Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dark Messiah of Might & Magic

Dark Messiah of Might & Magic

Arkane Studios har fusioneret Valves smukke Source-motor med et lækkert og ikke mindst flot actioneventyr. Thomas Nielsen har været ude på nye eventyr...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Lyden af knuste knogler og den klæbrige substans, der hænger ved mine fødder, giver mig flere og flere kuldegysninger, for hvert skridt jeg tager. Jeg befinder mig i en dårligt oplyst hule, der gennem de sidste hundrede år har ladet sig bebo af edderkopper på størrelse med en fuldvoksen schæferhund. Et eller andet sted i det blæksorte mørke ved jeg, at edderkopperne ligger på lur, men hulens smalle gange giver mig, med sit ekko, ikke mulighed for at lytte mig frem til, hvorfra det næste angreb kommer, før det er for sent og alt sortner for mine øjne. Dunkle huler fyldt med monstre er noget, jeg har oplevet adskillige gange før, i mange andre spil, og det er det garanteret også for dig. Inden du dog kigger på billederne og siger til dig selv, at dette ikke er noget for dig, synes jeg du skal læse lidt videre, for Dark Messiah er et af de spil, du bør opleve.

De fleste af de action-spil, du har installeret på din PC de sidste par år, har med stor sandsynlighed været førstepersonsspil, som enten har foregået under Anden Verdenskrig eller i en fjern galakse i fremtiden. Vi kan alle have lyst til engang imellem at hive plasma pistolen eller den trofaste Springfield-riffel frem, men personligt har jeg efterhånden nået grænsen for, hvor meget af den slags, jeg kan klare. Med Oblivion blev eventyret også krydret med førstepersonsperspektivet, men det var ikke, hvad man kunne kalde et actionspil. Fuld af action er derimod Dark Messiah, og de sammenligninger, du allerede har lavet med Oblivion efter at have kigget på billederne, kan du ligeså godt slå ud af hovedet igen, for de har meget lidt med hinanden af gøre.

Med teknologien lånt fra Half-Life 2, har spiludviklerne Arkane Studios ønsket, at forny og forfriske en genre, der i alt for lang tid har været lidt for selvtilfreds, og til det har de sat sig nogle mål, som jeg glædeligt kan fortælle at de til fulde har nået. Væk er de statiske omgivelser, hvis eneste formål er at bilde dig ind, at du befinder dig i en fremmed verden, præcis som tusindvis af spil har prøvet før. I stedet er her en oplevelse, der i hele sin udformning virker som en morbid legeplads, der hele tiden giver dig adskillige måder at komme af med dine modstandere på, nogen gange lidt for åbenlyst, men ikke desto mindre altid sjovt og varieret.

Sjovt, varieret og ekstremt veludført er også kampsystemet, der på trods af at foregå fra et førstepersonsperspektiv, primært bliver klaret i intense kampe med nærkampsvåben. Hvor Riddick viste, at dette kunne lade sig gøre, har Arkane Studios med deres nyeste kærlighedsbarn, på det nærmeste perfektioneret systemet. Ikke kun har de lavet et logisk kontrolsystem, der rent faktisk virker, de har også forstået at fremhæve de fordele synsvinklen har, hvilket betyder, at hvert slag, spark og blokade er præcis ligeså benknusende og blodigt, som man må forvente det fra virkelighedens verden.

Dette er en annonce:

Nye evner og kræfter optjenes løbende via fordelingen af erfaringspoint, der helt og aldeles er op til dig at fordele over de forskellige evner, der står til rådighed. Pointene gives efter du har fuldført en opgave, og derfor ikke altid kun efter den genretypiske nedslagtning af et bestemt antal monstre. Systemet kan godt engang imellem virke lidt ugennemskueligt, da du ikke altid ved, hvad der skal til for at få de næste point, eller endnu værre; om du er gået glip af point, ved ikke at tackle en situation forkert. Tilliden til systemet bliver dog større jo højere du avancerer i spillet, for på en eller anden måde synes det hele at regulere sig selv, og det føles aldrig som om der er for langt til de næste erfaringspoint, der lukker op for de evner, man så gerne vil have.

Ved at lade personen bag skærmen fordele erfaringspointene, lader udvikleren også dig sætte præg på modelleringen af Sareth, som er personen, du tager styringen over. Selv om der egentlig er tale om tre forskellige karakterklasser; kriger, mage og tyv, har Arkane Studios i højere grad ladet sig inspirere af et spil som Deus Ex, end Diablo eller Titan Quest, med deres skabelonskårede klasser. Derfor kan du her krydse de forskellige klasser, som du lyster, og da hele spiluniverset er bygget op med lige mange muligheder for hver klasse, er der altid forskellige måder at besejre modstanderne på. Og drabelige muligheder er for alvor der, spillet excellerer; for lige meget om du vil du besejre fjenden med sværdet, ildkuglen, på list, ved at ligge en fælde, ved at sparke ham ind i bålet, sætte ild til pilen og ramme krudttønden, besværge hans makker, eller noget helt andet, giver spillet dig rigeligt med muligheder.

Dark Messiah er ganske enkelt en utrolig underholdene oplevelse, hvis du har lidt af en computerspilssadist i dig, der altid har fantaseret lidt længere end udviklerne, når det kom til udraderingen af dine modstandere. Manuskriptet og nogle af stemmerne er ikke altid lige stærke, men morskaben ved hele tiden at opdage nye muligheder i omgivelserne, samt et fantastisk kampsystem, lader ingen tvivl om spillets kvalitet.

Der er ikke tale om en radikal omskrivning af actionspil-regelbogen, men snarere en indenomsoverhaling fra en udvikler, der er træt af en stagneret genre. Titlen indeholder meget mere end hvad her er nævnt, ikke mindst et væld af lækker grafik og forskellige monstre, med hver deres unikke personligheder. Men alle disse herligheder synes jeg faktisk, du skal gøre dig selv tjenesten at opleve. Så herfra gives der en fast, rustningsbeklædt tommelfinger i vejret, for det mest forfriskende actionepos set i lang tid. Bravo!

Dette er en annonce:
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
Dark Messiah of Might & Magic
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk kampsystem. Gennemtænkt banedesign. Forfriskende originalt. God multiplayer.
-
Halvdårligt stemmeskuespil. Manuskriptet svinger i kvalitet. Enkelte små grafikfejl.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Dark Messiah of Might & MagicScore

Dark Messiah of Might & Magic

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Nielsen

Arkane Studios har fusioneret Valves smukke Source-motor med et lækkert og ikke mindst flot actioneventyr. Nielsen er imponeret...



Indlæser mere indhold