Langsomt bevæger jeg mig op igennem en trappeskakt af gamle gulnede kalksten. Dystre toner fra et orgel kryber sig efter mig et par trin længere nede, og der lyder fjerne stemmer i kirkens kroge og mørke hjørner. Varsomt går jeg op trin efter trin, mens mit hjerte slår hurtigere og hurtigere, for hvert skridt jeg tager. Halvvejs oppe stopper jeg ved en meddelelse skrevet på stenene under mine fødder: "Treasure ahead!" Er der mon en skat, eller er det blot nogens dårlige vittighed, for at lokke mig i en fælde? Uanset så overvinder fristelsen mig, og jeg fortsætter. Ti lange trin efter står jeg ved toppen af trappen foran en dør af store egetræsplanker. Endnu en meddelelse er skriblet på gulvet, men denne gang med et langt mere foruroligende budskab: "Prepare for boss!" Svedperler prikker sig frem på min pande, og jeg tager en dyb indånding, og med klamme hænder åbner jeg den tunge dør. Jeg træder igennem hvælvingen ud på en balkon med udsigt over kirkeskibet. Nedenunder sidder den forsamlede menighed, som levende døde på træbænkene, med øjnene fæstnet på 32' fladskærme. En stemme henvender sig til mig, og trænger igennem det mørke orgel og de knurrende lyde fra zombierne: "Hvis du venter et øjeblik, så vil Miyazaki være klar til dit interview."
Jeg tog til Hamborg for at dø... og dø, og dø, og da jeg var færdig med at dø, så døde jeg lidt mere. Gamereactor var nemlig inviteret til et preview event i Tyskland for Dark Soul III. I en bus stoppet med pressefolk, nærmer vi os adressen, og alle småsnakker spændt. Vi havde alle hørt rygter, men det var alligevel en overraskelse, da bussen parkerede foran en kirke. Store fakler brænder på hver side af kirkeporten, og bannere flagrer på murene. Langsomt åbner porten sig op, og vi bliver mødt af mænd i sorte jakkesæt, som viser os ind i kirkerummet. Som en anden 'Phantom of the Opera' sender en organist uhyggelig musik ud fra sit orgel ovenover os, og statuer fra spillet og store plakater pryder væggene, imens røg smyger sig langs fliserne. Ved kirkebænkene står tyve fladskærme, som inden så længe skal fungere som portaler ind i From Software's helvedesagtige visioner. Nogle vil nok finde det en smule blasfemisk at spille et spil om død og ødelæggelse i et helligt hus, men det er svært ikke at anderkende, hvor godt det æstetisk passer sammen, og hvis man har set gamle renæssancemalerier af skærsilden, ved man at de kristne forestillinger om døden også kan være temmelige ubehagelige. At spille et Dark Souls-spil kan være som at spille en interaktiv portrættering af helvede. Men inden vi får lov til det, får vi en lille præsentation først.
En helt ny trailer starter op til tonerne af en dyster cover-udgave af Phil Collins' True Colors: "Don't be afraid to let them show," synger en kvinde imens store dæmoner rejser sig, og vores helt desperat forsøger at få dem til at falde igen. "Find mørket inde i dig," bliver vi bedt om - man må gå ud fra at ens sande farve i dette spil, er sort. Traileren slutter, og folk klapper, som Atsuo Yoshimura, international producer, træder frem på scenen bagerst i kirken, og byder os velkommen. Han vil gøre det kort. Han ved godt vi alle venter på 'that guy'. 'That guy' er producer Hidetaka Miyazaki, som efterhånden har fået sig lidt en af status i gamer-verdenen. Jeg må ærlig indrømme, jeg ikke for alvor havde hørt om ham før, men den stjernestatus de omtaler ham med plus at vi er en af de få heldige magasiner, som har fået lov at interviewe ham, gør mig spændt på at møde ham. Miyazaki giver os et kort overblik, på oversat japansk, over de nyest tiltag i Dark Souls III: Større verdener, forbedret kampsystem, udvidet multiplayer og mere frygtindgydende bosser er nogle af hovedpunkterne.
From Software har med de nye konsoller kunne skabe langt større baner, som vil fungere som komplicerede labyrinter, hvor der altid er noget at udforske, altid en anden vej du kan prøve. Det var også den oplevelse jeg fik, da jeg satte mig på kirkebænken, og foldede hænderne om controlleren. Dark Souls III ligner et Dark Souls-spil, præcis som man forventer det, men naturligvis meget flottere. Rustningerne glimter lidt mere i solen, monstrene er lidt mere detaljerede. Det ser rigtig godt ud. Dog havde jeg den oplevelse, som jeg har haft med flere nye spil i gamle serier: Der forekommer ikke det store betydelige grafiske spring, som jeg tidligere har oplevet, når serier er rykket over på nye konsoller. Måske er vi bare nået til et punkt i vores grafiske kunnen, hvor det mere handler om de små forbedringer, end de store kvantespring. Når ja hva' pokker; 'if it ain't broken, don't fix it'. Som sagt, så ser spillet virkelig smukt ud på den der onde, foruroligende måde, og Dark Souls-seriens visuelle styrker ligger også mest i det kreative mareridtsagtige design. Personligt synes jeg alting har tendens til at glimte lidt for meget. Alt kommer til at se en smule flydende ud.
