
Selvom det er nat, og regnen pisker mig i øjnene, så behøver jeg ikke bruge mere end en brøkdel af et sekund i rollen som Prophet, inden jeg er klar til at slå fast, at Crysis 3 er det flotteste spil nogensinde. Og det så overlegent, at der ikke er nogen konkurrence. Til gengæld er jeg mere usikker på Prophet. Han virker ikke rigtig som sig selv. Har maskineriet endelig overtaget? Er han mere Ceph end menneske, og hvor meget Alcatraz er der egentlig tilbage i ham?
For at besvare disse spørgsmål, kastes man atter i krig med både Cell og Ceph og havner midt i striden, uden nogen som helst andre venner end gamle Psycho, der mere end nogensinde lever op til sit navn. At have backup i form af en kæmpe i nanodragt er selvfølgelig ikke at kimse af, uanset om man hugger brænde eller skal redde verden, og allerede fra første øjeblik mærker man, hvor meget mere populær Prophet er blevet. Der poseres, vises seje vinkler og slippes tunge one-liners til højre og venstre. En anonym helt er han ikke længere.
Det store trækplaster ved Crysis 3 har været den totale forandring af New York. Ikke på grund af bomber, men i stedet plantevækst, der har revet byen i stykker, og før så mægtige skyskrabere nu mest føles som et naturligt fundament at lege krig i. Det skyldes, at de svækkede Ceph har kapslet hele New York inde i en enorm hangarlignende bygning, der får tiden til at accelerere noget så brutalt. Tænk Will Smith-filmen I Am Legend gange hundrede.
Hvor det tidligere flød med Kung Pao Chicken i Chinatown, flyder der nu floder, og nationalmuseet er fyldt med mug og vegetation i stedet for kunstværker. I sådanne omgivelser føles det ganske naturligt at man allerede i spillets indledning får stillet bue og pil til rådighed, så man virkelig kan lege Rambo. Buen har man efterfølgende altid med sig, og faktum er, at den hurtigt bliver et uundværligt værktøj for dem, der snigende vil decimere fjenden på enormt tilfredsstillende vis.
Netop det, at man hele tiden har den med sig, gør at man heller aldrig behøver at fravælge den. Den er der hele tiden, og så snart det er småt med ammunitionen, finder man den frem til lidt hæderlig jagt. Desuden er der flere slags pilespidser at vælge mellem, såsom eksploderende og elektrificerende. Dermed bliver den endnu sjovere at bruge, og der er egentlig ikke nogle tidspunkter, hvor den ikke egner sig.
Action bliver bare ikke sejere, end når man usynligt skærer struben over på stakler, man har sneget sig ind på, inden man Robin Hood-style sænker yderligere et par fjender med velrettede pile. Derefter kan man forlade usynligheden, for med den nye bøsse Typhoon at slippe 1000 kugler på et sekund mod resten af de skræmte modstandere.
Crytek har ganske enkelt fundet de helt rette rammer for Prophet, der i Crysis 3 føles betydeligt mere ikonisk og fremtrædende end i tidligere dele, med rigelige filmsekvenser hvor han giver smagsprøver på superevner, der ville gøre selveste Master Chief grøn af misundelse. Nogle vil sikkert ærgre sig over at Prophet nu snakker betydeligt mere end tidligere, men alle behøver ikke være Gordon Freeman, og Master Chief og jeg synes at især dialogen mellem Psycho og Prophet er underholdende, ikke mindst takket være gode stemmeskuespillere.
De næsten ufatteligt lækre omgivelser udgør også et aldeles lækkert kompromis mellem det friere gameplay i originalen kontra den mere lineære efterfølger. Crytek har selv sagt, at det er en blanding af Crysis 1 og 2, og det synes jeg er en god beskrivelse. Ganske vist bliver man hele tiden styret mod et mål, men der er ofte flere alternative ruter, godt med sideopgaver og også alternative måder at tackle problemerne på.
Bedst er frem for alt de mere åbne baner, hvor man enten til fods eller med køretøjer kan nærme sig fjenden som man ønsker. Disse åbne baner er desuden de mest grafisk imponerende, med sanseløst mange effekter. At indtage en højere position og se græsset svaje, hvorpå man ved, at dér befinder fjenden sig, er en mægtig følelse. Når man derefter finder sin bue frem, sætter en eksploderende pil på, for sekundet efter at se fjenden blive sprængt til konfetti, er endnu mægtigere.
