D4: Dark Dreams Don't Die

Det banker ganske voldsomt på hoveddøren, og jeg bevæger min tequilaramte krop over for at stoppe larmen. Kort før jeg lægger min hånd på håndtaget springer døren op, og inden jeg har tænkt to sammenhængende tanker, får jeg en mus i munden og overfaldes af et forstyrret stykke kvindemenneske. Tonen er slået an, og en ganske sær spiloplevelse er ved at begynde.

Jeg har indtaget rollen som David Young - en småalkoholiseret detektiv, som manisk forsøger at løse gåden bag mordet på sin kone to år tidligere. Hun åndede ud i detektivens arme, og mumlede til sidst at "D" var involveret i hendes ulykke. Man kunne godt have ønsket sig en lidt mere udførlig udgangsbøn, men dette ene bogstav er nu startpunktet for spillet D4: Dark Dreams Don't Die

Efter de første par minutter i selskab med titlen, springer der associationer frem til Telltales anmelderroste The Walking Dead og The Wolf Among Us. Historiedrevne point-and-click spil udført i en tegneseriestil med indlagte sekvenser af quick time-aktion. I lighed med disse titler er D4: Dark Dreams Don't Die opdelt i episoder, og denne første udgivelse indeholder en prolog og to episoder.

Tøsepigen med musen hedder Amanda, og hun er én blandt mange særprægede personligheder i spillet, hvor stort set alle er relevante kandidater til en gummicelle. Det er helt igennem syret og sært. Man føler sig til tider som del af en snæver fransk film, og logisk tankegang er ikke et nødvendigt redskab her. Når man interagerer med personer i spillet, kan man helt klassisk vælge mellem forskellige sætninger. Resultatet er typisk endnu et spor videre i jagten på "D" og en opklaring af mordsagen.

David Young er ikke den velkendte drikfældige detektivtype. Han har den gave at kunne rejse i tiden ved hjælp af såkaldt "Memento". Her kan et objekt som en bold eller et politiskilt anvendes til at springe i tiden, og her finde flere spor og sære bekendtskaber. Det kræver ganske simpelt, at man finder de rette objekter, og så selvfølgelig går ud på toilettet. Dette rum er portalen til rejsevirksomheden, hvilket er helt i tråd med spillets kliniske mangel på logisk tankegang. Det er befriende at slippe alle forsøg på at finde hoved og hale i forretningen, og så bare følge den snørklede fortælling.

Dialogen med personerne i spillet afbrydes til tider af aktion-scener, hvor man enten skal ramme forskellige knapper på controlleren i den rette sekvens, eller tilsvarende vifte med armene foran Kinectkameraet. Spillet kan afvikles på begge måder. Det meste af tiden bruges dog på at undersøge områder i spillet, hvilket gør alle point-and-click-fans glade helt ind i sjælen.

Denne første iver fortager dog hurtigt, når man erkender at vejen til en god fysisk form åbenbart ikke går via forsumpet tilværelse og en stram diæt baseret på tequila. Vores hovedpersons form er ganske simpel så elendig, at han ikke engang kan snakke uden at tabe stamina. Dette bliver ret hurtigt belastende, da resultatet af for megen søgen og snakken bliver, at man kollapser og herefter kan vælge af rejse tilbage til ens lejlighed. Efter at man så har tømt køleskabet, så går turen via toilettet tilbage i detektivhandlingen. Vi er sikkert mange som elsker at undersøge hver en lille krog i spil som dette, og den glæde amputeres fuldstændigt ved staminafunktionen.

Der skal en kryptisk hjerne eller et solidt misbrug af diverse dopinglignende medikamenter til for at udtænke en historie som den i D4: Dark Dreams Don't Die. Lige fra den første scene er spillet visuelt gennemsyret af den japanske oprindelse, og manden bag galskaben er da også Hidetaka Suehiro - også kaldet Swery. Han er nok bedst kendt for gyserspillet Deadly Premonition. D4: Dark Dreams Don't Die har også enkelte gys indlagt, og de er skabt af en raffineret stemning mere end ved simple bøh-funktioner. Der er noget underspillet uhygge i pludseligt at se en langsomt-snakkende og stirrende kirurg på ens vej, når man ved, at der er menneskealdre til nærmeste operationsstue.

I starten virker spillet dog mere frit end de tidligere nævnte Telltale-titler, men denne illusion er når alt kommer til alt alene overfladisk. Spillet er ganske lineært, og detektivelementerne er ikke noget som kræver, at man selv bruger de små grå. Ved afslutning af en episode sættes alle de fundne ledetråde sammen til en konklusion. Man er helt uden aktiv rolle i dette, og balancen mellem spil og historiefortælling skubbes meget i sidstnævnte retning.

På trods af stamina-funktionen insisterede jeg stædigt på at undersøge hver en krog af spillet. Det kostede en konstant pendulfart mellem min lejlighed og selve handlingen. Bundlinjen er, at jeg brugte 30 minutter på prologen og cirka fem kvarter per episode, hvilket giver en samlet spilletid på omkring tre timer, og det må man sige er i den korte ende af hvad man kunne ønske. Får spillet sin vilje, kan dette endda gøres på cirka den halve tid, og medmindre man stædigt ønsker at klare quick time-sekvenserne bedre end sidste gang, så er genspilningsværdien yderst begrænset.

Det ændrer dog ikke på at D4 byder på en god oplevelse. Men en kort af slagsen.