CY-Girls

At designe puzzles til et action/adventure-spil som CY-Girls må være lidt af en balancegang. På den ene side skal spilleren have en reel mulighed for at finde ud af, hvordan en given opgave kan og skal løses. Hvis han ikke får det, bliver han hurtigt meget knotten. På den anden side skal man heller ikke bare forære løsningen væk - så ryger udfordringen.

I CY-Girls kikser den balancegang alt for ofte. Man skiftevis keder sig og tager sig til hovedet i frustration. Og selv de kedelige puzzles er frustrerende på deres egen måde, simpelthen fordi de tager for meget tid. Det er ofte noget med at man kæmper sig pligtskyldigt fra A til B - bare for at få at vide, at man altså ikke kan komme videre, før man aktiverer en kontakt ved A. Så er det ellers hele vejen tilbage igen, og der er ingen vej udenom: Den kontakt kunne simpelthen ikke aktiveres, da man først lagde vejen forbi.

Irriterende er det også, at dræbte fjender genopstår ved enhver given lejlighed. Når man har været fra A til B, tilbage til A for at aktivere den elendige kontakt og så til B igen - ja, så har man typisk slået de samme fjender ihjel tre gange. Og var der så bare tale om interessante fjender, som man kan more sig med at tage livet af. Men nej: Udvalget af modstandere er pauvert og kampene er en monoton og uspændende affære.

Her var det nok på sin plads med lidt baggrund. CY-Girls er baseret på to japanske tegneseriefigurer - Ice og Aska. Ice er en barmfager blondine, der er glad for skydevåben, og Aska er en kvindelig ninja, udstyret til tænderne med klinger og kastestjerner. Ingen af dem kan prale af at have markante personligheder. CY-Girls dedikerer en DVD til hver figur, og de tos historier - om amoralske mega-korporationer i en dystopisk fremtid - kører parløb, uden dog at gå op i den helt store enhed.

I længden føles ideen med at give hver figur sin egen DVD ikke som meget mere end en gimmick, for der er ikke nævneværdige forskelle i gameplayet. Aska er stærk i nærkamp - uhyggeligt stærk, faktisk. I tide og utide hiver hun knusende special moves ud af ærmet, og man ender med at have helt ondt af oppositionen. Ice er omvendt god til at gemme sig bag hjørner og skyde sine ubegavede modstandere til plukfisk. Det lyder måske som to helt forskellige typer kamp, men oplevelsen er meget den samme - og pigernes puzzles er i øvrigt omtrent lige ulogiske og uinspirerende.

Hvis så bare CY-Girls var et flot spil. Men selvom grafikken virker poleret og der er en del fine spejleffekter hist og pist, fremstår omgivelserne ensformige og kedelige - og vel at mærke ikke kun fordi man som regel besøger de samme steder igen og igen. Teksturerne er ofte grumsede og kantede, lyslægningen er flad og animationerne virker karikerede - når Ice løber, ligner hvert skridt et forsøg på at gå i spagat. Desuden lyder musikken af amerikansk B-film, stemmerne går fra flade til irriterende og lydeffekterne er til tider direkte grinagtige.

I sidste ende er der ikke meget at elske ved CY-Girls. Som Konami-produkt kan spillet ikke frakendes en vis professionel finish, og der er udmærkede detaljer hist og pist. Det rækker bare ikke til at gøre CY-Girls anbefalelsesværdigt. Der er simpelthen for mange bedre alternativer derude - f.eks. gode gamle Metal Gear Solid, hvis handling og gameplay tilsyneladende har været et stort forbillede for Ice’ og Askas udfoldelser.