Darkwatch

"Historier i spil er per definition noget lort" - da Mathew Kumar skrev lige præcis de linier i forrige måneds klumme, må han have tænkt på Darkwatch. Spillet snubler nemlig så fornemt hen over selv de mest enkle og ligetil ting, at det bliver helt hysterisk åndssvagt at være vidne til. Fra den forcerede start, der med lynets hast forvandler Jericho Cross til en vampyr over erhvervelsen af hans sorte ganger og til selve plottet om organisationen Darkwatch, tvinges det hele igennem uden nogen flair for dramatik eller indlevelse. Highmoon Studios er bare ikke historiefortællere og Darkwatch er en omgang forvrøvlet sludder.

De er heller ikke et velsmurt spilstudie med tjek på den tekniske eller visuelle side af elektronisk underholdning. Nok er Darkwatch’ univers, et gotisk, forvredet og dystert sted, befolket af vampyrer med blodrøde øjne og sylespidse tænder, fyldt med atmosfære, men når alt andet er set før og langt bedre, så er det svært at få øje på de store lyspunkter. Det her er Halo 2, smurt med lidt cowboy-action og så ellers støvsuget for den knivskarpe balance mellem våben og fjender, der er så hulens nødvendigt i et ægte actionspil.

Jericho Cross er om nogen en af spilhistoriens mest anonyme spilkarakterer, og uden evnen til at snakke, forsvinder han fuldstændig i det krampagtige manus. Der forsøges at puste lidt liv og nogle svære valg ind i ham gennem såkaldte Judgement Events, men de håndteres, hvis det er muligt, med mindre finfølelse end Fables moralske sort/hvide valg. Faktisk går Darkwatch så langt, at spillet fortæller dig præcis hvad hvert valg indebærer, så du aldrig kommer i tvivl om, at det f.eks. er uhyre ondskabsfuldt at dræne almindelige mennesker for deres blod. Nintendo har vist hvordan en ikke-talende helt får spilleren til at leve sig mere ind i karakteren. Highmoon viser, hvordan man skaber en som ingen hverken gider beskæftige sig med eller kan huske bare fem minutter senere.

Værst af alt er dog at drengene slet ikke formår at sy en del gode elementer, der naturligvis er håndplukket fra alverdens succesfulde FPS-spil, sammen til et bare rimelig velfungerende actionspil. Fjenderne vælter ind over dig i byger uden nogen form for intelligens eller taktik, og det lykkes sågar udvikleren at præsentere dig for størstedelen af dem inden der er gået et par timer, hvilket betyder at kampene herefter bare gentages ad nauseum. Monotonien forsøges blødt op med to pinagtige indslag, hvoraf det ene involverer kørsel i en såkaldt Coyote-vogn, der minder så forfærdelig meget om Halos Warthog, at et søgsmål ikke er helt af vejen, mens det andet er en ekstrem fastlåst ridetur af den gamle skole - on rails kedsommelighed hele vejen. Intet af det virker som mere end en tidlig strøtanke, der aldrig er blevet fulgt ordentligt til dørs. Våbnene er desuden som du kunne forvente dig det. Fra pistoler over shotguns og til raketkastere, er der intet nyt i arsenalet. Den er kun den grafiske udformning, der er anderledes.

Det er egentlig en skam, at Darkwatch ikke når længere i sine bestræbelser, for når jeg kigger ned over de forskellige elementer det består af, så ser det unægtelig ud til at kunne have været en vild western-cocktail. Universet er trykkende, mørkt og ondskabsfuldt, og ideen med at lade det hele udspille sig i det vilde vest, er fremragende - jeg er nemlig ved at få nok af mørke korridorer og rumodysseer. At spillets Blood Shield er Master Chiefs regenererende skjold, er også til at leve med, ja, selv det Predator-inspirerede Blood Vision kan til nød gå, når nu Highmoon gennemgående insisterer på ikke at genopfinde den dybe tallerken. Men holdet mangler virkelig at forstå, hvad der fik de enkelte elementer til at virke i andre sammenhænge. Der er ingen drevne 30 sekunders skuddueller, ingen brug for at krybe i skjul mens du lader dit våben, og slet ingen krævende fjender. De raslende skeletter, fede nybyggere og beskidte horehusludere er kanonføde - intet andet.

En ordentlig multiplayer-duel er i øvrigt heller ikke til at opdrive i Darkwatch. Banerne mangler den balance, du kan finde i Rainbow Six eller Halo 2, og det hele bliver hurtigt en stor omgang rod, hvor du bare plaffer løs og håber på det bedste. Jeg spenderede den bedre halvdel af en aften i cyberspace under anmeldelsen af multiplayerdelen, og jeg har ikke haft lyst til at vende tilbage til den efterfølgende. PlayStation 2-versionen kan ikke gå online, men indeholder i stedet en co-op feature, der fungerer en del bedre, men det ændrer bare ikke det store, når Darkwatch ikke er bedre.

Darkwatch er en omgang uinspireret og træg FPS-underholdning, der virkelig kun hænger sammen, hvis du fjerner paraderne, slår hjernen fra og i øvrigt ikke har rørt et actionspil i årevis.