Der kommer selvfølgelig til at være meget snak om grafikken i det spil, som uden tvivl er verdens flotteste lige nu, og som Crytek mener vil være målestokken for grafik de næste to år. Og selvom jeg mest har spillet PC-versionen, har jeg også haft mulighed for at teste spillet på PlayStation 3 og Xbox 360. Forskellen fra konsol til PC er enorm, og når man sætter dem side ved side, er det tydeligt at se PC'ens tekniske overlegenhed.
Når det er sagt, så er konsolversionerne naturligvis også flotte, men bør kun sammenlignes med andre konsolspil, og absolut ikke PC. Foretrækker man at spille med controller på PC, lader det sig udmærket gøre, da Crytek med kløgtig brug af dobbeltklik og lignende har fået maksimalt med funktioner ned på de få knapper. De fleste større PC-spil understøtter controller nu til dags, men her føler jeg ikke at jeg mister noget i forhold til mus/tastatur-comboen, og det vil mange konsolspillere nok sætte pris på.
Crytek har også truffet en række gode beslutninger, der fremmer spilbarheden. Blandt andet kan man nu sprinte, uden at rustningens energi falder. Dermed slipper man for problemet med at man ankommer til kampe, uden at have energi til overs til at gøre sig usynlig eller benytte panserforstærkningen. Det var et problem især i Crysis 2, hvor nanodragten aldrig rigtig kom til sin ret.
Og det har virkelig hjulpet, jeg bruger rustningsevnerne meget mere i Crysis 3 end i tidligere dele. Man har desuden fået mulighed for at opgradere sin rustning, for at kunne forstærke det man synes er vigtigst, eksempelvis at få endnu bedre stealth-evner. Det gøres via smarte menuer, og man kan endda lave flere opsætninger, som man hurtigt kan skifte mellem. Jeg sætter virkelig pris på disse valgmuligheder.
Alt ville være ultraflot fryd og actionpakket gammen, hvis det ikke lige var for et par unødvendige skønhedspletter. Det drejer sig blandt andet om en ret rådden køretøjsfysik, hvor frem for alt buggyerne er syndere. De er en kamp at styre og ikke videre sjove at benytte, og banerne, hvor de spiller en fremtrædende rolle, er derfor knap så underholdende. Dertil er der en ussel bosskamp, der desværre er blandt de vigtigere i spillet (nej, jeg vil ikke spoile noget), samt at Crytek er så stolte over et nyt minispil til computerhacking, at de har lagt det ind for mange steder undervejs. Det forhindrer desværre Crysis 3-kampagnen i at leve op til sit fulde potentiale.
Multiplayer-delen i Crysis 3 føles heldigvis overraskende frisk. Det skyldes i høj grad en kombination af både at skue fremad og tilbage. Våbenarsenalet er for eksempel mindre end hos mange konkurrenter, men til gengæld mere varieret og gennemtænkt. Banerne er også mere organiske end sædvanligt, hvilket i praksis betyder masser af gemmesteder og faktorer at tage hensyn til. Min favoritbane ligger i Chinatown, og indeholder så fantastisk mange buskadser og ruiner, at man nærmest automatisk tager den mere med ro, i stedet for bare at haste fremad med rygende geværmundinger.
Desuden er der sjove spiltyper som frem for alt Hunter, hvor to usynlige jægere med bue og pil skal jage 10 Cell-soldater. Hver død soldat bliver selv jæger, hvilket gør det sværere og sværere for de tilbageværende at holde sig i live. De gange, jeg var den sidste overlevende, kunne jeg bogstaveligt talt mærke sveden på panden, mens jeg gemte mig fra en usynlig og mangehovedet fjende med adgang til varmekamera. Her er selvfølgelig også andre spiltyper, som klassiske capture the flag-varianter og lignende, og fælles for dem alle er, at de er uventet sjove at spille.
Det skyldes i høj grad, at man ligesom i Halo-spillene kan tage en pæn mængde tæsk, inden man må bide i det ekstremt højopløste støv. Der gør kampene bølgende og underholdende, med mulighed for sanseløse comebacks og lange streaks. Jeg har heller ikke oplevet nogen problemer med spawn-punkter, hvilket ellers plejer at kunne lægge en dæmper på stemningen i mange multiplayer-titler.
Her er altså helt klart potentiale, hvis det får den rette pleje. Og sammen med en historie, der på nydelig vis binder det hele sammen og besvarer alle spørgsmål, hersker der ingen tvivl om, at Crysis 3 er lillejuleaften for fans af blytung action. Spil bliver ganske enkelt ikke meget kalorieholdigere end det her. Glem alt om Microsoft og Sonys løfter om næste generations grafik. Den er her nemlig allerede, og det kan vi takke Crytek for.