Dark Souls: Remastered

Der er ingen vej udenom at Dark Souls er et af de absolut mest influerende rollespil i nyere tid. Ikke blot på grund af de dybe mekanikker, men ligeså udfordringsniveauet, banedesign, styringen og tilgangen til hvordan man spiller rollespil på computer og konsol. Selvsagt. Det er sidenhen blevet til en trilogi af spil, inklusiv en officiel spin-off, Bloodborne, og en hel hær af efterligninger, med meget spredte resultater. Jeg selv har været meget stor fan lige siden Demon's Souls (må du hvile i fred), og var mildest talt usandsynligt begejstret for at høre at Dark Souls, det originale, fik en moderne restaurering. En sådan var ligeså tiltrængt da Dark Souls i sin tid, til trods for sin store indvirkning, var behæftet med fejl og mangler. For os der primært gik igennem mordfabrikken på computer, var der hurtigt forløsning, men for konsolbefolkningen blev der skuet langt efter forsorg. Af samme årsag, synes der at have udviklet sig en meget stor fanbase der egentlig taget aldrig har oplevet den første kapitel i Dark Souls-serien - det kapitel der efter min mening er det bedste.

Dette har QLOC fået til opgave at udbedre. Et firma der bryster sig af deres kvalitetssikring og af deres overførsler af diverse videospil, fra en konsol til en anden. De har blandt en port af Dragon's Dogma til Xbox One og PS4, RiME til PC og Xbox One, og Injustice 2 til PC - et spil de endda have fingrene i at udvikle også - så erfaringen er bestemt på plads. Med Dark Souls: Remastered er der ligeså fra første anslag, ingen svinger i valsen. På PlayStation 4 afvikles hele molevitten i fuldstændig gnidningsfrit 60 FPS, med skarpere teksturer og en dybdegående kantudjævning. Ligeså på computer. Der er nærmest ingen forskel, udover at du skal igennem et enkelt hop mere for at forbinde en controller til din computer. De små detaljer er der også nusset for. Menuerne er ikke skævt oversat mere, hverken når du skal justere de grafiske parametre eller når du skaber en ny karakter. Til veteranerne kan jeg afsløres at den forfærdeligt irriterende "Initialize"-knap er blevet ændret til noget langt mere forståeligt, tak skæbne for det. Underteksterne ligeså er blevet bedre tilpasset, med en mere gotisk skrifttype der ikke var strengt nødvendigt, men derimod et flot lille touch.

Om denne nyudgivelse er ordentligt kvalitetssikret, kan dog kun slås fast med udgangspunkt i et enkelt ord; Blighttown. Til de uindviet var dette område gruet og frygtet af alle Souls-fanatikere, ikke på grund af områdets udfordring eller miljø, men fordi det var noget nær det mest uholdbare, ustabile og elendigt programmeret omgang hø i nyere spilhistorie. Nogen ville påstå at det var direkte uspilleligt. Uden for mange dikkedarer, kan jeg roligt afsløre at hele området kører præcist ligeså flydende som resten i denne nyudgivelse. Jeg fældede næsten en lille tåre, da den hule klokkelyd rungede, og den klassiske hvide, faldefærdige skrifttype der er Dark Souls, varemærke advarede mig om at jeg var ankommet til Blighttown. Mama, I'm coming home.

Den gennemgående restaurering som Blighttown har modtaget er meget symptomatisk for hele arbejdet med Dark Souls: Remastered - ikke blot grafisk, men også teknisk. QLOC har i sandhed formået at bibeholde spillets originale følelse af gru, gotisk mystik, og melankoli, med deres skærpet tekstur arbejde, men ligeså det spilmekaniske og ikke mindst kampsystemet. For kampene er hvad der har skabt Dark Souls ry og rygte. QLOC har fået formindsket den døde tid der alligevel fandtes mellem input fra controller til det udfald der fremkom på skærmen, hvilket giver kampene en langt mere velfungerende timing for spilleren, men ligeså en præcisionsudfordring, hvad angår parering, spark og skub. Uanset hvor hårdnakket man påstår at det eneste kriterium var at "git gud", så forvansker det lidt den sandhed at Dark Souls anstrengte sig for ikke at være komplet rodebunke, rent programmeringsmæssigt. Hvor man før i tiden skulle bruge et rum held for at få multiple indtastninger til at passe sammen, er det nu alt sammen fingerfærdighed. Jeg kan konsekvent sparke, skubbe og parere på de tidspunkter jeg forventer, uden at skulle frustreres af en tung styring.

Nu har jeg primært anmeldt ud fra konsol-overførslen, men lad os lige dvæle lidt ved PC-udgaven. Nogen vil hævde at med diverse modifikationer, en del flid og nøgternt detaljestyring, kan man snildt få den oprindelige port af Dark Souls til at fungerer optimalt til computer. Ikke desto mindre præsenterer tvungen 60 FPS en del problemer med kildematerialet, i det bestemte hop går i vasken, pareringer ikke fungerer optimalt, og din karakter kan sidde direkte fast mellem solide objekter, hvilket den ellers ikke ville. Med naturlig 60 FPS er alle disse problemer løst. Englene sang højlydt, da jeg stormede igennem alle de faldgruber jeg havde haft i min modificerede udgave af Dark Souls: Prepare to Die uden overhovedet at sidde fast en enkelt gang - Blighttown, New Londo Ruins, begge Darkroot-områder, det fungerer så smukt. De samme parametre som udspiller sig i konsol-overførslen, er gældende på samme høje niveau på computer.

Og det er, undskyld mit franske, fandeme også på tide.

Denne optimeret nyudgivelse er hvad det første kapitel i trilogien altid har fortjent, på tværs af samtlige platforme. Syv lange år skulle der gå, men ventetiden har været det hele værd. Ejer man allerede den ikke-restaureret udgave, kan man anskaffe sig Dark Souls: Remastered til nedsat pris - hvilket rent forbruger etisk er en lidt uheldig beslutning - ikke desto mindre, er det pengene værd. Er man en late bloomer, og har aldrig prøvet det første kapitel, har der aldrig præsenteret sig en bedre mulighed før nu. Med dedikerede player-versus-player servere og de professionelle folk fra QLOC til at tage sig af fremtidige opdateringer, spår jeg en nyfunden begivenhedsrig fremtid for det spil der satte verden på den anden ende i 2011.

Forbered jer på at dø endnu en gang. Vi ses på slagmarken.