretøjer, hvor man skal lytte til betjentenes dialog for at finde spor, men den er desværre ikke særlig interessant. Der er også diverse afhentnings- og leveringsopgaver, escort-missioner og racing.

Hvis de fleste af de aktiviteter lyder kedelige, så skyldes det, at det er de. Det hele blev lidt bedre, da jeg begyndte at kunne skyde på ting, og ræsene er en sjov afledning, men kernen i spillet, politi-og-røver-legen ved høj fart, mangler spænding hele vejen.

At køre monster trucks og bruge store ramper til højtflyvende stunts er ikke nok til at skjule spillets mangler. Der er adskillige missioner i kampagnen, der føles forfærdeligt malplacerede, og i stedet for at tilføje til stemningen har de den modsatte effekt.

Racing-elementet er nok spillets stærkeste. Det er let at finde et ræs, hvilket kan gøres ved at acceptere usandsynlige udfordringer fra spillets NPC'ere. Der er også multiplayer og racing-muligheder i hovedmenuen, så man på den måde fuldstændig kan ignorere spillets historie. Meget fristende.

Racing foregår enten på lukkede baner eller gennem trafikken på de åbne veje. Styringen i Crash Time 4 er ikke dårlig. Den føles lidt tung til tider, men der er stadig nok at arbejde med. En tilfredsstillende nøjagtig håndbremsevending kræver kun en lille smule øvelse.

Desværre er disse ræs ikke nok til at løfte Crash Time 4 over det gennemsnitlige, og man kan finde bedre racing mange andre steder. Derfor er der ikke megen grund til at kaste sig ud i det her.

At plante kameraer og finde skjulesteder er den slags fyld, der ofte bruges for at give andre spil lidt ekstra længde, men i Crash Time 4 er disse aktiviteter centrale for historien, og skal udføres for at rykke plottet videre.

Også selvom plottet er ganske tyndt. Der er en bil med to strissere i. Der er et mystisk forbrydersyndikat, der styrer byen. Styr strømerne og vælt forbryderne. Til tider skal man hente bratwurst eller aflevere en bil et sted, men det er omtrent det.

Det største problem for mig var ikke den generiske historie, men snarere måden den fortælles.

Der er ingen mellemsekvenser i spillet, og Semir og Ben stiger aldrig ud af deres bil. I stedet sidder de bare forrest i bilen og ser ud som om de er blevet udstoppede. Al historie leveres gennem voiceover-dialog, og af et hold unuancerede amerikanske skuespillere.

Beslutningen om at bruge amerikanske skuespillere har en væsentlig indflydelse på spillet. I stedet for at føles som et tysk spil, føles det som en parodi på et tysk spil. Autenciteten er blevet suget ud af Crash Time 4, og derfor bliver det svært at finde interesse for figurer eller plot.

Og kvaliteten af manuskriptet gør det så meget desto sværere at tage seriøst. Jeg ved ikke om det bare er en dårlig oversættelse, eller om originalen er lige så pinlig, men den engelsksprogede version af spillet holder bare ikke. Det er som at se dårligt oversat porno. Alle politiklicheerne er her, dialogen er tør, figurerne er generiske, og jargonen er klodset.

Det hele bliver bare værre af frustrerende save-punkter. Efter længere tids jagt kan ét lille bump være nok til at man ikke kan indhente forbryderen. Det betyder, at man skal tilbage til starten af missionen og begynde forfra. Så er man også tvangsindlagt til at høre samme uinspirerende del af manuskriptet igen og igen, indtil missionen er udført.

Lydeffekterne er generiske omend funktionelle. Til gengæld er soundtracket fyldt med tung guitar. Jeg var konstnat imponeret over de riffs, der kværner løs i baggrunden. Det er den slags musik, der opfordrer til hensynsløs kørsel, og i den sammenhæng er de velvalgte.

Crash Time 4 er ikke det grimmeste spil, jeg nogensinde har set (jeg har testet Xbox 360-udgaven), men der skal mange øl til, før man tager det med hjem på grund af dets udseende. Selvom spillets Köln imponerer med sin størrelse, så er det et kedeligt og sterilt sted uden varme og personlighed. Den underlige mangel på fodgængere giver spillet en kold og klinisk stemning.

I sidste ende er Crash Time 4 ikke elendigt, og på trods af dårlige førstegangsindtryk viser det nogle gode sider efter længere tids spil.

Efter flere timers køren rundt i Köln vil man opleve både spændende ræs og heftige biljagter. Desværre er ingen af disse aspekter gode nok til at man bør købe dette spil frem for mange af de andre titler, der byder på lignende men mere velpolerede oplevelser. Her er mit råd: hvis du leder efter højhastighedsspænding og forbryderjagt, så hold dig fra autobahnen.