Crimson Dragon

Crimson Dragon, den åndelige efterfølger til den populære Sega Saturn-serie Panzer Dragoon, har en række styrker der er inspireret af den gaming-æra.

Når det så er sagt, så viser det også med al tydelighed hvor langt spil er kommet i de 11 år, der er gået siden det sidste Panzer Dragoon udkom på den første Xbox.

I dagens skydespilsmarked er on-rails-skyderi begrænset til små afstikkere (såsom minevognene i Gears of War, eller AC-130 ildstøtteflyet i Modern Warfare), der tilføjer lidt variation til skyderiet. Det moderne marked har søgt væk fra at gøre sådanne mekanikker centrale for oplevelsen. On-rails-skydespil er forduftet i trit med at gaming har omfavnet friheden og alsidigheden i åbne verdener.

Om det er en illusion eller ej, så giver muligheden for at selv at vælge hvordan man vil tilgå og angribe et mål en større grad af spillerbestemmelse. Når man vender tilbage til genrens klassiske troper, vækker man måske lidt nostalgi, men de forskelle - den udvikling - der opstået i de mellemliggende år, ligger en på sinde mens man spiller. Begrænsningerne bliver så meget desto mere tydelige, især fordi designet her langt fra er perfekt. På en konsol fra ottende generation kan al spektaklet ikke dække over hvor rustne, genrens skinner er blevet.

Du spiller som drageridder på planeten Draco. En knusende sygdom kendt som "crimsonscale" har spredt sig over verden hærget befolkningen. Efter at have overlevet smitten er du blevet i stand til bedre at knytte bånd med bevingede dyr. Grundet dine særlige evner bliver du hvervet til at redde verden, mens du ridder på drageryg. For at gøre det, skal du ødelægge alt på din vej. Let og ligetil.

Ved at udføre missioner, der fører dig rundt til mange af planetens forskellige omgivelser, stiger du i graderne fra rookie til veteran. Undervejs bruger du det meste af tiden på at undgå en farverig strøm af lilla, orange og gule angreb, der overfalder sanserne. Skærmen kan være så pakket med farver, at det er lige til at blive rundtosset af, mens man forsøger at opfatte hvad der sker og hvad man skal skyde på.

Fjendedesignet er et højdepunkt. Gigantiske ildål, plantebaserede bæster, dødbringende drager og bosser som den bugnende, split-kæbede "bloated anomaly" skiller sig ud. Spillerens drager ser også godt ud. Dem er der seks forskellige af, der hver udmærker sig ved den type angreb, de bruger.

Alle dragerne har to angreb, som man skifter mellem med venstre aftrækker. Selvom hovedangrebet er fast (og afhænger af hvilken drage, du har valgt) kan man skifte det sekundære angreb ud med nye evner, man låser op i slutningen af missionerne. Her er det sædvanlige udvalg af alt fra "svær at ramme med, men enormt hårdtslående" til "præcis men mindre kraftfuld".

Det samme gælder de fysiske attributter, der adskiller de forskellige drage-arter, som er meget varierede. Nogle har et enormt forsvar men svage angreb, andre er hurtige og smidige men kan knapt tåle skade.

Uanset hvilket angreb du bruger, eller hvilken fjende du står over for, ændrer metoderne sig ikke. Du styrer et sigtekorn henover et mål og skyder med højre aftrækker. Med nogle angreb holdt jeg bare knappen nede og valgte retning, og det var nok til at nå gennem banen.

Hver mission har tre delmål, og mange af dem indeholder en boss-kamp. Målene drejer sig blandt andet om at dræbe så mange fjender som muligt, undgå skade og samle orbs ved at navigere gennem svære dele af miljøerne. Nogle gange kommer de i forskellig rækkefølge, og nogle optræder måske ikke i visse missioner, men de bliver alle gentaget nok gange til at enhver fornøjelse ved dem efterhånden forsvinder.

At klare en bane kræver hurtige reflekser og konstante undvigelser. Man kan bevæge sig rundt inden for et begrænset område med venstre styrepind, og bruge bumper-knapperne til at rulle fra side til side.

Spillet styrer dig automatisk gennem banen, men ikke nødvendigvis på en fri eller sikker rute. Nogle gange bliver du styret mod farer i omgivelserne, såsom klippespir, og må hive din drage til siden for at undgå skade.

Men spillet giver ikke nogen klar indikation af hvilken retning, du kan bevæge dig i for at undgå farer såvel som angreb. Nogle gange bliver du skubbet tilbage af de usynlige mure, der omkranser ruten - og direkte ind i det angreb eller den genstand, du forsøgte at undgå.

I Panzer Dragoon-serien var der elementer af strategi og planlægning indbygget i skyderiets hektiske natur. Du kunne manuelt dreje kameraet rundt om dragens fire sider - front, flanker og bagud - og tage bølger af fjender ud, som de nærmede sig. En radar på skærmen gav et tip om hvilken side, de næste angreb ville komme fra.

