Dark Souls III

"You Died". Det tog ikke længere end to minutter, inden disse velkendte ord dukkede op på min skærm, da jeg satte mig ned med preview-demoen af Dark Souls III. Det morsomme var, at selvom jeg som garvet Souls-spiller burde være enormt irriteret over dette, fandt jeg det i stedet meget lettende. På trods af et hurtigere kampsystem og nye typer angreb, er spillet nemlig ikke blevet lettere. Tværtimod. Og det er sådan vi Souls-spillere kan lide det.

Det var tidlig formiddag, da jeg mødte op på hotellet, hvor jeg skulle prøve Dark Souls III for første gang. Solen var på himlen for første gang i, hvad der føltes som flere uger, men alligevel glædede jeg mig som et lille barn til at sætte mig i et mørkt lokale med en controller i hånden. Jeg fik at vide, at det jeg skulle til at prøve, var den seneste version af demoen, som også var blevet vist frem på årets TGS-messe, så der ville muligvis være elementer jeg havde set før i videoer på nettet. Heldigvis havde jeg op til previewet påført mig skyklapper med alt, der angik Dark Souls III, så jeg kunne få den fulde oplevelse af at prøve det for første gang.

I demoen havde jeg adgang til fire prekonstruerede builds, hvoraf to var nye. De to "gamle" builds bestod af mere klassiske krigere, hvor den ene benyttede sig af et sværd, mens den anden havde en økse. De to nye figurtyper var en Cleric-lignende build, der fokuserede på magi i form af mirakler, hvor gamle kendinge som Lightning Spear og Heal var at finde, samt en Sorcery-baseret magiker, der med det samme fangede mit øje. Udseendemæssigt lignede figuren noget, der var taget direkte ud af Bloodborne, med mørke victorianske klæder og et kort spyd i den ene hånd. Allerede inden jeg fik beskrevet figuren, som gik under navnet Academy Assassin, var jeg klar over hvilken figurtype jeg først ville spille med.

Efter at have valgt min figur, blev jeg kastet direkte ind i spillet. Det var med det samme tydeligt, at Bloodborne har haft indflydelse på den visuelle stil, men den middelalderlige Dark Souls-fornemmelse var dog heldigvis stadig tilstede. Jeg befandt mig på en stor faldefærdig borg, hvor jeg med det samme fandt frem til et bål og to mulige veje at bevæge mig. Det er ikke noget nyt i serien, at man præsenteres for to mulige veje frem, hvoraf den ene hurtigt kan føre til den sikre død, hvis ikke man har den rigtige level, så efter en kort omgang ælle-bælle traf jeg en beslutning, og gik mod højre.

Jeg gik ned ad en trappe, og kunne se en gruppe fjender forude. Der var nogle zombie-lignende fjender, der sad og bad omkring en slags totempæl, et hundelignende væsen samt en stor fjende med en hellebard længst væk. Jeg tænkte jeg hellere måtte gå systematisk til værks, og nærmede mig forsigtigt de bedende zombier. Før jeg fik set mig om fik jeg en pil i nakken, og i en ren panikrefleks lavede jeg i bedste Bloodborne-stil et rullefald. Det skulle jeg ikke have gjort, da hunden lidt længere fremme fik øje på mig, og nu kom løbende direkte imod mig, altimens jeg prøvede at lokalisere den snedige skytte. Jeg fik hurtigt øje på ham på en afsats over trappen, men det var allerede for sent. Hunden var begyndt at angribe mig, og den store fjende med hellebarden kom nu også og blandede sig. Jeg kastede mig rundt mellem fjenderne i et forsøg på at undgå bid, slag og pile, men den taktik holdt ikke længe, og før jeg fik set mig om lå min figur død foran mig. Ironisk nok havde ingen af de bedende zombier rørt på sig i al tumulten, så min prioritering havde tydeligvis ikke været helt rigtig. Jeg vågnede kort efter op igen ved bålet, denne gang bedre forberedt på, hvad jeg havde i vente. Jeg fandt frem til afsatsen med skytten over trappen, og fik hurtigt nedkæmpet den snedige fjende, hvorefter jeg forsigtigt fik hundens opmærksomhed. Den gik som forventet til angreb, og efter en kort kamp, var den også sat ud af spil. Til sidst var det hellebard-mandens tur, og jeg nærmede mig selvsikkert. En, to, tre, fire slag og... Jeg var død igen.

