Crazy Taxi

Med hvinende dæk og skrigende bremser svinger PS2´eren ind på Dreamcasts enemærker og tager med udgivelsen af Crazy Taxi en prominent luns af Sega-maskinens topsortiment i racergenren.

Hop ind - og betal
Crazy Taxi er lige så skørt, som titlen lægger op til. Man indtager førersædet i en ud af 4 store amerikanerbiler med et taxameter installeret, og så gælder det ellers bare om at køre stærkt og præcist. Man samler kunder op på gaden - og de er inddelt efter hvor langt der er til deres ønskede destination og hvor svært det er at komme derhen. Der er to kort, man kan køre på, og de er begge ganske store og fyldt med pudsige genveje og mulighed for mange smarte finter. Kunderne har altid en tidsramme, som skal overholdes - den er typisk på ca. 20 sekunder for de korte ture og omkring et minut for de længste. I stedet for at kunne avancere i spillet er alt tilgængeligt fra starten, og udfordringen ligger så enten i at spille på tid eller i arcade-mode.

Krævende arcade
Arcade-delen er klart den sjoveste, men også med risiko for at være ret kortvarig. Man starter - som i enhver anden spillehal - med et vist antal sekunder. For hver kunde, man samler op, får man lidt ekstra tid, men aldrig helt nok. Man er derfor afhængig af at have den rette kombination af kunder og at formå at få et par bonussekunder undervejs for at undgå en fuldstændig nedtælling og det efterfølgende "Game Over"-skilt. Det gælder simpelthen om at holde gryden i kog - og der er ikke plads til at fare vild eller lave dumme kørefejl.

Mere afslappet
Alternativt kan man køre på tid, hvor man vælger mellem 3, 5 eller 10 minutters intervaller, i hvilke det gælder om at tjene så mange penge som muligt. Det er rart at få lidt bedre tid til at lære kortet at kende, men hvis man virkelig vil gøre sig gældende her, skal der også køres hurtigt, sikkert og effektivt. Ens indsats måles efter en generel tabel, hvor indsatsen sammenholdes med nogle etablerede rekorder - og man har derfor ikke rigtig fornemmelsen af at konkurrere med sine egne tider.

De frække finter
Penge tjener man ikke overraskende ved at køre med kunderne. Når de sætter sig ind i taxien, eksisterer der et grundbeløb for turen. Undervejs mod målet kan såkaldt "crazy" kørsel udløse ekstra penge. Det er f.eks. tætte overhalinger, udfordrende kørsel udenfor vejen etc. Desto flere "crazy"-moves, man kan lave i træk, desto højere bliver ens bonus, for hver gang rækken af flabede og nærgående overhalinger brydes af et frontalt sammenstød, starter bonusbeløbene forfra. Det gælder derfor om at holde kørslen jævn og uden for mange uventede afbrydelser.

Uventet vild og skør
Umiddelbart kunne Crazy Taxi lyde som en lidt tør, halvkedelig simulator, men det er netop her, at ordet Crazy kommer til sin ret. For der opnås ingen resultater ved civiliseret kørsel - og når man ligger og kører zig-zag mellem togene i en undergrundsbanetunnel og op af passagertrappen på den skumle station for at nå frem til en fjern destination på en meget kort deadline, så føler man lidt af det vilde sus, som spillet ene og alene eksisterer på.

En Dreamcast-konvertering
Spillet har været ude til Dreamcast i over et år, og beslutningen om at udgive det til Sonys PS2 er snarere funderet i ønsket om at komme ud til flere spillere end at ændre spillet væsentligt. Den nye version i i hvert fald skræmmende tæt på Dreamcast-udgaven, og det er på alle måder ment som en anbefaling. Grafisk gør den sig godt, selvom man af og til bemærker lidt pudsige fejl. Tempoet er højt, og afviklingen sker helt uden problemer. Lydsiden byder på mange velvalgte kommentarer fra passagererne, der aktivt kommenterer den kørsel, de bliver udsat for.

Crazy Boxes
Hvis man bliver træt af at drøne rundt mellem utilfredse passagerer og evigt tikkende ure, kan man kaste sig over en række småudfordringer, hvor man samtidig får lært en række af spillets special moves, som kan hjælpe kørslen. De kaldes ganske opfindsomt for "Crazy Boxes" og er opdelt som 9 små spil. Når man har klaret tilstrækkeligt mange, dukker nye udfordringer op - og for den utålmodige spiller, der i et kort øjeblik har fået nok af stress-faktoren fra selve spillet, udgør de en god hvileplads.

Svært men sjovt
Sværhedsgraden i Crazy Taxi er relativ høj. Arcade-spil har alle dage været svære, og man kunne godt ønske sig en mulighed for at skrue lidt ned på kravene - da man trods alt har betalt en pæn sum for at eje spillet, så vil lidt magt over det ikke være helt dumt. Men hvis man tager udfordringen op og bruger lidt tid på at lære bykortet at kende - spillets officielle hjemmeside tilbyder god hjælp med en printklar udgave af kortet med indtegnede short-cuts - så ender man med en hjemmevant fornemmelse af at køre rundt i sin egen by - "En tur til stationen? Så gerne. Spænd sikkerhedsselen - here we go...!"