Darkstar One: Broken Alliance

Genudgivelser er uforskammet herlige. Tænk at få endnu en chance for at spille et spil, du synes om, og genopleve alle de ting du kunne lide. Hvad kan være bedre? Vi har i den seneste tid haft muligheden for atter at stifte bekendtskab med Guybrush Threepwood i The Secret of Monkey Island og Monkey Island: LeChuck's Revenge, vi har fulgt Jill og Chris endnu en gang gennem verdens værste villa i Resident Evil, og suset med overlydsfart i blærede svævebiler i Wipeout HD. Der er dog en lille hage ved hele konceptet med at genudgive spil, hvis det skal fungere i praksis. Spillet skal nemlig have været godt, eller i det mindste okay, til at begynde med.

Tyske Gaming Minds har tilsyneladende ignoreret den lille detalje, da de besluttede sig for at genudgive deres rumskyder Darkstar One eksklusivt til Xbox 360. Darkstar One havde nemlig temmelig mange ridser i lakken, så det overrasker ikke, at genudgivelsen Darkstar One: Broken Alliance heller ikke er et topspil.

Som hovedpersonen Kayron overtager jeg rumskibet Darkstar One, som min afdøde far har efterladt sig. Farmand er blevet myrdet, tilsyneladende af sin bedste ven, og hævnlysten som jeg tydeligvis er (men ikke viser), skal jeg selvfølgelig få ram på den skiderik der gjorde det. Det indebærer i praksis at jeg styrer et ekstremt opgraderingsegnet rumskib, der, til trods for at det har alt det seneste udstyr, kan gøres temmelig meget skarpere. At pimpe skibet er mit primære mål for at komme videre i Darkstar One: Broken Alliance, i og med at opgraderingerne mere eller mindre låser op for nye planetsystemer.

Darkstar One: Broken Alliance er desværre et ensformigt spil. Når jeg ikke arbejder mig videre igennem de missioner, der bærer handlingen fremad, er der en mængde af sidemissioner at gennemføre. Desværre er det på mange måder enslydende opgaver, placeret på forskellige steder. Jeg ved ikke hvor mange containere med varer jeg har fragtet gennem galaksen, og jeg har heller ikke tal på hvor mange handelskonvojer jeg har eskorteret til afsides handelsstationer. Og det er nødvendigt at lave en hel del sidemissioner for at få de penge, som Darkstar Ones mange opgraderinger koster. Heldigvis er de historiebaserede missioner mere afvekslende og bryder monotonien en smule.

Selvom Darkstar One: Broken Alliance er et spil der ikke byder på nogen deciderede overraskelser, gameplayet faktisk underholdende. Eller, en del af det er i hvert fald. Når jeg ikke tvinges til at famle mig igennem menu efter menu for at købe, sælge, sætte navigationspunkter på kort eller opgradere Darkstar One, bruger jeg tiden bag skibets styretøj. Fra et førstepersonsperspektiv, set ud gennem mit højteknologiske cockpit, opsøger jeg gerne slagsmål. Det er faktisk sjovt at skyde fjender ned, jage dem med missiler eller jokke sømmet i bund brænde deres bagdele med laser på tilfredsstillende vis. En gruppe smuglere forsøgte at få mig ned med nakken, da jeg var på vej til et møde, men det havde de ikke held med. Med et hurtigt rul og et par velplacerede skud blev hele sekstetten, der havde ligget på lur bag nogle asteroider, forvandlet til rumskrot, og jeg kunne fortsætte med min mission.

Darkstar One: Broken Alliance minder meget om sin PC-originalversion på den grafiske side. Jeg funderede lidt over hvilke spil, der udkom i 2006 (hvor Darkstar One blev udgivet første gang), og kom frem til at det ikke har været nogen skønhed dengang. I 2006 udkom spil som Dead Rising, Gears of War og Half-Life 2: Episode One - spil der stadig har en vis autoritet, når det kommer til grafik og grafisk håndtering. Darkstar One: Broken Alliance ser gammelt ud sine genbrugte rumskibsmodeller, grumsede mellemsekvenser, lavopløste teksturer og brister i den Mass Effect-glans jeg nu engang forbinder rumeventyr med.

Styringen i Darkstar One: Broken Alliance luger meget af PC. Det er let at spille når man befinder sig i diverse dogfights, men vejen dertil er en temmelig omstændig affære. For overhovedet at interagere med missionsgivere, handelsstationer, fjender og forskningsbaser, skal disse markeres. At markere noget sker gennem en del knaptryk og bladren i lister, hvilket gør Darkstar One: Broken Alliance til et klodset spil på konsol. Jeg kan snildt forestille mig at styringen på PC har været noget mere flydende, men på Xbox 360 føles det besværligt og tungt. Gaming Minds burde have taget sig tid til at gøre menusystemerne mere intuitive, for Darkstar One: Broken Alliance taber meget på det omstændige markeringssystem.

Problemet med Darkstar One: Broken Alliance er, at det føles forældet. Gammeldags. Mosset. Spillet er ganske enkelt ikke med og leger med de coole kids. Det forsøger at skabe en spændende oplevelse, eftersom de valg af missioner, man træffer, fører til at man kan alliere sig med forskellige fraktioner, men det giver ikke så stor effekt på spillet som man kunne håbe. Det er for længst blevet bevist at man kan lave en god genudgivelse eller oppiftning af et ældre spil. Men måske skal råmaterialet have visse kvaliteter til at begynde med...