Darksiders Genesis

Darksiders har gennemgået store forandringer og omvæltninger i løbet af seriens første årti. Vigil Games, udviklerholdet bag de første to spil, blev lukket ned kort efter 2'erens udgivelse, i forbindelse med megaudgiveren THQ's finansielle undergang. Sidenhen blev rettighederne opkøbt af Nordic Games (THQ Nordic, i disse dage) og Gunfire Games, et nystartet spilstudie, fik til opgave at fortsætte serien med sidste års Darksiders 3. Og nu, kun et år senere, bliver serien atter engang udbygget - denne gang med en sideløbende afstikker, udviklet af Airship Syndicate.

Hidtil har vi fulgt tre af apokalypsens fire ryttere - War, Death og Fury. Denne gang er turen kommet til Strife, som, i selskab med sin velkendte krigsbror, har hovedrollen i Darksiders Genesis. Rent kronologisk foregår spillet før det første i serien, kort efter den mytiske strid om Edens have. Hesterytternes opgave, som bekendt, er at opretholde balancen mellem himmel og helvede. Darksiders Genesis handler derfor om at jage, finde og besejre Lucifer, den magtfulde dæmonkonge som har forsøgt at skævvride balancen mellem godt og ondt.

Modsat tidligere spil i serien, så er Darksiders Genesis ikke et traditionelt kamp-og eventyrspil i tredjeperson, men præsenterer sin spilverden gennem et kameraperspektiv og et kontrolskema som henleder tankerne på Diablo-serien og diverse oppefra-ned skydespil med særlig vægt på adræt brug af begge analogpinde. Opgraderings- og rollespilssystemerne er dog stadig intakte og det samme gælder den eventyrspilsagtige udforskning.

Både War og Strife er spilbare karakterer i Darksiders Genesis, med forskellige evner og egenskaber. Man kan frit skifte mellem begge, men hvis du spiller alene, er du begrænset til kun at styre én af de to hesteryttere ad gangen. War er en nærkampskriger med tunge sværdslag, hvis kontrolskema, trods en anderledes kameravinkel, bevarer meget af oplevelsen fra det første Darksiders. Strife er omvendt udrustet med to dødbringende pistoler med forskellige akrobatiske undvigelsesmanøvrer og ammunitionstyper. Begge krigere bliver gradvist stærkere i løbet af kampene, med kortvarige superevner, nye egenskaber og selvfølgelig mere permanente opgraderinger fra seriens vante handelsmand, Vulgrim.

Rytternes forskellige evner bliver ikke kun brugt i kamp, men også til at bevæge sig gennem spillets verden. Begge karakterer har en spøgelsesagtig kasteklo som indgår i forskellige platformssektioner, mens eksplosive ildkugler kan bruges til at tænde fakler, kasteknive kan snitte reb på afstand og så videre. På den måde præsenterer spillet altså også en række progressionsbarrierer i form af gåder og andre spilmekaniske udfordringer.

For det meste byder de hyppige kampe på sammenstød med forskellige dæmoniske fodtudser, men spillet gemmer selvfølgelig også på en række bosskampe. Bosserne er velskabte, men genkendelige størrelser, med forskellige mekaniske kneb og åbenlyse svagheder - som det skal være. Nogen større udfordring udgør de ikke, men der er tilpas mange af dem og de kan flere gange sætte samarbejdsevnen på prøve.

For samarbejde er netop en del af Darksiders Genesis. Selvfølgelig kan man opleve spillet på egen hånd, men sammenspil med en ven virker ligesom mere oplagt. Vulgrims handelsposter, strategisk distribueret rundt omkring i spillets baner, fungerer også som påkaldelsespæl for andre spillere - venner eller fremmede, afhængig af indstillingerne. Spillet lægger på flere punkter op til co-op: når den ene karakter dør som solospiller, skifter man automatisk over til den anden. Det er både lidt akavet, men det suger også noget af spændingen (og udfordringen) ud af spillet. Der er også flere døre, håndtag og trykplader som man snildt kan åbne på egen hånd, men som åbenlyst lægger op til tilstedeværelsen af to spillere.

Så Darksiders Genesis føles noget ufuldstændigt på egen hånd. Det er også ganske forfærdeligt at spille, uden en ordentlig controller. Mus og tastatur er bestemt ikke gangbart. Derudover, så er spillet - trods hæderligt stemmeskuespil og pæn grafik - tynget af en del tekniske problemer. [Fra oversætteren: jeg skulle selv have anmeldt spillet, men en brutal fejl gjorde det umuligt for mig at avancere forbi første bane!]]

Videre endnu, så forsøger Darksiders Genesis at finde en balance mellem komiske, lettere selvbevidste karakterer og en mørk spilverden med en dyster atmosfære. Det fungerer ikke altid, men spillet er stadig underholdende - især i de mere hektiske sekvenser, når fjenderne fylder halvdelen af skærmen og antallet af ildkugler forvandlet spillet til et vaskeægte projektilhelvede.

Darksiders Genesis, med sin alternative kameravinkel og som forsigtigt genreeksperiment, er en velkommen tilføjelse til en folkekære spilserie. Spillets fortælling er udmærket, stemmeskuespillet er stærkt, karaktererne er velskrevne og muligheden for at spille med en ven er simpelthen så fin. Der gemmer sig et par tekniske knaster som udviklerne ville gøre klogt i at få ordnet (hurtigt!), men ellers kører spillet fint - og er en fornøjelse af hakke sig gennem.