Sat på et krigshærget kontinent og med en barsk, mørkhåret protagonist med en grov stemme og et væld af kræfter, der gør ham til den mest badass fyr i byen, fremstår Crimson Desert ved første øjekast som et fantasy-spil med moderne grafik, men præget af floskler fra årtier tilbage.
Efter at have spillet spillet kan jeg ikke helt sige, at det gør den anklage til skamme, men selvom fantasy-elementerne føles velkendte, er det ikke nødvendigvis en dårlig ting for Crimson Desert. Hvis du ikke kender til Pearl Abyss' tidligere værker, eller ikke ønsker at læse dig igennem biblioteker af lore for at få styr på verden, hjælper den umiddelbare genkendelighed og referencer til værker som Game of Thrones eller The Witcher med hurtigt at danne et overblik. Når du først har styr på det overfladiske, kan du dykke dybere ned i politik, racer, religioner og mere i Crimson Deserts univers.
Vi spiller som Kliff, kaptajn for Greymanes. I bund og grund er de en elitegruppe af krigere, der forsvarer Pywel mod alle trusler og skurke på kontinentet. Den demo, vi prøvede, viste et slot under angreb af fjendtlige styrker, omfattede en stor kamp, kontrol af artillerienheder og endte med en flashy og ret svær bosskamp. Noget, der straks stod klart og imponerede, var Crimson Deserts skala. Spillet er ikke bange for at have dusinvis af NPC'er, der kæmper på skærmen samtidigt, og det begrænser ikke mængden af eksplosioner eller effekter du selv kan skabe. Det skaber en følelse af, at konflikterne er kontinentale, og med vores flashy sværdkamp og tidsbaserede kræfter føler man virkelig, at Kliff gør en forskel. De her kampe er store, effekterne fra dem er overbevisende, og der er langt mere "krigsfeeling" end i eksempelvis The Witcher, som ofte viser resultaterne af konflikt, snarere end konflikten selv.
Der er uden tvivl en stærk power-fantasy i spil her. Kliff føles designet af typen, der altid ville være et par niveauer foran resten af gruppen ved dit D&D-bord, men at sige, at det ikke er sjovt at deltage i den fantasi, ville være løgn. Pearl Abyss spiller tydeligvis på det, og giver dig det største arsenal af offensive moves, jeg nogensinde har set i et actionspil. Hver face button, bumper og trigger udnyttes til fulde. Man kan tydeligt se, at Pearl Abyss har arbejdet på et MMO før dette.
Antallet af inputs er virkelig overvældende, og selv efter en time i spillet kan jeg ikke sige, at jeg helt har forstået kampsystemet. Det kan blive en stor barriere for, at folk fortsætter med Crimson Desert. En kort tutorial gør sit bedste for at lære dig det, men jeg ville ikke have klaret bossen uden en udviklers hjælp til de bedste moves. Vi taler ikke kun om light og heavy attacks her; når man kombinerer element-evner, tidsevner, brug af bue, sekundært våben og mere, er det let at føle sig overvældet.
Når man indser, at ens moves egentlig er ens toolkit, flyder kampene dog meget bedre. Pearl Abyss prioriterer "the rule of cool", hvilket gør det muligt at lave kombinationer af angreb og våben, du aldrig havde tænkt på. Jeg fik et RKO på en fjende, hvilket var så kraftfuldt, at manden bag ham gav op og døde af... ja, bare min aura. At stå nær en væg giver dig mulighed for at hoppe af den og ramme et sweet kick mod en fjendes kæbe, og der er dusinvis, måske hundreder, af unikke animationer, der giver kampene et filmisk udtryk og viser den imponerende dybde, Pearl Abyss har bygget ind. Én udvikler nævnte, at målet var at skabe en fighting game-fornemmelse i Crimson Desert, og alligevel føles det som om, Kliff har moves fra et komplet karakterudvalg derfra i én og samme karakter.
Som man kan se fra trailers og screenshots, er Crimson Desert smukt. Terrænet er varieret og betagende. Karaktererne er veldefinerede og detaljerede, med rustninger, der glitrer i solen. Men det er stadig uklart, hvor meget substans, der understøtter stilen. Det er et open world-spil med sideopgaver og aktiviteter, men folk vil i dag have mere end bare smukke landskaber at udforske. Jeg oplevede kun én mission i hovedhistorien, som havde masser af visuel charme både i gameplay og cutscenes, men ærligt talt ikke meget narrativt greb udover, at der er skurke, der skal slås. Jeg håber at tage fejl, men Crimson Deserts historie virker i øjeblikket fanget i de fantasy-floskler, det læner sig så tungt på. Det kan stadig være sjovt, og vi må vente og se, når vi får adgang til hele spillet næste år.
Bosskampe er et andet punkt. Jeg stødte kun på én, men den var virkelig åndeløs. En massiv ridder med stort skjold giver dig ikke et øjeblik til at tænke, hvilket gør kampen mere irriterende end cinematisk, da du konstant rejser dig fra jorden og kun har plads til at undvige frem for at duellere ordentligt. Disse kampe kræver, at du kender alle dine moves for at vælge de bedste til en kamp - en svær opgave, når man kun har haft ca. 45 minutter til at vænne sig til kampene.
Fra et narrativt og fantasy-perspektiv ligner Crimson Desert meget noget, vi har set før. Det kan være en fordel - eller ej. Det er svært at sige efter kun en time i et spil, der skal tage 50 timer. Hvad jeg kan sige, er, at kampene er utroligt komplekse og vil belønne spillere, der holder ud, ligesom de vil frustrere dem, der bare ønsker at mash'e light attack igennem deres actionspil og RPGs.
