De Blob

At lave et spil i sort/hvid er som regel økonomisk selvmord, derfor går der heller ikke mere end få minutter, før De Blobs altoverskyggende frontfigur, den kuglerunde og enormt charmerende klump gelé, ruller ned gennem Chroma City, og med dybe sjask og plask, forvandler de grå og triste højhuse til smukke, farvestrålende bygninger. Faktisk er det ikke ham, der gør det, det er mig, og var det ikke for et par irriterende mangler i Wii-mote-kontrollen, så havde jeg sikkert siddet med et tandpastasmil, der rendte fra det ene øre til det andet.

Men hvorfor hænge sig i, hvad De Blob gør forkert, når nu det gør så meget rigtigt? Dels fordi de ting, som De Blob bare ikke magter at gøre, er tilbagevendende problemer, set tusindvis af gange inden for action- og platformgenren, og dels fordi resten har at gøre med Wii-moten, det universelle Nintendo-redskab, der bare ikke er himmerige på jord, uanset, hvordan man vender og drejer det. Wii-moten har helt sikkert ændret min opfattelse af, hvad man kan i spil - men den har også vist mig nogle ret så tydelige begrænsninger.

For det meste fungerer styringen åleglat og ubesværet, men af en eller anden grund, så har Blue Tongue valgt, at du hopper ved at svinge Wii-moten nedad, og mens det giver mening (du kaster den lille hoppebold ned i jorden, og så hopper han), så virker det ikke rigtigt efter hensigten. I begyndelsen af spillet, hvor der er masser af tid på kontoen, og du ruller for det meste bare gennem byen og kun opfordres til at male et par bygninger i en bestemt farve, gør det ikke alverden, at få for lidt luft under vingerne, men som du gennemfører de forskellige verdener, (hvoraf der er 10) viser det sig at være en irriterende beslutning, og en af den slags, der har fået mine tænder til at møde mine knoer et utal af gange.

De Blob fejllæser nemlig tit ens hop, og derfor ender du mange gange ikke i nærheden af det, du satsede på at komme op på eller hen til, og som Blue Tongue bygger videre på byernes struktur med hop fra kraner, rør eller bare skyskrabernes tag, så bruger du en del tid på at rulle tilbage til udgangspunktet og prøve det hele igen - og netop dét gjorde mig i øjeblikket afsindigt rasende. Heldigvis er det ikke sådan, at De Blob ikke vokser, som du bruger timer på det, men når tingene går galt, er du ikke i tvivl om, at aben skal gives videre til Blue Tongue, for deres noget for eksperimenterende hoppe-metode. At der ikke engang findes en mulighed for bare at overføre hoppet til en knap, vidner også lidt om firmaets selvbestaltede tro på, at skidtet virker, og at det bare er mig, der burde gå til motorik på aftenskole.

Det andet aspekt, som jeg sikkert kunne kopiere ordret ud af en hvilken som helst af mine tidligere platform-anmeldelser, går på kameraet. Med introduktionen af 3D, har et af de største mysterier i moderne spil tilsyneladende været, hvor man skal placere kameraet - og den gåde kan Blue Tongue heller ikke løse. Jeg kan som altid trykke på en knap, og for det meste få kameraet om bag mig, men det ville have været langt bedre, hvis det fulgte mig rundt i byen med en vis form for intelligens, i stedet for at opføre sig som min retarderede lillebror. Specielt på de senere baner, hvor olie strømmer ud på vejen, der er stødbærende felter og jeg skal foretage hop med en vis sikkerhed, ville det være pragtfuldt med et bedre overblik - nå, det må så komme i opfølgeren.

Heldigvis er De Blob mere og andet end sine til tider skrantende hop og et sløvt kamera. Så snart introen ruller over skærmen, er du i noget, der minder om en udsyret udgave af Lucas Arts Day of the Tentacle, krydret af med lidt Raving Rabbids. Hele denne skønne verden, komplet med skyskrabere, der nærmest læner sig op ad hinanden, suges tom for farve af en ekstrem arrig race, der vist nok er omvandrende højttalere. Sammen med deres edderkoppe-lignende robotter, er de skyld i, at hele din regnbuefarvede verden, nu er trist og indholdsløs. Og designet er mildest talt fremragende, både i introen, men også hele vejen gennem det ca. 10 timer lange spil - jeg har svært ved at se, hvad der skulle forhindre De Blob i at blive en morgentegnefilmsserie på enten Nickelodeon eller Cartoon Network.

At Blue Tongue også har brugt tid på at inkludere en multiplayerdel i et spil, der ellers er meget hængt op på historien, er faktisk et godt tiltag. Specielt lækkert er det at få delt skærmen op i fire felter, hvorefter en af de fire blobs fyldes med maling, og de andre tre så skal fange ham. Fanges han, så får vedkommende, der fanger ham, malingen. Målet er naturligvis, at få overmalet så meget af byen, som overhovedet muligt, og den der har overmalet mest, når tiden løber ud, er vinderen. Multiplayerdelen er ikke måneder af sjov og ballade, men en godbid, der får spillet til at stå en tand stærkere.

De Blob er, på trods af den irriterende hoppe-mekanik og det lidt flyvske kamera, faktisk en sjov og anderledes oplevelse. Det minder en smule om det ældgamle Wizball fra Commodore 64, spædet op med Segas dengang udskældte Jet Set Radio-eskapader, og man griner faktisk virkelig fjoget, når de mange dele af en ellers grå og trist by, eksploderer i et sandt inferno af regnbuefarver, byens indbyggere hujer og hajer, mens du selv ufortrødent, blander et par farver og ruller videre, for at befri resten af verdenen. De Blob skriver ikke spilhistorie, men mindre kan også gøre det.