I spil, og i næsten alle former for medier, findes der et uhåndgribeligt, nærmest ubeskriveligt element, vi kun kan kalde "secret sauce", en x-faktor. Det betyder intet, hvad budgettet, konceptet eller gameplayet er - hvis det har en snert af "sauce", skal det nok fange blikket. Det er den X-faktor, der får dine øjne til at spærre sig op, selv når de er ved at blive trætte efter at have set den 51. annoncering i et to timer langt show. Det er sikkert at sige, at Darwin's Paradox! har masser af "sauce".
ZDT Studios platformseventyr om en blæksprutte, der forsøger at finde vej tilbage til havet efter at være blevet kidnappet for at blive lavet til suppe, er den helt rigtige kombination af skør, charmerende og hjertevarm. Dens præmis samt dens frække og ret muntre livssyn føles som noget, man ikke støder på for tit. I det mindste ikke uden at det kammer over i det mærkværdige til et punkt, hvor man ruller med øjnene. Darwin's Paradox! mestrer den balancegang med lethed. Eller skulle jeg sige, at det glider glat igennem? Skulle jeg? Hvordan bevæger blæksprutter sig egentlig?
Ifølge dette spil bevæger de sig utroligt godt. Darwin springer, kravler og svømmer med stor manøvredygtighed. Fra havets mørke dyb til den hektiske flugt fra en eksploderende fabrik er kontrollen responsiv og flydende, men den tilpasser sig også banens behov. Darwin bevæger sig naturligvis ikke lige så hurtigt på land som i vandet, men han har værktøjer til rådighed, der får dig til at føle dig som den superhelte-blæksprutte, du er født til at være - som for eksempel at kunne klistre til enhver overflade. Der er også camouflage og blæk-skydning, samt et par andre banespecifikke mekanikker, som jeg ikke vil afsløre, men de gør alle et strålende stykke arbejde med at holde et smil på dine læber og holde dig engageret i de forskellige aspekter af Darwins gameplay.
Dette er virkelig Darwins spil. Du kunne ikke bare kaste Spyro eller Crash Bandicoot ind i denne verden, for selvom Darwin's Paradox! øjeblikkeligt vækker nostalgien fra de gamle platformspil, når man samler det op, så roterer hele spillets kreative kerne omkring denne blæksprutte. Det er måske lidt indlysende titlen taget i betragtning, men Darwin fungerer som mere end blot en sød maskot. ZDT Studio har centreret spillets mekanik omkring, hvad en blæksprutte kan, og løftet de evner med hundrede procent. Det skaber et logisk, progressivt gameplay gennem den korte, men effektive fortælling, der får hele oplevelsen til at klikke igen og igen. Kommunikationen mellem udvikler og spiller er som en samtale med en gammel ven; man lader aldrig tvivlen råde om, hvad man skal gøre, eller hvor man skal hen i mere end et par sekunder i spillets puslespils- og snigepassager. Banedesignet er super engagerende, understøttet af baggrundsvisualiseringer, der giver følelsen af, at man spiller sig igennem en moderne DreamWorks-klassiker.
Darwin's Paradox! er et spil, der håndterer det fundamentale rigtig, rigtig godt. Det forsøger ikke at overvælde dig med mekanik efter mekanik, så du må slippe det, du lige har lært, til fordel for en skinnende ny evne, der passer perfekt til udfordringerne i den næste bane. Alt, hvad du kan i Darwin's Paradox!, er nyttigt gennem hele spillet, hvilket fører til masser af øjeblikke, hvor du kombinerer blæk-skydning, camouflage og miljømæssige tricks for at undgå at blive grillet. Darwin's Paradox! er et simpelt spil, ikke et designet til at få dig til at bide dig i læben og vippe med benet, mens du desperat prøver ikke at kaste din controller ud gennem vinduet. Det bliver ikke en stor udfordring, i hvert fald ikke i længere tid ad gangen, men det føles heller ikke trivielt. Det er let på en måde, der aldrig bliver kedelig, og det er tydeligvis designet med et yngre publikum for øje. Hvis jeg var i mine formative år og samlede Darwin's Paradox! op, ville jeg helt sikkert hylde det som en undervurderet klassiker mange år senere.
Jeg fandt Darwin's Paradox! mindre auditivt behageligt, end det var visuelt, men spillets musik og lyd viste sig at være en dejlig ledsager til dette eventyr. At suse fra den ene ende af skærmen til den anden, kravle op ad vægge og lytte til de kvalmende søde lydeffekter af Darwins sugekopper, der smutter mod metal. Det er ikke ting, man tænker over i dagevis eller ugevis efter rulleteksterne, men de trækker dig dybere ind i spillet. Jeg er ikke sikker på, om jeg ligefrem følte mig som en blæksprutte, mens jeg spillede, men den overordnede lyd hjælper med at holde fantasien og "saucen" i Darwin's Paradox! i live.
Med skabelsen af Darwin's Paradox! er det tydeligt, at ZDT Studio ønskede at efterlade spillerne med lyst til mere, snarere end at få dem til at rulle med øjnene, efterhånden som kvaliteten af banedesignet begyndte at dale. Jeg frygter dog, at der er sket en lille overkorrigering på den front, da Darwin's Paradox! slutter ret brat. Netop som vi når historiens klimaks, bliver vi teaset med måske endnu et kapitel eller en ekstra bane, og så ruller teksterne. Det giver plads til en DLC eller efterfølger i fremtiden, men det får mig også til at spekulere på, om vi virkelig fik udforsket alt, hvad denne debut havde at byde på for Darwin. Når man dertil lægger nogle sektioner, hvor man reelt bare trækker blæksprutten fra den ene ende af skærmen til den anden, samt lidt let backtracking, kan man nok se, at selvom Darwin's Paradox! er utroligt sjovt, er det ikke helt perfekt.
Darwin's Paradox! er her måske for en god tid, ikke en lang tid, men hvilken god tid det er. Ved at bringe klassiske platformspil op til mere moderne standarder beviser det, at det er en kort, sød og mekanisk solid oplevelse, som jeg med glæde tager imod mere af, hvis ZDT Studio vil bringe denne modige blæksprutte tilbage til vores skærme.