Jeg mærkede et prik på min skulder, og fik at vide, at jeg ikke måtte glemme mit skjold. Selvfølgelig. Min tid med Bloodborne havde fuldstændigt vænt mig af med at bruge mit skjold til noget, og de betydeligt hurtigere kampe gjorde, at jeg af ren vane brugte rullefald i stedet. Jeg fik at vide at dette var en helt legitim måde at spille spillet på, men at denne teknik nok var mere egnet til andre figurtyper. Jeg gjorde endnu et forsøg, og pludselig gik det meget bedre. Jeg lærte at bruge figurens specielle angreb, som bestod i at løbe frem med spyddet, hvilket også hjalp en hel del. Disse særlige angreb er unikke for hver våbentype, og er en af Dark Soul III's store nye tiltag, og det bliver interessant at se alle de forskellige moves når spillet udkommer. Jeg fik kæmpet mig forbi et væld af fjender, og var flere gange døden nær, for til sidst at nå en låst dør, som kun kunne åbnes fra den anden side. Jeg kiggede mig skuffet omkring, og det gik op for mig, at jeg var nået til en blindgyde. Jeg måtte derfor traske tilbage til bålet, for så at gå den anden vej i stedet. I de fleste andre spil, ville denne type ting være enormt frustrerende, men i Souls-spillene er det en del af oplevelsen, og ikke mindst af ens forståelse for hvordan spilverdenen hænger sammen. Dark Souls III benytter sig nemlig af de velkendte smutveje, der gør at alle områder hænger sammen på en smart måde. Hvis man møder en låst dør, betyder det som regel, at man senere vil kunne åbne den fra den anden side, for på den måde at forkorte turen tilbage til hvor man kom fra, hvis man skulle være så uheldig at dø. Systemet har altid fungeret godt, og det er tit fascinerende at se, hvordan banedesignerne egentlig har vævet banerne sammen efter et stykke tid.

Efter at være kommet på rette kurs, og med min nyerhvervede viden om fjenderne, gik det hele pludselig en smule nemmere. Selvom kampsystemet i den grad er blevet hurtigere, kan jeg dog berolige med, at der stadig er tale om en Dark Souls-oplevelse. Man skal stadig tænke sig godt om og time sine angreb rigtigt, da ethvert fejltrin kan medføre døden for ens figur. Det forekommer også langt oftere i denne ombæring, at man må kæmpe med flere fjender på en gang, og jeg tror dem af jer derude, der har spillet Bloodborne, vil have en lille fordel i forhold til dette, da det kræver lidt tilvænning at jonglere så mange fjender samtidigt. Der er også enkelte fjender, der kan overraske, som for eksempel en zombie-type, der langsomt vandrer rundt blandt de bedende artsfæller. Hvis han får øje på dig, går han ikke til angreb, men udlader i stedet er højt skrig, og straks er alle de bedende fjender på benene med sværd og knive i hænderne. Jeg vil ikke afsløre for meget om visse andre fjender, men lad mig bare sige, at spillet nyder at narre spilleren, hvilket gør, at man altid skal være på vagt.

Som altid var der masser af hemmeligheder i banen. Alt fra skjulte genveje til hemmelige områder var at finde i demoen, og det var sjovt at prøve at finde frem til dem alle sammen. Jeg fik også at vide, at der var en hemmelig mini-boss i demoen, så det gav mig ekstra blod på tanden til at lede ekstra grundigt. Efter en time med spillet og adskillige dødsfald, både fra fjendernes side og min egen, lykkedes det mig at finde frem til demoens boss. Jeg var lidt trist over ikke at have fundet mini-bossen, men heldigvis havde jeg fundet det andet bål i banen, hvilket jeg fik at vide var langt fra noget alle fandt. Det hjalp lidt på selvværdet, og jeg bevægede mig ind i boss-kammeret.

Bosserne i Souls-spillene har altid været nogle af seriens højdepunkter, og det må siges, at traditionen holdes i hævd i Dark Souls III, hvis den kamp jeg blev udsat for er nogen indikation. Bossen gik under navnet "Dancer of the Frigid Valley", og var en høj spinkel skabning med et kæmpe ildsværd, der antændte alle omgivelser det berørte. Det tog mig en hel del forsøg at lære bossens forskellige angreb at kende, men takket være den førnævnte låste dør, som jeg forud for kampen havde formået at åbne indefra, var det en smal sag at vende tilbage til bossen når jeg døde. Efter mit fjerde forsøg begyndte det hele at gå meget bedre, og jeg fik hurtigt gjort en del skade på kæmpen. Desværre var der tale om et Dark Souls-spil, og da jeg havde fået bossen ned på halvt liv, blev endnu et sværd trukket frem, og pludselig var der er helt nyt sæt angreb, der skulle læres. Jeg kom i tanke om, at min figur var Sorcery-baseret, så jeg begyndte febrilsk at skyde efter monsteret på afstand med Soul Arrows. Det virkede for en stund, indtil et øjeblik uopmærksomhed resulterede i endnu et nederlag. Jeg var frustreret, men glædede mig også over at opdage et nyt system i spillet, som jeg tidligere havde overset. I stedet for at udstyre spilleren med et begrænset antal magiske angreb, har man denne gang en blå mana-bar, som bruge til ens magi. Denne bar kan fyldes op ved at drikke fra en blå Estus-flaske, som fungerer ligesom den gule, bare med magi. Det var et ganske velkomment tiltag, syntes jeg, da det gamle system føltes en smule begrænsende.

Efter et par forsøg til mod slutbossen, var jeg en smule opgivende, men pludselig kom jeg i tanke om den hemmelige mini-boss. Jeg gik derfor i gang med at lede grundigt i de områder, jeg tidligere havde besøgt, og efter et stykke tid fandt jeg frem til en nøgle og et andet sted i banen den dertilhørende dør. På den anden side af døren fandtes en elevator, og da jeg nåede bunden, stod jeg foran et rum fyldt med døde krigere. For enden af rummet sad et væsen og spiste, og da jeg nærmede mig, virkede væsenet pludselig bekendt. Det var en mindre udgave af den tidligere boss, og da den fik øje på mig, kastede den sig straks over mig. Selvom den lignede demoens slut-boss, var den betydeligt hurtigere, og den benyttede sig af isbaserede angreb i stedet for ild. Desuden havde den en aura, der gjorde at man langsomt fik forfrysninger, så det var vigtigt at holde sig på afstand, når man ikke angreb. Jeg gjorde en fire-fem forsøg mod det hurtige bæst, men måtte kaste håndklædet i ringen, da tiden var ved at være løbet ud.

Inden min tid med demoen var slut, fik jeg muligheden for at prøve en af de andre builds, og for at gå over i den helt anden grøft, valgte jeg øksekrigeren. Der var en kæmpe forskel på den måde man kæmpede med ham på, da hans slag var noget kraftigere, og hans skjold noget større. Han havde dog ingen magiske angreb, så det var tit nødvendigt at kaste sig lidt hovedkulds ud i kampene. For at afhjælpe dette, kunne man benytte sig at hans specielle move, som var et area-stun, der gjorde det lidt nemmere at håndtere flere fjender på en gang.

Jeg nåede desværre ikke frem til bossen igen, da min tid med spillet var slut, men det var med et smil på læben, at jeg rejste mig fra stolen. Dark Souls III føles rigtigt godt at spille, og det hurtigere kampsystem vil uden tvivl glæde mange. Til dem der frygter, at spillet kommer til at ligne Bloodborne for meget, kan jeg berolige med, at ud fra det jeg blev vist, så er spillet helt sit eget, både visuelt og gameplay-mæssigt. Nu er problemet bare for mit vedkommende, at spilles udgivelse, som er sat til starten af 2016, føles så pokkers langt væk.