Der er efterhånden lavet en længere række spil baseret på H. P. Lovecrafts kosmiske Cthulhu horror-univers - og nu kommer der et nyt, nemlig Cthulhu: The Cosmic Abyss fra franske Big Bad Wolf. Spillet følger delvist i fodsporene fra andre Lovecraft spil, ved at placere spilleren i rollen som en slags detektiv - denne gang som agenten Noah, der er specialiseret i okkulte anliggender. Det forsøger dog også at gøre visse ting lidt anderledes, men desværre komplicerer dette blot spillet unødvendigt meget.

Cthulhu: The Cosmic Abyss udspiller sig en forholdsvis nær fremtid, hvor man som Noah skal efterforske den mystiske forsvinden af en række forskere på en minestation på bunden af Stillehavet. Efterforskningen sender vores detektiv længere og længere ind i mystiske alternative verdener, ned i dybe uendelige labyrinter under havets overflade og ned i gamle sunkne byer og templer alt imens man bliver betragtet fra skyggerne af en voldsom ondskab.
Da Cthulhu: The Cosmic Abyss primært er et "detektivspil", så involverer det masser af grundig udforskning af omgivelserne samt strukturering af spor og ledetråde, for at kunne finde ud af, hvad der egentlig er sket. For at gøre udforskningsdelen mere interessant, så har udviklerne udstyre Noah med en "sonar", som er en af spillets helt centrale mekanikker. Denne sonar kan indstilles til forskellige frekvenser, som er med til at afsløre vigtige ting i omgivelserne. Det foregår på den måde, at hver gang man finder en ny type objekt (det kan for eksempel være et dokument helt i starten af spillet), så scanner man det med ens sonar og så "lærer" sonaren frekvensen på dokumentet at kende. Det betyder, at man fremadrettet lettere kan finde flere dokumenter, ved at udsende en sonar-bølge, med lige præcis denne frekvens.


Løbende kan man gøre brug af flere og flere frekvenser og op til tre frekvenser kan kombineres, så man kan afsøge omgivelserne mere præcist, men det udelukker dermed også andre objekter, som ikke består af lige præcis disse tre frekvenser på én og samme tid. Man bruger en del tid på at aktivere og kombinerer disse frekvenser, for at kunne udforske omgivelserne bedst muligt, og det kan måske lyde en smule bøvlet - og det er det faktisk også.
Det virker som om, at man i forsøget på at skabe noget nyt, har endt med ganske enkelt at gøre udforskningen af omgivelserne unødvendigt kompliceret. Sonaren er bestemt funktionel, men man bruger simpelthen for meget tid på at kombinere, aktivere, deaktivere og bytte rundt på de her frekvenser, blot for at skulle afsøge et rum eller et område. Mange objekter er ganske godt skjulte, så man kan ikke blot organisk søge sig frem til tingene (det er i hvert fald meget svært) og det gør ganske enkelt en stor del af gameplayet for bøvlet synes jeg.

Undervejs indsamler man så massevis af ledetråde, spor og beviser, som bliver samlet i en "Vault", som er en slags interaktiv opslagstavle. Her skal man organisere, kombinere og linke de spor, som har noget med hinanden at gøre, for at finde ud af, hvordan ledetråde relaterer til hinanden og på den måde finde frem til nye konkrete spor at gå efter i ens efterforskning. Vaulten fungerer det meste af tiden ganske fint, men jeg oplevede dog bugs som gjorde, at spor blev placeret oven i hinanden og som ikke kunne adskilles igen. Det påvirkede ikke min aktuelle efterforskning, men jeg kan forudse at denne bug, hvis man er uheldig, potentielt kan være en progression blocker, da man ofte skal flytte rundt på de enkelte spor og gruppere dem - og det kan man ikke, hvis man ikke kan skille dem ad enkeltvis.
Cthulhu: The Cosmic Abyss tager ikke spilleren ret meget i hånden og i vaulten skal man for alvor have detektiv-hatten på. Det kan være svært at gennemskue sammenhængen i de forskellige spor, men hvis man er analytisk anlagt, vil man formentlig hygge sig med at sidde og analysere og gennemskue sammenhængen mellem forskellige ledetråde og spor. Hvis man sidder fast her (hvilket jeg gjorde ret ofte), kan man i menuen vælge at gøre brug af den kunstige intelligens (kaldet Key), som hele tiden er med en. Man kan altså spørge Key om hjælp, som så kommer med mere og mere præcis hjælp, indtil den nærmest leverer løsningen til sidst. Det er en ret handy feature, som man kan vælge at gøre brug af, hvis man altså sidder fast rundt omkring i spillet, men den er helt valgfri hvis man gerne vil løse alle spillets gåder selv.


