Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser David Beckham Soccer
Anmeldelser David Beckham Soccer

David Beckham Soccer

Fodboldfeberen har raset og i kølvandet på dette sprøjtes der fodbold-titler ud, som skal tilfredsstille de hungrende masser af fodboldfans.
Steen Marquard Testet på 10 juli 2002

Fodboldfeberen har raset og i kølvandet på dette sprøjtes der fodbold-titler ud, som skal tilfredsstille de hungrende masser af fodboldfans. David Beckham Soccer fra Rage er ingen undtagelse, og med denne titel har de valgt at basere spillet på Englands gulddreng nummer 1. Manden der med de fantastiske skud og sin krydrede Spicegirl-kone er blevet en kæmpe superstjerne.

David Beckham Soccer (DBS) skiller sig dog ud fra de gængse fodboldspil. Spillet centreres omkring manden og fænomenet David Beckham og det er i sådan en grad, at de næsten bliver vammelt. Spillet ophøjer fra starten Beckham som stjerne; "4000 players, 200 teams, only 1 superstar" pryder skærmen under introen. Men det handler jo ikke om hvorvidt David Beckham kan skille det røde hav eller ej, men om fodbold.

Huttelihut vs. Buuhh
Som sagt skiller DBS sig lidt ud fra andre lignende titler. Du har muligheden for at tage kontrollen over Beckham i nogle specielle game-modes. Her får du muligheden for at øve dig i hans helt specielle skud, og Rage reklamerer med at det er "som at være David Beckham selv" - den udtalelse tvivler jeg dog stærkt på. Spillet byder dog på masser af forskellige måder hvorpå man kan udforske fodboldens og Beckhams forunderlige univers. Først og fremmest har du muligheden for, at træne de forskellige elementer i spillet såsom straffe, hjørne, afleveringer og naturligvis skud på mål. Undervejs for du gode råd og kritik af Beckham selv, dog kun i tekst-form. Disse små kommentarer er ret unuancerede, og består mest af udtryk som "nice" eller "very nice". For dem der er interesseret i David Beckham’s liv og resultater, er der også en hel del at finde om dette emne.

Når man dog er nået igennem de ovenstående ekstra-ting, så er DBS i bund og grund et fodboldspil som alle andre. Du har naturligvis masser af muligheder for at vælge hold, spillere, taktik osv. Når først spillet er i gang mærker man hurtigt, at der ligesom mangler noget. Følelsen med bolden er ikke i top. AI’en halter ligeledes, og selv på de sværere niveauer er det forholdsvist nemt at score (lidt ligesom med de piger, som bliver til lukketid på diskoteket).

Puds dog de støvler!
Grafikken i DBS skærer i øjnene hos dem der er vant til FIFA eller ISS. Hele den visuelle side af spillet virker meget tamt. Det ses tydeligt at kræfterne under kølerhjelmen på PS2’eren er langt fra udnyttet, helt enkelt virker DBS upoleret og lidt ru i kanterne. En af de ting som dog virkede godt var selve "publikums-grafikken". Med dette mener jeg naturligvis hvordan publikummet rent visuelt ser ud i spillet - dette er ret vellykket. Selve spillerne og banerne virker ret tamme, og mellemsekvenserne efter hvert mål lærer man hurtigt at hoppe over. Animationerne er ret stive og virker ikke specielt ægte. Det virker næsten som om, at spillerne render rundt med en liter regnbueis på hver fod. Lyden og musikken er tilstrækkelig, men uden de store højdepunkter. Under kampene kommenteres kampene naturligvis også, dette fungerer ganske godt og er helt på højde med andre fodboldtitler.

Lige i krydset?
David Beckham Soccer vil det hele - spillet har alle elementer til at gøre det til et vellykket fodboldspil, men disse elementer er desværre ikke veludførte. For 2 år siden havde dette spil været et godt køb, men med nutidens standard indenfor denne genre har DBS tabt pusten. Det virker ganske ikke helt gennemarbejdet, og de ekstra muligheder i spillet opvejer ikke dette. Rage har taget David Beckham og tilsat et fodboldspil, og det skinner igennem.

Jeg vil kun anbefale spillet til virkelig hardcore David Beckham-fans. Resten af jer, der søger et fodboldspil til PS2’eren, vil jeg hellere anbefale at tage et kig på FIFA 2002 eller ISS. Dog er jeg villig til at give spillet 10% mere i karakter hvis Rage udsender en snydekode, som får en nøgen Victoria Beckham til at løbe over banen.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
6 / 10
Spilbarhed
6 / 10
Langtidsholdbarhed
5 / 10
5
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Mange game-modes, det er da fodbold.
Minusser Middelmådig grafik, føles ikke gennemarbejdet.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
3,0 spredning 1–5
Gamereactor Danmark 5
Gamereactor Sverige 1
Fuld profil 2.508 udgivne artikler
5
Middel Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler YoYo Entertainment
Udgiver Rage Software
Testet på GBA
Genre Sports
Platforme
GBA
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.