Vi befinder os i landet Luthric, som en såkaldt 'unkindled': En person som har været undead i så lang tid, at mindet om selv eget navn er helt væk. Denne person forsøgte at dræbe alle de eksisterende Lords, men fejlede, og nu i døden forfølger han/hun stadig dette mål. Dark Souls III's historie er, som i de tidligere spil, svær præcis at slå fast. Det er ikke meningen at man skal vide, hvad den egentlig handler om. Jeg bad Myiazaki uddybe og forklare historien lidt nærmere. Myiazaki er en flink mand, som skiller sig ud fra mange andre designere jeg har mødt. Jeg interviewede ham i hjørnet på en balkon. Her sad han med krydsede ben, og talte enten ned i jorden, op i luften eller ind i væggen. Selv indrømmer han, at det er svært at forklare hvad historien egentlig handler om, men at alle karakterer og væsener har en trist melankoli over sig, og der er en ensomhed overalt, selv hos de mest uhyggelige karakterer. Men i alt denne apokalyptiske forfærdelighed, er der også en glød af håb. Myiazaki synes helt klart at ville fortælle sin historie på et tematisk og følelsesmæssigt plan, frem for med et decideret plot. Min fornemmelse er, at det fungerer lige så fantastisk i denne omgang som tidligere. Selvom vi befinder os i en gammel kirke, er Myiazaki ikke som sådan troende. I hvert fald ikke når det kommer til gamle legender og myter, men han finder stor inspiration i dem, og er fascineret af de ritualer og fortællinger de bringer. Langt størstedelen af ideerne til designet, får han fra litteraturens verden. Jeg tror at mødet imellem traditionelle europæiske middelalderlegender, og en japansk historiefortæller og spildesigner, har givet grobund for denne helt unikke verden vi oplever i Dark Souls-spillene.
From Software's første møde med next gen-konsollerne var i form af Bloodborne, som udkom sidste år. Under udviklingen brugte de også tiden på at tænke Dark Souls-serien igennem i sin helhed, og de har taget en del lærdom med over i Dark Souls III. Først og fremmest den tekniske erfaring, men mere konkret er der et par tiltag, som er blevet overført. Mængden af udstyr du kan tage med dig er blevet begrænset, men primært ses inspirationen i styringen af karakteren. Hastigheden er skruet op, og din karakteres angreb kan udføres en del hurtigere. Kampsystemet har fået en general overhaling, men er ellers som man kender det. Enhver Dark Souls-veteran vil kunne hoppe direkte ind, og blive dræbt igen og igen, præcis som man er vant til. Der er dog nogle bemærkelsesværdige tilføjelser i form af de nye skills. Disse er tilknyttet hvert våben. Dark Souls kan du gennemføre med kun ét våben, og for at gøre dette mere interessant, tilføjer disse skills dybere strategier med hvert våben således, at hvert våben har et distinkt rollespil tilknyttet. Eksempelvis kan en Knight med et Longsword lave Ready Stance, som giver mulighed for udføre langt kraftigere angreb. Hver karakter vil altså i sammenslutning med et bestemt våben, have specielle evner. Dette er noget, som nok skal give fans lyst til at spille igen og igen, og forsøge sig med mange forskellige strategier. Måske er det bare mine manglende Dark Souls-evner, eller den begrænsede tid jeg havde med spillet, men jeg nåede ikke at forsøge mig med særlig mange af disse skills, så hvorvidt det er så interessant som det lyder, må lade sig vente til en egentlig anmeldelse.
Demoen synes ikke at være langt fra den færdige udgave, og vi starter fra begyndelsen præcis som man vil gøre det ved udgivelsen. Her vælger og designer man sin karakter, som vi kender det fra de tidligere spil. Jeg vælger ridderen, og efter endt introsekvens rejser jeg mig langsomt fra min grav på 'Cemetary of Ash'. Her render jeg kort rundt, og husker mig selv på styringen, ved at tæske et par kutteklædte skeletter. Det går forholdsvis nemt, og min selvtillid vokser: måske er jeg bedre til Dark Souls, end jeg husker - åh ja, jeg blev klogere. Jeg bevæger mig op ad en sti, som løber langs en bjergside, og snart viser der sig en smuk udsigt, med en mystisk klosterligende bygning i horisonten. Det fantastiske ved Dark Souls er, at man ved man vil komme derhen på et tidspunkt, og skal kæmpe mod et eller andet forfærdeligt ubeskriveligt. Hvor stien ender ligger der nogle ruiner, og jeg bevæger mig ud på en åben plads, men stopper brat op. Et meget stort væsen i en meget stor ridder rustning, sidder knælende i midten med en meget stor økse i hånden. Jeg bevæger mig langsomt mod skabningen, men intet sker. Da jeg kommer tæt på lægger jeg mærke til, at dets brystkasse er gennemboret af et sværd, og et hint på skærmen fortæller mig, at jeg kan trække det ud. Jeg ved jo godt, hvad der sker hvis jeg gør det, men jeg er nødt til det... Og ganske rigtigt vågner væsnet prompte op. Dets navn er Ludex Gundyr, og jeg begynder at cirkulere rundt om 'ham', laver et rulle fald, og slår ham i ryggen. "Det skal nok gå det her," når jeg lige at tænke, inden han hopper direkte mod mig, og slår mig i jorden. Inden jeg når at rejse mig op, har han slået mig et par gange mere, og teksten "you died" toner frem på skærmen.
