Cult of the Lamb

Man kan altid få for meget af det gode. Sagt mere videnskabeligt er der altid faren for at blive overeksponeret for noget man troede man ville elske for evigt, som enhver der har fået lov af sine forældre at bestille lige så mange pomfritter på McDonalds som hjertet kunne begære, kan skrive under på.

Sådan er der nok nogle der har det med roguelikes, for det var som om at efter Spelunky, det første Rogue Legacy og en række andre indie darlings, så blev markedet noget nær oversvømmet af spil med lignende strukturer og præmisser.

Cult of the Lamb er også en roguelike, men det er dog et spil jeg flittigt samlede op hver eneste dag i juleferien, og besejrede på ret så kort tid. Så hvorfor? Jo, fordi at via en kombination af grafisk charme, en mere granulær kontrol af ens omstændigheder igennem betænksom base building og frem for alt; sjovt, gentageligt gameplay, så er Cult of the Lamb faktisk en ret solid oplevelse.

Du er et lille lam, der er skæbnebestemt til at blive ofret for at behage de nye guder, en samling af fem monstrøse skabninger, der har sat sig tungt på magten i den her uhyggelige verden. Men som øksen falder imod din hals hidkaldes du af en endnu ældre gud, en gud der giver dig opgaven om at vælte de fem ved at starte din egen kult.

Her begynder et eventyr der er ret skarpt opdelt mellem to centrale strukturelle faser; en isometrisk roguelike dungeon crawler (se lige alle de branche-buzzwords) hvor du gradvist kæmper dig tættere på at besejre en af de fem falske guder, og efterfølgende vender du så tilbage til din kult, som skal både vedligeholdes, udvides, passes og plejes.

Det er en ret genial kobling, fordi selvom roguelikes til tider giver dig mulighed for at gro din karakter, og stille dig bedre næste gang du beslutter dig for at begive dig med hovedet først mod faren, så kan de løbende forbedringer virke vage. Her er hele ideen med at begive dig ind i et nyt "dungeon run" netop at vinde ressourcer og skabeloner, som du kan bruge til at forbedre basen derhjemme, og disse to strukturer er godt nok adskilt, men komplimenterer hinanden konstant.

Du rekrutterer løbende nye kultmedlemmer, og ved at bygge faciliteter som sovepladser, toiletter, marker og udsmykninger forhindrer du dem i at gøre oprør, og ved at tilbede dig får du den nødvendige valuta der skal til for at opgradere eksisterende strukturer, bygge helt nye og styrke din karakter så du kan nå længere end du kunne før.

Lynhurtigt finder du en rutine, hvor du udfører specielle ritualer med dine medlemmer, der ikke bare sikrer tilfredshed blandt undersåtterne, men giver specifikke ressourcer, for så at bygge nye strukturer eller vedligeholde eksisterende, og når alt er ordnet på hjemmefronten, så begiver du dig ud for at se hvor langt du kan komme.

De i alt fem dungeons er tilfældigt genererede hver gang, og fungerer generelt efter hensigten. Der er slet ikke samme niveau af alsidighed som du finder i eksempelvis Hades, og selvom at spillet løbende kan kaste dig diverse curveballs med kort der giver særlige unikke evner, og våben der fungerer på en specifik måde, så finder du lynhurtigt en spillestil, en favoritvåbentype og kører derfra.

Det betyder ikke at spillet ikke levere på det basale gameplay. Der er nok variation i fjender, bosser og de forskellige våbentyper til at du generelt er underholdt hele vejen igennem, men der findes ikke helt samme niveau af "tilpasselighed" som vi ser hos andre roguelikes.

Livet er heller ej udelukkende en dans på roser hjemme i kulten, for små skæve balanceringer betyder at du konsekvent bliver nødt til at rekruttere igen og igen, eftersom kultmedlemmer dør af alderdom ret hurtigt. Faktisk går det så hurtigt at det reelt set kan blive en udfordring at have de cirka 18 medlemmer der skal til for at fremmane spillets sidste boss. Det er særligt irriterende fordi at man løbende investere tid i hvert enkelt af disse medlemmer, og at se dem dø ret så hurtigt ender med at blive frustrerende, snarere end en sjov overkommelig udfordring.

Cult of the Lamb ser dog uhyre charmerende ud, og er en både farverig og æstetisk sammenhængende oplevelse fra ende til anden. Verdenen popper med stærke farver, din kult kan udsmykkes og visuelt tilpasses som du ønsker det, og kombineret med muligheden for at tilpasse din kult på et mere strukturelt niveau, eksempelvis om man enten undertrykker eller frigør ens undersåtter, så er man altid forbundet til spillets univers.

Det er tydeligt at der kommer mere indhold til Cult of the Lamb, og at udvikler Massive Monster har set succes. Jeg håber personligt på mere, og at de får ressourcerne til at arbejde videre med den her centrale præmis, for det kan altså noget ganske særligt.