Darksiders II

Det første der slår mig ved Darksiders II er, at det virker langt mere farverigt end forgængeren. Det er langt fra noget, man ville kalde tegnefilmsagtigt, men farverne skiller sig på en måde mere ud. Ikke at det oprindelige Darksiders var udvasket, men udviklerne har tilsyneladende taget tegneserie-udseendet et skridt længere denne gang.

Den nye hovedperson er Death, bror til War, ham vi spillede som i det første spil. War var en ret stor gut, stille og cool. Jeg har svært ved at holde lige så meget med War og hans makker Despair, i den udstrækning at hans eventyr udspiller sig parallelt med begivenhederne i det første spil. Visuelt har han en meget udtalt hip-hop-inspiration, går med skeletmaske, og hans yndlingsfarve er tilsyneladende aubergine. Mine forbehold over for ham er et spørgsmål om personlig smag, og jeg er sikker på at nogen vil foretrække ham frem for den mere alvorlige War.

Hans våben er leen, som han bærer to af. De er ret fleksible, og kampene bliver ikke kedelige. De to leer kan kombineres til én, eller endda bruges som boomeranger. Du kan bruge andre våben, såsom en pistol, og de kan bruges i de sædvanlige combo-kæder for at øge multiplier'eren. Death har også et par ekstra tricks i ærmet, såsom Ghost Hand, et move der lader ham feje svagere modstandere hurtigt af vejen. Og med store fjender trækker det omvendt Death tættere på deres sårbare hoved.

Det skal siges, at Death er meget anderledes end War, der var en stor og kraftfuld figur. Vores nye helt har en del muskler, men han er ikke en stor Schwarzenegger-agtig skikkelse. Han er smidig og bevæger sig raskt væk fra angreb. Han bevæger sig og undviger med stil, er en effektiv dræber, og har endda tid til at fyre et par rappe bemærkninger af. War var en mere ligefrem slagsbror, der delte tæv ud og blokerede angreb. Han virkede humorløs, trods al sin coolness. Det er et skift i retning, der burde appellere til dem, der vil gøre mere brug af smarte moves og taktik med controlleren. Fra første dungeon kan vi tydeligt se passager, der minder os om Assasin's Creed, Uncharted og Prince of Persia. Der er lagt større vægt på eventyr, og det ser ud til at fungere godt.

Inspirationen er åbenlys. Death løber på vægge, hopper frem og tilbage mellem dem. Og selvom han ikke kravler på reb, er han så smidig at han kan løbe hen ad dem. Han får også det bedste ud af små kanter, og takket være Ghost Hand kan han manipulere fjerne genstande. Alle disse teknikker kombineres med evner, vi har set i andre spil, hvor det er en del af oplevelsen at klatre på vægge. Men skal man dømme ud fra preview-versionen vi har set, virkede denne klatring ikke så velintegreret som i førnævnte titler. Dog fik vi kun korte glimt af disse dele, og det er svært at vurdere hvordan de vil optræde i det endelige spil.

Vores oplevelse af problemerne var ikke så meget med selve mekanikkerne, men snarere med det noget kedelige banedesign. Lava-banen havde masser af akrobatiske passager, men det virkede usammenhængende, med en underlig sektion, hvor rullede rundt på en kugle for at undgå lavaen. Selvom det første spil var en samling af koncepter, vi havde set før, så var de for det meste samlet på en måde, der skabte en underholdende enhed. Måske er der bare talte om dårligt udvalgte sektioner, men det vi så i løbet af demoen var ikke fuldstændig overbevisende.

Men hvad angår kamp, ser spillet lige så godt ud som den første del. Fundamenterne fra Darksiders er her stadig, men skiftet af figur har medført nogle mindre forandringer. Death kan for eksempel ikke blokere, og er derfor nødt til at undvige angreb. Vælger du at bruge al din wrath på at skifte til Deaths Chaos-form, bliver han langt stærkere i en kort stund.

Der er blevet lavet heftigt om i de oplåselige kræfter siden sidste spil. Skill-træet er nu delt i to, Necromancer og Harbinger, og du kan nu vælge at fokusere din figur mere på magi. At genoplive de døde er let som necromancer, og det er helt op til spilleren, hvilken vej han vil gå. Uanset hvad du vælger, kan disse evner blive så kraftfulde, at de overgår Deaths almindelige kampevner. På den led er du langt mere fleksibel denne gang, og denne fleksibilitet kommer ikke kun til udtryk i evnerne, men også i den visuelle stil.

Præsentationen er stadig sublim, og føles som taget direkte fra siderne i en grafisk roman. Figurerne stammer fra Joe Madueiras pen og ser fremragende ud, mens fjenderne formår at fremstå som anderledes og nye. Mind Golemen ligner en blanding mellem et træ og en muteret Goron fra Nintendo, og det er let at forelske sig i Darksiders' verdens unikhed.

Det lader til at designet er inspireret af dyre- og planteliv, da vi allerede har set den enorme fårekylling fra den forrige preview-udgave, og i denne demo optræder en skildpadde lavet af knogler. Den sender mindre fjender efter os, og holder os på plads med et trampeangreb. I sidste ende er det denne evne kombineret med temporal-bomber, der bliver hans undergang.

Det er uden tvivl et stort bæst, men kun i mellemstørrelse i forhold til de andre fjender i spillet. Ambitionen har været at skabe bosser, der byder på unikt gameplay, og ikke er så modtagelige over for de sædvanlige angreb og taktikker. Til sidst i demoen får vi en lille smagsprøve på noget afsindigt magtfuldt, men vi må vente med at finde ud af hvad. Det behøver vel næppe blive sagt, at vi glæder os til Darksiders II.

Det, demoen byder på, er i stor udstrækning et valgfrit dungeon, der er en afstikker fra hovedhistorien. Det fulde spil vil byde på en mere åben verden, med muligheder for at udforske væk fra den gængse vej, mens hovedhistorien vurderes at tage omkring 20 timer at gennemføre. Sammenlignet med det forrige spil og dets åbne og udførlige dungeons, går dette spil et skridt længere, og bliver forhåbentlig en værdig efterfølger til det overraskende hit. Forhåbentlig var det noget rå banedesign i dungeonet kun et udtryk for, at det ikke var del af hovedhistorien, for udover dét ene punkt imponerer Darksiders II os.