Dansk
Gamereactor
previews
Crimson Skies: High Road to Revenge

Crimson Skies : High Road to Revenge

Imens Xboxens dæmninger mildest talt er flydt over med bilrelaterede titler, så har det været noget mere stille i de højere luftlag.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Imens Xboxens dæmninger mildest talt er flydt over med bilrelaterede titler, så har det været noget mere stille i de højere luftlag. Det har Microsoft nu tænkt sig at gøre noget seriøst ved. Crimson Skies har tidligere svævet forbi pc-ejeres monitorer. I en kraftig reinkarnation, hvor gameplayet er optimeret til konsollernes verden, bliver Xboxejere nu fanget i krydsilden. Omspændet af et fascinerende grafisk univers, bevæger man sig ind i en tilsyneladende parallel skyggeverden.

HQ

Vi bevæger os tilbage til depressionens 30’ere. Historiebøgerne får sig en heftig gang redigering, og pludseligt er verden ganske anderledes. Amerika er splittet i interne stridigheder, og kampene har medført, at jernbanesystemet er brudt ned. I denne tid er luftvejene blevet den foretrukne transportvej. Luften er tyk af et virvar af opfindsomme fly og kæmpe zeppelinere. Dette har naturligvis også bragt en ny type banditter med sig. Luftpirater gør luftrummet usikkert, imens de slår ned mod transporter og andet bytte. I dette virvar træder man ind, som den indsmigrende swashbuckler Nathan Zachary. Luftpirat med et ædelt kodeks, som mildest talt har lidt problemer med spil, damer og sprut. Med andre ord en tiltalende fætter.

Crimson Skies holdes sammen af en meget omfattende historie, som præsenteres gennem et hav af uhyre flotte CG sekvenser. Episoderne er med til at puste liv og personlighed ind i begivenhederne, hvor det actionspækkede gameplay får en aura af original indlevelse. Langsomt indføres man i Nathans oprindeligt sorgløse tilværelse, hvor man tager dagene een af gangen. Glæden får dog et ordentligt hak, og hverdagen bliver ramt af seriøse skygger, da éns ven må lade livet. Han havde opfundet et middel til at kontrollere vejret, hvilket nu er faldet i de forkerte hænder. Opslugt af hævntørst begiver man sig ud i en altfavnende kamp om skyerne.

Man finder hurtigt ud af, at hovedvægten i Crimsom Skies er lagt på at give en øjeblikkelig tilfredsstillelse. Kontrollen med det lille dusin fly, som man finder i et titlen, er utrolig ligetil og intuitiv - men byder samtidig på små fikse tricks. Efter kort tid drøner man igennem luftrummet, mens man kombinerer jetudløsninger med maskingeværsild, raketter og andre våben. Med lidt længere tid under bæltet begynder man også at udføre halsbrækkende stunts. Netop disse stunts er essentielle til at give lidt ekstra under de intense dogfights. Et baglæns loop fuldendt med rulning kan pludselig føre dig i halen på en intetanende modstander. Mulighederne er faktisk ganske omfattende, og gør rigtig god brug af controlleren.

Selv om gameplayet er lineært af natur, så tilbydes man rig lejlighed til at udforske de imponerende omgivelser. Man gives frit spil til at cirkle rundt og påtage sig alskens små opgaver. Disse rangerer over nedkæmpning af fjender, destruktion af strukturer, beskyttelse af zeppelinere, ræs og meget andet. opgaverne er herligt diverse, og udbygges yderligere af muligheden for at sætte sig bag AA-kanoner. Det føles virkeligt potent, når man ser løbene spy bly mod de cirkulerende fjender. Af og til så udløser løsningen af en mission endnu et bid af historien. Måden det gøres på er fint implementeret i handlingen, og føles derfor ikke påtvunget. Faktisk så har man en god illusion af frihed.

Dette er en annonce:

Hvor fedt det end er at tage kampen op med maskinen, så er intens dogfight mod 15 andre over Live dog endnu mere tillokkende. Der er tydeligvis lagt en del vægt på multispillerdelen, hvor man tilbydes seks forskellige gamemodes. Den mest originale er en aparte jagt efter kyllinger. Kombinationen af den lækre kontrol og det gnidningsløse gameplay kunne godt medføre, at Microsoft har en online vinder a la Midtown Madness 3 på hænderne. Dette suppleres så med en solid singlespillerdel samt en uhyre kompetent teknisk front. Grafikken er ganske enkelt imponerende, og viser virkeligt de muligheder, som gemmer sig i Xboxens hardware. Vi taler om per-pixel bump-mapped refleksioner og lyssætning samt rendering af flyverne 90 gange i sekundet. Kombineres dette med store omgivelser, flot draw-distance og et realistisk bump-mapped hav så har man virkeligt en lækker helhed. Det eneste problem er framehastigheden, der godt kan hakke en anelse. Det burde dog været noget, der er optimeret inden udgivelse. Crimson Skies er på nuværende tidspunkt en yderst tiltalende og ganske imponerende titel, som burde glide let ind i vores spilsamling.

Relaterede tekster

0
Crimson SkiesScore

Crimson Skies

ANMELDELSE. Skrevet af Søren Christensen

I 30'erne, efter første verdenskrig og i den store depression sker der drastiske ændringer i USA, i hvert fald i Crimson Skies.

0
Crimson Skies - Xbox Live indhold klar

Crimson Skies - Xbox Live indhold klar

NYHED. Skrevet af Rasmus Berg

Det ser ud til at Xbox Live brugere får en del små gaver denne jul. Her til morgen kan Microsoft nemlig meddele, at deres dogfight spil Crimson Skies har fået en del nyt indhold. Vi har det hele indenfor.

0
Crimson Skies, E3 preview

Crimson Skies, E3 preview

PREVIEW. Skrevet af Henrik Hansen

Microsoft og Zipper Interactive barsler snart med en actionfyldt flysimulator som ikke kræver at du har 44 fingre.



Indlæser mere indhold