Her kan du derimod kun dreje kameraet mod begrænsede vinkler på dine flanker. Der er en radar på skærmen, men fordi fjendens placering på den er baseret på hvilken vej, du kigger, kan man blive desorienteret så snart man drejer kameraet et andet sted hen. Man er nærmest nødt til at lære banerne udenad, i ren old school-stil. Nogle gange drejer kameraet automatisk i en anden retning. Inden du har fået orienteret dig igen, hamrer angrebene løs på dig.

Der er nogle få sekvenser, hvor man slipper fri af skinnerne og bliver placeret i en arena-agtig sektion. Mange af boss-kampene involverer adskillige mål. I disse øjeblikke kan du flyve i hvilken retning, du vil. Bumper-knapperne laver ikke længere rulle, men skifter øjeblikkeligt retning.

I disse øjeblikke er styringen ufatteligt klodset. Crimsom Dragon blev oprindeligt udtænkt som Kinect-titel, indtil fansene klagede over manglen på controller-understøttelse. Måske er det på grund af det skifte i styremetoder, at styringen ikke føles så præcis. Højre stick styrer både sigte og kamera, hvilket gør det svært at orientere sig. Noget så simpelt som at dreje den ene eller anden vej kan føles stift og tungt. Ofte ender du med at fokusere på jorden eller himlen, det kan være svært at vurdere om du befinder dig over eller under dit mål. At skulle rette sit sigte fjerner enhver fornemmelse af tidspres i disse fjendemøder.

Visuelt er Crimson Dragon hæderligt, men her er ikke noget, der virkelig råber "next gen". Der er altid rigeligt med farver, og skærmen er pakket med fjender og sceneri. Præsentationen er spændende, men det er ikke noget man falder på halen over.

Historiesektionerne mellem missioner er skuffende. Still-billeder viser holografiske NPC'ere, der skubber plottet fremad. De er så generiske, at de ødelægger det, der ellers kunne have været et underholdende påskud for at køre på med kampagnen. Hver figur stirrer blankt foran sig, fastfrosset i den samme positur, og leverer dialog der ofte er tåbelig. Historien i sig selv er kryptisk og forvirrende. Den involverer sammensværgelser og bedrag. Bevarer du interessen frem til slutningen, belønnes du med en abrupt og utilfredsstillende konklusion. Det er svært at forstå hvad man kæmpede om, hvorfor det var så vigtigt at lykkedes, hvordan ens handlinger ændrede tingene. Det er endnu sværere ikke at være ligeglad.

Her er rollespilselementer til at forlænge genspilsværdien ud over første gennemspilning. Der er mere end 100 evner, man kan låse op ved at levelle alle seks drager op. Her er også en butik, der sælger stat-forbedringer og nye drager, så man kommer til at gentage mange baner, hvis man vil have penge nok til at gennemføre spillet 100 procent.

Nogle drager kan udvikles, men den udvikling stopper på et bestemt niveau, indtil man samler en genstand, der lader processen fortsætte.
Disse dukker tilfældigt op fra sjældne fjender i missionerne. Man kan ikke vide hvilken bane, de dukker op på, så at få fat i den rigtige handler mest af alt om held.

At have et udvalg af drager at træne er fint, men det er en dårligt forklædt måde at malke spilletid på. Nogle gange virker det umuligt at komme videre. Din drage er ganske enkelt ikke stærk nok, før man leveller ham en masse. Løsningen er at skifte til en anden drage, en der passer bedre til dit mål. Dit eget level skal dog også nå et bestemt punkt, inden du kan købe nye drager, og prisen på dem er høj.

Alle drager starter med ret lave stats. De kan midlertidigt forbedres ved at købe items, men den langsigtede løsning er at gå tilbage og grinde tidligere baner. Man kan også hyre en AI-styret wingman fra andre spillere til at hjælpe i kampens hede, men det koster en heftig sum samt en anddel af udbyttet.

Det er en skam at Crimson Dragon lider sådan under manglen på variation i gameplayet. De gentagende mål og den klodsede styring trækker ned fra det, der kunne have været en bedre oplevelse. Bedre styring og mere adspredelse mellem missionerne havde gjort meget for at gøre oplevelsen bedre.

Som det er nu, kan du få nogle ret ligefremme achievements ved at holde skydeknappen nede og rulle til højre og venstre i syv-otte timer. Nej, det er ikke nogen god salgstale. Der er langt bedre lanceringstitler derude, der også byder på dybde udover det visuelle spektakel, vi forventer fra Xbox One.

Er du en af de oprindelige drageriddere fra Panzer-dagene, ser Crimson måske fristende ud, men det er en mangelfuld og overfladisk fortolkning af en mytologi, verden og mekanikker som den oprindelige Sega Saturn-trilogi klarede meget bedre.