Selv på standard sværhedsgrad, er Cthulhu: The Cosmic Abyss ikke noget let spil. Man kan også vælge at spille i den lettere Exploration Mode, som stiller lidt flere hjælpemidler til rådighed, blandt andet Key som beskrevet ovenfor. Man kan også få ubegrænsede scanninger af objekter (normalt er man begrænset til kun at kunne scanne, hvis man har energi til det), man kan nedsætte hastigheden hvormed verdenen omkring en, og faktisk også ens eget sind, bliver opslugt af fordærv og ondskab og flere andre lignende ting - så hvis man finder det hele lidt for svært, så kan man altså få god hjælp undervejs.
Cthulhu: The Cosmic Abyss er et meget langsomt spil - og det skal man være indstillet på. Man skal virkelig undersøge mange ting, man bruger meget tid på at fifle rundt med ens sonar og på at arrangere spor og ledetråde samt at afprøve ens teorier i ens Vault. Det kan formentlig godt blive lidt for stillestående for nogen, men er man typen, som elsker at gå metodisk til værks og som kan lide at finde sammenhænge og lignende, så er Cthulhu: The Cosmic Abyss god hjernegymnastik.

I løbet af anmeldelsesperioden havde vi en del tekniske problemer med spillet, faktisk så mange, at vi af Nacon blev opfordret til at stoppe med at anmelde, indtil en patch til spillet var blevet skubbet ud. Efter noget tid, kom denne patch, som fixede en del ting, men spillet er desværre, rent teknisk, stadig ikke, hvor det burde være. Jeg oplevede (efter den omtalte patch) at spillede crashede 2-3 gange, det er som om, at lydeffekter visse steder mangler, nogle af mellemsekvenserne virker ikke til at være klippet korrekt sammen, de indtalte dialoger klipper ind i hinanden og afbryder hinanden og så er der, som nævnt tidligere, problemet med sporene i ens Vault, kan blive placeret uheldigt ovenpå hinanden. Vi håber, at Big Bad Wolf vil fortsætte med at patche spillet, for som det står her kort før udgivelsen, er der flere bugs som potentielt kan være alvorlige.
Cthulhu: The Cosmic Abyss er bygget i Unreal Engine 5 og byder på en Quality Mode og Performance Mode. Der er umiddelbart ikke stor visuel forskel på de to modes, så Performance Mode, hvor der sigtes efter 60fps, er klart at foretrække. Det er vigtigt, at man her bemærker at jeg skriver at der "sigtes" efter 60fps, for frameraten er ret ujævn og selv om det er et langsomt spil, så bemærker det alligevel.


Cthulhu: The Cosmic Abyss er et nyt spil i den efterhånden lange række af Lovecraft inspirerede horrorspil. Det er ganske flot designet og man kommer igennem nogle imponerende og vanvittige verdener, men jeg vil sige, at man skal være meget glad for de her detektivspil, hvis Cthulhu: The Cosmic Abyss retfærdiggøres. Som nævnt tidligere, er der ting, som gør det hele lidt for indviklet og som gør spillet endnu langsommere end det allerede er - og så er der en del tekniske issues, som kan være svære at overse.
Vi håber på, at Big Bad Wolf får rettet op på de her ting op til udgivelsen, men som Cthulhu: The Cosmic Abyss står lige nu, er det udelukkende henvendt til hardcore fans af detektivspil og som vil kunne se gennem fingre med de tekniske knaster. Det må jeg indrømme, at det havde jeg svært ved.