Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Damnation

Damnation

Jonas har været en del af en amerikansk borgerkrig iført Stetson-hat, mens han mumlede et eller andet om, at han hellere ville være i den rigtige krig, i stedet for at spille Damnation

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Et af mine absolut favoritkoncepter er uden tvivl de slags "What if"-ideer, hvor historiske hændelser, serier eller noget helt andet, omtolkes i en alternativ version, der så igen fortæller hvad der kunne være sket. Og indenfor den genre, er mit favoritemne den amerikanske borgerkrig, som jeg har slugt i store mængder via en masse faglitteratur og alle de film jeg overhovedet har kunnet komme i nærheden af. Et andet af mine favoritemner er i øvrigt steampunk, den alternative og mekaniserede fantasystil, der som regel rummer nogle tunge og ret lækre historier.

Et ægte drømmeprojekt, har for mig altid været, at kombinere de tre ting i et eventyr, og det er præcis hvad Blue Omega har gjort. Det hele begyndte for nogle år tilbage med et Unreal 2004-mod, men det er længe siden, og i dag er Damnation i stedet et ægte købespil, der faktisk har fået en del omtale forud for premieren. Formodentlig fordi det er et køligt koncept og ikke mindst fordi, at Blue Omega mere end en gang selv har været ude og forklare, hvordan spillet vil revolutionere hele actiongenren.

Damnation skulle blive spillet, hvor man frit kunne udforske et enormt landskab, hvor banerne var bygget op i højden og hvor man styrede en hovedperson, der ingen spilmæssige begrænsninger havde. Og jo, jeg kan da mærke ambitionerne under eventyret, hvor rebellen Hamilton Rourke både kan klatre som helten i Crackdown, hoppe fra afsats til afsats som Lara Croft og skyde som Marcus Fenix.

Hvilket ikke hjælper meget, for selvom Hamilton Rourke indeholder masser af tricks, så er han ikke specielt let at guide rundt, og med så mange bevægelser, har det resulteret i en kontrol, der er så langt fra intuitiv som man kan komme det. Bare det faktum, at man er nødt til at holde en knap ind hele tiden, mens mand skyder og samtidig er nødt til at trykke på en tredje, for at gøre noget andet, viser lidt om hvor kringlet det hele er. Samtidig med det, er han tung og uden egentlig muligheder for at bevæge sig i små ryk.

Dette er en annonce:

De enorme baner er absolut til stede i spillet, men de er gabende tomme, øde og selvom der findes forskellige veje gennem dem, så er det ikke noget man bemærker. Man stimuleres aldrig til at udforske noget som helst, og det føles mest af alt bare som ethvert andet lineært spil. Et kort og en vejviser mangler også totalt, hvilket gør, at man ikke altid er helt klar over, hvor man nu skal hen. Den slags er acceptabelt i spil som Half-Life 2, hvor banedesignet alene er så godt, at du aldrig er i tvivl om hvor du skal hen, men det er en frustrerende katastrofe i Damnation.

Og så er der naturligvis alt det gymnastiske og platformshopperiet. Og jo, det findes også i spillet, men det er næppe mere revolutionerende end det var i det, i dag, urgamle Tomb Raider. Det både fungerer og ser bedre ud i Tomb Raider: Underworld. Dette er endda også gældende for actionscenerne, hvor man opfordres til at søge ly og spille med lidt taktisk snilde. Og ja, det kan da lade sig gøre og er nødvendigt for ikke at dø, men et Gears of War er det ikke ligefrem, slet ikke på de mange lange veje, hvor der savnes alternativer, når du skal udnytte beskyttelsen.

Når man i stedet strejfer frem og tilbage i kampene, så føles det som det gjorde i Wolfenstein 3D fra 1992, mens man pløkker helt livløse fjender med ærtebøsser ned. Der er absolut ingen tyngde at spore i spillets våben og det at blive ramt virker heller ikke troværdigt. Man skyder og skyder, og pludselig falder modstanderne om, naturligvis med ragdoll-effekter og fysik hentet direkte ud af sidste generations spiludvikling.

Det gør at kampene bliver totalt uinteressante, og at en eller anden Ole opfinder samtidig er kommet på ideen om, at når man rammes, så skal verdenen blive sort og hvid, gør bare et allerede farveløst spil endnu mere fattigt i kampene. Al action føles totalt kønsløst. Og det er tilsyneladende ikke bare mig der har det sådan, selv mine modstandere lader til at have mistet livsgnisten. De går for det meste rundt i uforklarlige cirkler, gennem vægge (formodentlig i et forsøg på at så sig selv ihjel, så de ikke skal være med i Damnation) og orker nogle gange ikke engang at skyde igen. Og det er selvom jeg står og pumper dem fyldt med bly fra mine ærtebøsser.

Dette er en annonce:

Når man sidder og betragter Damnation, så kan man ikke lade være med at lægge mærke til, at spillet i den grad ser ufærdigt ud. Vi snakker polygonfejl, lavopløste overflader som kun er en PlayStation 2 værdig og meget kantede figurer. Verdenerne er imens opbygget af huse og omgivelser, der nærmest ikke er til at kende forskel på - og så er effekterne i spillet helt igennem rådne. Animationerne er desuden ret usle og spilfigurerne er så bankende stereotype, at det næsten ikke er til at fatte. Det er et spil uden charme og finesse.

Men er der så intet godt i Damnation? Jo, det er der faktisk. Man kan nemlig spille hele spillet sammen med en ven, og det føles faktisk (engang imellem) underholdende. For det meste handler det dog om at have en, at dele sorgen med. Jeg morede mig iøvrigt kongeligt på de kørebaner, der findes i spillet, hvor fjenderne er fjernet, hvor der er rigeligt med checkpoints og man bare kan ræse løs på banerne uden at støde på den kummerlige kunstige intelligens.

Men i sidste ende er det ikke nok. Damnation giver mig lidt følelsen af Turning Point: Fall of Liberty, et spil jeg også så frem til og som faktisk igen, også var bygget på "What if"-konceptet. Damnation er ufærdigt, ringe udført og føles som en masse potentiale, der er gået til grunde i hænderne på en gruppe talentløse udviklere. Det er trist, men sandt. Og det nytter ikke meget, at Hamilton Rourke har en lækker cowboyhat, for han er ikke mand nok til at bære den.

Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
Damnation
03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Kørebanerne er småsjove. Godt koncept.
-
Usselt banedesign, håbløs kontrol, katastrofal dialog, meningsløse fjender, tåbelige våben.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Damnation startede sit liv som en mod til Unreal Tournement 2004, hvor den fik anden pladsen i kategorien Best Total Conversion mod. Nogen øjnede... 1/10

Relaterede tekster

DamnationScore

Damnation

ANMELDELSE. Skrevet af Jonas Mäki

Jonas har været en del af en amerikansk borgerkrig iført Stetson-hat, mens han mumlede noget om, at han hellere ville være i den rigtige krig, i stedet for at spille Damnation...



Indlæser mere indhold