Dark Souls II

Jeg har aldrig rørt hverken Demon's Souls eller Dark Souls. Rygter og myter om den hårde og utilgivelige sværhedsgrad har floreret i krogene længe, og hvert spil har sit eget trofaste følge. Da Dark Souls II så endelig blev annonceret, var der én bestemt nyhed, der skurrede i alle de hengivne fans' ører: de ville gøre serien mere tilgængelig. Med denne tanke i hovedet, åbnede jeg preview-udgaven af Dark Souls II, og øjeblikkeligt blev jeg mindet om, hvilken serie jeg skulle til at opleve.

"Har du noget imod, at jeg lige kigger med?" spørger en ung svensk journalist, der også verar til stede ved eventet. "Slet ikke, men hvorfor egentlig"? spørger jeg. "Fordi jeg har prøvet denne her udgave, og du kommer til at dø for hårdt". Jeg ved nu, at bekymringerne om at Dark Souls II på nogen måde skulle være for let, slet ikke har noget på sig, men jeg trykker alligevel spændt på start-knappen og begynder mit skrækindjagende eventyr.

Jeg kigger på de fire karaktertyper foran mig. De repræsenterer fire forskellige spillestilstyper, og har hver især styrker og svagheder. "Vælg ridderen" siger journalisten ved siden af mig. "Han er lettest at begynde med". Jeg tager hans ord til mig, og starter i et mørkt borgrum, der kun af oplyst af dunkle fakler. Her bliver Dark Souls II's første umiddelbare forbedring tydelig. Spillet er nu bygget i en ny engine, der har givet grafikken et kæmpe skub fremad. Lyset fra faklerne danser på væggene, og pelsen, der ligger henover min rustning, har fine distinkte hår der bevæger sig når jeg går. Serien har altid haft sin smukke, gotiske og beskidte kunstneriske stil, men har nu også endelig de tekniske muskler der skal til, for at vise denne fra sin bedste side.

Jeg ser en stige foran mig, og jeg ved at den leder lige lukt ned i helvedet. Jeg bevæger mig ned af stigen, og når lige akkurat at vende kameraet for at se det sidste sollys, jeg kommer til at se i lang tid. For bunden af stigen finder jeg endnu et fakkeloplyst rum, med en lang grav der løber mellem to afsatser. To skeletter kommer pludselig til live lige foran mig, og de trækker begge gigantiske tohåndssværd. Før jeg overhovedet får hævet mit skjold, er jeg død. Så simpelt er det. Den svenske journalist fniste en smule, så jeg prøvede stædigt igen. Jeg hæver mit skjold mod skelettet, og får denne gang mere fornemmelse for kampsystemet.

Dark Souls II har, trods sin åbenlyse sværhedsgrad, en ret simpel styring. Man bevæger sig for det meste langsomt, og observerer sine omgivelser, i håbet om at opdage og identificere sine fjender før de overrasker dig, hvilket resulterer i den visse død. Denne metodiske tilgang til styring har heldigvis ikke resulteret i alt for megen kompleksitet. Både bevægelse udenfor og i kamp er simplificeret i en sådan grad, at det er sværhedsgrad og ikke frustration, som spilleren skal koncentrere sig om. Ved et enkelt tryk skifter din karakter sit våben ud fra sværd og skjold til tohåndssværd, og ligeledes indtages helende drikke og rødder med et enkelt tryk. Både dit skjold og sværd har ligeledes kun to funktioner. Skjoldet kan blokere, og bruges til at støde fjender fra dig, hvis presset bliver for stort. Sværdet har kun et let og et tungt angreb. Dette design gør det utrolig let at få et overblik over Dark Souls II's kampsystem.

Jeg rammer den sidste skeletsoldat i siden med et tunget stød, og det falder vaklende fra hinanden. Foran mig er en nedadgående trappe, som er fuldstændig opslugt i mørke. Jeg tager en fakkel i hånden, og dette tvinger mig til at tage skjoldet om på ryggen. Jeg begiver mig ned af den mørke gang, og belyser et gigantisk rum fyldt med rustninger og gamle kasser med våben. Foran mig synes jeg at kunne ane konturerne af et væsen. Et kæmpestort væsen. Det er en gigantisk skildpadde med skinnende rustning på, og en kæmpe kølle i den ene hånd. Jeg piler op tilbage ad trappen, og sætter faklen i dens holder på væggen, så jeg igen kan drage mit skjold. Skildpadden kommer tonsende op, og svinger køllen efter mig med enorm kraft. Jeg når lige akkurat at dukke mig, og svinger mit sværd mod siden på den. Jeg rammer kun skildpaddeskjoldet, og intet sker. Jeg står lige bag skildpadden, og fortryder straks. Med et kæmpe smæld lægger skildpadden sig ned oven på mig, og dræber mig i ét angreb.

Jeg smider controlleren fra mig, og ser vantro på det karismatiske "you died", der glider henover skærmen. Men jeg er nået langt, og vil uden tvivl blive belønnet med at skulle starte tættere på skildpadden... ikke?... Nej, jeg bliver kastet tilbage til starten. "Hvor er det første checkpoint?" spørger jeg den svenske journalist. "Der er kun et, og der er ret langt endnu" svarer han. Frygten for døden er nærmest sin egen mekanik i Dark Souls II. Der er næsten ingen musik til stede, kun dryppen fra fugten på stenlofterne, og den knitrende lyd af fakler. Konstant bliver spilleren nød til at analysere sine omgivelser, og med den simple styring er det umuligt at give spillet skylden for dine fejltagelser. Man skulle umiddelbart tro at manglen på checkpoints og den høje sværhedsgrad er frustrerende, men overraskende nok virkede det meget motiverende for mig. Jeg var besat af at udpege egne fejl, og udbedre dem hurtigt, for at kunne nå længere ind. Nej, Dark Souls II skynder sig i hvert fald ikke, og med en længde der strækker sig udover Dark Souls' cirka 30 timers gameplay, kigger vi på en dyb rollespilsoplevelse. Jeg samlede controlleren op igen, tog en dyb indånding, og begyndte forfra.

Jeg piler frem og tilbage, og undgår med nød og næppe skildpaddens kølle, der svinger lige ved siden af mig, og rammer en stensøjle med et enormt smæld. Jeg rejser mig op, og sender mit sværd mod et blottet sted midt på maven, og rammer plet. Forvirret falder den tunge skildpaddesoldat til jorden, og sejrsrusen vil ingen ende tage. Jeg må videre. Jeg kæmper videre, og dør adskillige gange, før jeg endelig når det karakteristiske bål, der signalerer denne dungeons første og eneste checkpoint. "Nu bliver det altså sværere", siger den svenske journalist.

Jeg går roligt hen mod den store stenkatedral, der tårner sig op foran mig. Jeg har kæmpet mig ud af de mørke fugtige kældre, og ud på et grønt område, og står nu foran min sidste udfordring. Jeg åbner de gigantiske trædøre, og skuer ud over kirkegangen, hvor cirka tyve stenstatuer knæler. Jeg bevæger mig langsomt op ad gangen, og jeg kan skue en kutteklædt svævende troldmand nede for enden af rummet. Jeg trækker mit sværd, og pludselig vågner seks af statuerne, samtidig med at troldmanden kaster en mørk magipil mod mig. Kombinationen af disse slår mig ihjel med det samme. Jeg trykker hurtigt og hårdt på controlleren, og begynder igen. Denne gang får jeg med nød og næppe nedlagt statuerne, og sprinter mod troldmanden, der kaster mørke pile mod mig. Jeg kaster mig bag en stensøjle, og får drukket en helende drik. Med fornyet energi løber jeg mod troldmanden, og med en kombination af snilde og styrke, får jeg endelig nedlagt ham.

Jeg rejser mig fra stolen og jubler højlydt. De andre journalister kigger lidt skævt på mig, men jeg er ligeglad. "Hvad siger du så?" siger jeg triumferende til den svenske journalist. "Troede du at det var bossen? Han kommer først nu". Jeg kigger vantro på ham, og samler controlleren op igen.

Mens jeg har kæmpet mod troldmanden og de mange statuetter, er det begyndt at regne og tordne udenfor. Jeg træder ud på en balkon, og foran mig står en gigantisk stenridder. Han løber lige imod mig, og med et eneste uundgåeligt hug, er jeg død endnu en gang.

I løbet af mine to timer med Dark Souls II, efterlader spillet et kæmpe indtryk. Det er metodisk og langsomt, men samtidig utrolig let at lære og forstå. Man føler derfor aldrig at spillet snyder en, men snarere bare sætter krav til spillerens observeringsevne. Efter at have prøvet kræfter med Dark Souls II, kan jeg ikke vente med at dø mere til marts.