Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dark Messiah of Might & Magic: Elements

Dark Messiah of Might & Magic: Elements

Mørkets mester hiver sig trods flere fejl op over gennemsnittet. Kristian Troelsen har spillet Xbox-udgaven af Dark Messiah og fortæller nu alt...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det er min gamle læremester, som har sendt mig af sted efter den magiske krystal. Indgangen ligger oppe over mig et sted, og Master Phenrig har fortalt mig, at jeg ikke er den eneste, som jagter templets sidste hemmelighed. Jeg lister mig afsted, kravler op ad den rustne gamle kæde og gemmer mig et kort øjeblik i skyggen af det lille, faldefærdige skur. 20 meter fra mig står en af tempelrøverne, som ikke ville tøve et sekund med at smide mig ned i slugten lige foran ham, hvis han fik chancen. Så jeg betænker mig ikke et øjeblik. Jeg lister mig afsted de første meter, men sætter så i fuld fart hen imod min fjender. Han opdager mig, inden jeg er helt henne ved ham, men da er det for sent. Jeg har sat af og hamrer begge mine fødder i brystkassen på ham, og hans dødsskrig fortaber sig hurtigt i dybet under os.

Jeg fortsætter over den nedslidte bro og videre ind det store tempel. Fjenderne er overalt, så jeg knæler i et mørkt hjørne og tager flitsbuen frem. Jeg tager nænsomt sigte og spænder buen ganske lydløst, og så sender jeg pilen af sted. Den borer sig ind i halsregionen, men er ikke dræbende. Jeg skifter straks til mine to små sværd og gør arbejdet færdigt, og så fortsætter jeg det sidste stykke af vejen. Efter sigende vogter et frygteligt monster over krystallen, så jeg forventer det værste. Og alligevel får jeg et chok, da en gigantisk edderkop viser sig at vogte det sidste stykke vej frem mod mit mål. Jeg kigger mig omkring og får straks øje på den fælde, jeg skal lokke monsteret i. Jeg undertrykker et stille smil, for det er næsten for nemt. Nu er krystallen så godt som min.

Dark Messiah - Elements er Xbox-udgaven af Pc-spillet, som udkom for næsten halvandet år siden. Det er et actionspil funderet i Might and Magic-universet tilsat en knivspids rollespilselementer. Man styrer Sareth, som enten kan gebærde sig som kriger, bueskytte, magiker eller snigmorder i spillets overordnede jagt på The Skull of Shadows. Dark Messiah - Elements føles som en blanding af det fænomenale Oblivion og westernskyderen Call of Juarez - alt ses fra Sareths øjne, og kampene er både medlevende og velkonstruerede. Det er nemt at cykle rundt mellem våben og magi, men det skal fra starten slås fast, at vægten er lagt på actiondelen. Der er ikke meget rollespil at komme efter - der er kun lige nok til, at man får fornemmelsen af, at man udvikler sig som karakter, uden man dog har synderlig indflydelse på det. Det skal ikke tolkes negativt, men det er nødvendigt at nævne, for her er ikke nær samme rollespilsdybde som i eksempelvis The Witcher.

Da der er tale om en actionoplevelse, er styringen selvsagt af afgørende betydning. Den fungerer rigtig godt, når man skal vælge våben og magi, og det er da også ganske nemt at bevæge sig rundt i spillets eventyrverden. Men det bliver aldrig helt lakrids at skulle springe op på ting eller cirkle omkring fjenderne. Sareth virker altså lidt gumpetung i det, og når først man skal styre ham over hustage og forhindringer i jagten på en fjender, bliver man ærlig talt lidt irriteret. Når der står to kasser foran døren, og man trykker på hop-knappen, regner man selvfølgelig med, at Sareth springer over dem, men halvdelen af gangene springer han af uforklarlige grunde ind i dem, og så kan man ellers stå og hoppe og danse som en idiot, indtil det lykkes at komme videre. Det betyder ikke det store i det samlede billede, men det er en af de små, irriterende detaljer, man støder på, når man tilbringer lang nok tid i selskab med Sareth.

Dette er en annonce:

Som eventyrspil har Dark Messiah - Elements kun ganske få udfordringer at byde på. Gåderne er for så vidt udmærkede, men de begrænser sig til at rykke i håndtag for at åbne døre eller aktivere skjulte fælder, som fjenderne kan gå i. Her kunne man godt have ønsket bare lidt flere gennemtænkte udfordringer. Men det er i den tekniske udførelse Dark Messiah halter mest. Spillet kører på Valves Source Engine, som jo har tidligere har vist sig fra en rimelig pæn side i Half-Life-universet. Men desværre er udtrykket groft og relativt unuanceret. Lyseffekterne virker fuldstændig statiske, og animationer og ansigtsudtryk lever ikke op til standarden i 2008. Jeg er på ingen måde sart over for grafiske skønhedspletter, og de har på ingen måde ødelagt oplevelsen, men især den lettere hakkende grafik, når man bevæger kameraet rundt skærer lidt i øjnene og skal påtales. Dark Messiah er lidt for groft udseende, synes jeg.

Men spillets allerstørste problem er det utilfredsstillende save-system. Der er masser af checkpoints i eventyret, men man skal selv sørge for, at gemme dem, hvis man har tænkt sig at slukke maskinen. Det er altså for gammeldags. Og helt skidt bliver det, når spillet pludselig går ned, og det er en time siden, man fik gemt sine fremskridt. Det skete kun en enkelt gang i løbet af anmeldelsesugen, men det er sjusket og utilfredsstillende.

Dark Messiah - Elements et underholdende actionspil, som dog præges af småfejl, som burde have været opfanget. Designet er lidt aldrende og temmelig lineært, men er man på jagt efter et letfordøjeligt action-rollespil, så er der et fint eventyr gemt i Dark Messiah. Jeg er helt sikker på, at mange vil mene, at karakteren er mindst en enkelt pind for høj, men hvad kan jeg gøre, når jeg egentlig har haft en fin oplevelse med spillet? Nogle gange må man godt vælge med hjertet.

Dark Messiah of Might & Magic: Elements
Dette er en annonce:
Dark Messiah of Might & Magic: Elements
Dark Messiah of Might & Magic: Elements
Dark Messiah of Might & Magic: Elements
Dark Messiah of Might & Magic: Elements
Dark Messiah of Might & Magic: Elements
Dark Messiah of Might & Magic: Elements
Dark Messiah of Might & Magic: Elements
Dark Messiah of Might & Magic: Elements
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Dejligt ukompliceret. Nem indføring i rollespil.
-
For mange fejl. Forældet grafik.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • finalfantasyfreak
    Jeg vil bare lægge ud med det samme. Dark Messiah til Xbox 360 er noget af de værste spil jeg nogensinde har spillet. Det skyldes intet had til... 1/10
  • Jonas6000
    hey alle der læser denne anmeldese køb ALDRIG!!!dette spil. helt ærligt jeg er aldrig blevet så skuffet over et spil før. grafiken er ikke... 2/10

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold