Darkwatch

Darkwatch er anderledes, frisk og spændende, lige indtil hovedpersonen Jericho Cross, desperado og regulær togrøver, sprænger en massiv, indgraveret jerndør i luften og slipper en vampyr løs. Dette sker efter fem minutters spiltid. Cross bliver bidt af mørkets yngel, forvandler sig selv til vampyr og bliver herefter, meget belejligt, udstyret med et Blood Shield, reelt bare Master Chiefs regenererende skjold, som Bungie så mesterligt introducerede os for i det første Halo-spil. Efter dette står den på forudsigelig førstepersons action i en gotisk, mørk og skummel western-verden.

Highmoon Studios ligger ellers op til noget mere med Darkwatch, der fusionerer gotikkens snørklede spir og blyindfattede vinduer med vestens seksløber-cowboys og den støvede prærie. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg har set et spil, der tematisk bevægede sig i den retning, siden det dybt skuffende og vanvittig kedelige Silverload i sin tid indtog PlayStation. Så det er ærgerligt, at det ikke er denne gang, at en udvikler rammer den helt perfekte stemning og serverer det sammen med et ligeså ophidsende gameplay.Darkwatch er nemlig langt hen af vejen en yderst ordinær FPS, der, ved at hænge den bredskyggede hat på et par nye koncepter, forsøger at overbevise mig om, at de næste ti timer i spillets selskab er godt givet ud.

Jeg har dog svært ved at se det. Kontrollen virker for upræcis, fjenderne er tusindvis af ens skeletter med knivskarpe segl, uddøde indianere, fede hillbilly-nybyggere, ludere i beskidte kjoler, benede cowboys - og ja, flere skeletter, denne gang med TNT-tønder på skulderen. Heldigvis er der nye tiltag i Darkwatch. Gennem hele spillet vælger du Jericho Cross videre færten. Skal han hævne sig og dræbe vampyrernes mester, eller skal han lade sig opsluge af den indre tørst og ende som endnu en af de uddøde? Valget er der i de såkaldte Judgment Events, der lader dig styre Cross mod mørket eller lyset via en række indlysende og virkelig sort/hvide beslutninger. Ifølge Highmoon er der otte af slagsen i spillet, og flere af dem fører til deciderede anderledes bosser og plotdrejninger.

Darkwatch byder også på lidt tredjepersons-adspredelse i form af action på hesteryg. Din trofaste, uddøde, sorte ganger kan lægge nogle kilometer bag sig hen over prærien, og som du ræser forbi tunge, rullende passagervogne trukket af et tøffende lokomotiv, får du så mulighed for at nedplaffe en lang række fjender. Ideen er såmænd god nok, men som med alt andet i spillet, bliver det hurtigt trivielt. Der skabes aldrig rigtig et godt tempo eller nok variation i disse passager til at være andet end fyld. For at runde pakken af har holdet også inkluderet et såkaldt Blood Vision, og igen snupper drenge bare en effekt, der allerede er pisket til døde i såvel film som spil. Blood Vision gør nemlig Jericho Cross i stand til gennem blodsprængte øjne, naturligvis, at se omridset af fjenderne, som var det højlys dag. Du har set det i Predator, Splinter Cell et al., og det er mildest talt ikke overraskende at se det igen i Darkwatch.

Jeg indrømmer ærligt, at Highmoons spilbedrift ikke ligefrem tænder flammen i mig og at jeg ikke helt ved hvorfor. Måske er det den kønsløse omgang med alverdens prøvede koncepter og ideer, der går mig på, eller måske er jeg bare ved at være godt og grundigt træt af førstepersons actionspil, der ikke vil mere end sidemanden, eller også er det fordi at Darkwatch i virkeligheden er et ret så sløjt bekendtskab. I Amerika høster spillet i hvert fald væsentlig flottere karakter end jeg umiddelbart ville hæfte i enden på det, hvis jeg her, efter fire timers spil, skulle sætte et endeligt punktum. Jeg er ganske enkelt ikke blevet overrasket eller henrykket nok til at kunne sige andet end at Darkwatch ligner alt det andet, som i øjeblikket optager unødvendig plads på spilhylderne verden over. Trist, men sandt.