Darwinia

Da den mystiske Dr. Sepulveda lancerede sin Protologic 68000-hjemmecomputer tilbage i midtfirserne, var det med højtravende bekendtgørelser om "maskinen over dem alle". Men lanceringen løb løbsk, og snart stod Sepulveda med et varehus af usælgelige maskiner. Bitter og resigneret trak han sig tilbage fra offentlighedens søgelys.

Næsten tyve år senere er Sepulveda tilbage. Årene udenfor offentlighedens søgelys har han brugt til at forbinde de kasserede Protologic-maskiner i et stort netværk, og undervejs er det umulige sket: En hardware-fejl har beboet netværket med selvstændige, virtuelle skabninger. "Darwinians" kalder doktoren selv de små grønne sprites, der huserer i hans maskiner. Til dem har han skabt en virtuel verden - Darwinia - og den er han nu klar til at vise frem for verden.

Men portene er kun lige blevet åbnet, da en virus slipper ind i systemet. Darwinia overrendes af aggressivt kryb, der myrder løs på den originale befolkning og truer med at udslette verdens første eksempel på blomstrende, virtuelt liv. Tilfældigvis er du den virtuelle verdens allerførste betalende gæst, og det er nu op til dig og Dr. Sepulveda at redde de forsvarsløse Darwinians fra den skånselsløse invasionsstyrke.

Bemærk, hvordan Darwinia allerede i sin forhistorie binder udspekuleret an til computerspillets fortid. Beretningen om Dr. Sepulvedas mislykkede mirakelmaskine ligner noget vi har hørt før, bare tilsat et touch af absurd humor. Samtidig går historien perfekt i spænd med Darwinias unikke look: Spillet ligner virkelig noget, der udspiller sig i en hyper-avanceret hjemmecomputer fra 1986.

Fraktal-genererede landskaber, grove i formen men glødende i farven, omgivet af firkantet vand. Farverige vektor-træer, der stråler som skærmene i en arkade-hal anno 1980. Flade 2D-sprites og 3D-modeller, der er pixelerede og primitive, som i de gode gamle dage. Darwinia ligner intet andet lige nu: Hvor langt de fleste spiludviklere går efter detaljerig realisme, går Introversion efter et minimalistisk retro-look. Resultatet er en nostalgisk nydelse.

Den unikke og underskønne grafik - med matchende, arkade-inspireret lyd - er det første, der fænger ved Darwinia. Men mindst ligeså specielt er gameplayet, der blander genrer og ideer med en besnærende selvfølgelighed. Det er ikke bare et spørgsmål om nye ideer, der giver et ellers regelret genre-spil en snert af noget friskt: Darwinia er skævt tænkt fra top til tå.

Spillets baner starter relativt enkle. Til sin rådighed har man to typer programmer, det vil sige enheder, der fremmanes ved at tegne figurer på skærmen med musen à la Black & White. Du kan bruge uendeligt mange af dem, men i udgangspunktet kun tre ad gangen - deri ligger en del af udfordringen.

Squads er små kommandoenheder, der styres med museklik, et for gå og et for skyd - tænk Cannon Fodder eller Syndicate - mens Engineers er problemknusere, der kan erobre bygninger og samle sjæle op. Sjæle efterlades af både døde virusser og Darwinians, og kan senere i spillet indløses til nye Darwinians. Bygninger skal erobres for at kunne bruges til din fordel og giver samtidig adgang til at placere enheder i området. Den sidste brik i puslespillet er de små grønne Darwinians selv, der med tiden både lader sig kommandere med og bevæbne.

I det hele taget er Darwinia i høj grad et spil, der ændrer karakter med tiden. Nye våben gøres tilgængelige og gamle opgraderes, men også helt nye enheder og radikalt anderledes fjender melder deres ankomst. Samtidig har hver bane sin helt egen funktion, der passer ind i spillets overordnede forløb på en meget tilfredsstillende måde. Man tager hul på spillet med stor respekt for Introversions sans for enkelt, virkningsfuldt gameplay - men også med en fornemmelse af, at det her hurtigt kan blive kedeligt. Det stik modsatte viser sig at være tilfældet: Spillet udvikler sig konstant, og ender med at være en særdeles sammensat størrelse.

Især virus-fjenderne antager nye former, efterhånden som spillet skrider frem. Det starter stilfærdigt nok, med pileformede orme, der blot skal have et enkelt laserskud for panden. Men snart møder man modstandere, der kan lægge æg, modstandere, der kan dele sig i to og sågar modstandere, der kan samle sjæle op og omdanne dem til ny virus. Hver især stiller de krav til taktikken, så selvom Darwinia i høj grad lever på et tempofyldt, arkade-inspireret gameplay, kræver det ofte stor omtanke at løse spillets udfordringer.

Faktisk udvikler Darwinia sig efter en fredsommelig start til en forbandet udfordrende størrelse. Men som spiller lades man aldrig i stikken. Introversion har været omhyggelige med at højne sværhedsgraden i et gennemtænkt tempo, og takket være pædagogisk assistance fra den gode Dr. Sepulveda, er der altid hjælp at hente til spillets lidt uvante gameplay og styresystem.

Netop styresystemet er et af spillets få svage punkter. At tegne figurer med musen i stedet for at trykke knapper fungerer fint som en stress-faktor, men de mere avancerede tegninger er frustrerende svære. Samtidig vil den totale mangel på pathfinding givetvis falde nogen for brystet: Enheder bevæger sig altid fra punkt A til B i en fuldstændig lige linje, uafhængigt af forhindringer og lurende dødsfælder.

Stadig: Disse er mindre ankepunkter i et ellers uimodståeligt spil. Darwinia er spækket med charmerende detaljer og små hilsener til spilhistorien, fra den Windows-agtige "Task Manager" til de direkte importerede Space Invaders. Det oser simpelthen af kærlighed til computerspil - ikke mindst den slags spil, der trækker dig til med en simpel idé og holder dig fast med gennem-gedigent gameplay. Et unikt nostalgi-trip og en født kult-klassiker.