På den igen. Traditionen tro starter jeg ved det sidste besøgte lejrbål, og kæmper mig på ny hen til ham. Han står allerede klar til at modtage mig, og jeg når knap at sige: "kæmpe mand med økse", inden jeg er død igen. Nuvel, tredje gang er lykkens gang, som man siger. Men det er det ikke i Dark Souls III. Til gengæld slår han mig denne gang ihjel med kun tre slag. Langsomt kan jeg mærke den velkendte frustration rejse sig i mig, og jeg begynder at blive nervøs for, at jeg ikke kan nå at se mere af spillet inden tiden er gået. Jeg kan ikke komme forbi ham. "JAAA!" lyder det fra en tysker på den anden side. Det kan altså lade sig gøre. Jeg prøver igen og igen. Henimod 6-7. gang begynder jeg at aflure strategien. Jeg får hans liv næsten halveret, da noget voldsomt sker: Lange sorte tentakler skyder ud af kroppen på ham, og ud af hans hals kommer et langt sort slangeagtigt hoved, som næsten ligner flydende olie. Det minder mig om et koncept Myiazaki beskrev under præsentationen, som jeg nu forstår bedre. I boss-kampene kommer der et såkaldt heat-up moment. Når det synes at gå rigtig godt for dig, muterer modstanderen pludselig, og bliver til et fælt helvedesagtigt monster. Igen dør jeg 4-5 gange, inden det til sidst lykkes mig at få knækket bæstet, og jeg husker hvorfor det er at man elsker at spille Dark Souls. Lykken ved endelig at besejre en fjende, er sjældent så stor som i denne serie. Spillet er svært ja, men kun hvis du ikke er god nok, og hvis du ikke er god nok, så må du blive det. Du bliver belønnet for dine evner som spiller i Dark Souls, og hver gang man når et lille skridt videre, føler man sig lidt bedre og lidt klogere.
Efter mit lille møde med Hr. Gundyr ankommer jeg til en borg. Jeg finder ind til en stor tronsal med fem stole, fire af dem tomme. Her burde de fem Lords of Cinder sidde, men de har forladt deres troner, og det lader til at være min opgave at hente dem tilbage. Det kan jeg naturligvis ikke nå, men efter denne smagsprøve ser jeg virkelig frem til det, når spillet udkommer.
Mulitiplayer er stadig til stede i Dark Souls III. Som udgangspunkt fungerer det præcis som det plejer, men den er blevet udvidet til at understøtte op til seks spillere. Du kan have to hvide fantomer og en rød, men hvis du ønsker kan du hidkalde en ekstra en af hver. Det tror jeg er en ganske spændende tilføjelse, som kan åbne op for mange sjove muligheder. Nu kan endnu flere af dine venner være med.
Normalt når man prøver disse previews, er der ofte ting, hvor man tænker at det tegner godt, men jeg håber de lige retter lidt her, eller forbedrer det lidt teknisk der, men i dette tilfælde havde jeg oplevelsen af at spille et færdigt spil. Der var ikke umiddelbart noget, jeg var nødt til at se igennem fingre med eller ignorere med håb om, at det bliver fikset. Det er betryggende, at spillet synes at fungere så godt så tæt på udgivelsen. Udviklerne påstod, at sværhedsgraden var skruet en tand ned under demoen, så vi kunne udforske mere på den korte tid vi havde. Hvis det er tilfældet, frygter jeg virkelig det endelig spil (på en god måde), for Dark Souls III var lige så udfordrende, frustrerende og gamer-rage-indgydende, som serien plejer at være, men også lige så magisk og fortryllende. Spillet ser godt ud, om end det ikke er drastisk flottere end sine forgængere, og de nye tiltag tror jeg åbner op for endnu flere muligheder, og lyst til nye gennemspilninger. Hvis du er Dark Souls fan, tror jeg godt du kan regne med at sætte en del tid af, når det udgives midt i marts, og glæde dig til igen at kaste dig ud i alskens fantastiske forfærdeligheder. Jeg går i hvert fald gerne i kirke igen, hvis det er sammen med dette spil. Prepare to die!
