Dead to Rights II

Da jeg fik Dead to Rights mellem hænderne for små to år siden fik jeg et smil på læberne. Det var ikke fordi spillet revolutionerede 3D-actiongenren, og heller ikke fordi gameplay eller grafik fik mig til at glemme verden omkring mig, men fordi Namco havde fået noget overraskende velfungerende ud af et ellers tyndt koncept. Spillets både tempofyldte og hårdkogte Hongkong-action tog en god styring og en række interessante minispil i hånden, og spankulerede selvsikkert forbi de værste faldgruber og serverede et spil, der samlet set blev mere end summen af sine bestanddele. Desværre kan det samme bestemt ikke siges om efterfølgeren, som har givet minispillene den kolde skulder og i stedet fokuserer på endeløse baner af tåbelige skuddueller og masseslagsmål.

DtR II sender dig tilbage i skoene på politimanden Jack Slate, der ikke skyer nogen midler i sit private hævntogt mod forbryderverdenens sværvægtere. Efter at have overværet en stilfuld John Woo-introsekvens, som dog synes irrelevant i forhold til selve spillets plot, og en lille in-game-film, hvor en dommer kidnappes, slippes du løs i en pornokonges enorme filmstudie. Da bygningen er fyldt til bristepunktet med skydeglade håndlangere, har du intet andet valg end at trække pistolerne og give svar på tiltale.

De første 10 fjender falder livløse om på det kolde stengulv inden for de første 45 sekunder, hvilket giver mere end bare et fingerpeg om det tempo og den hårdtpumpede, hovedløse action, spilleren bydes på. Og det er action alene der bærer spillet. Namco har ikke engang forsøgt at binde Dead to Rights II levels sammen til en historie. Jeg har efter fem timers koncentreret spil endnu ikke forstået hr. Slates bevæggrunde for at myrde alt omkring sig, men det vil sikkert heller ikke bekymre spillets målgruppe.

Namco har ikke pillet det mindste ved kampsystemet. Et log-on-sigte, et par rygende automatvåben og en håndfuld fikse bevægelser som at kunne afvæbne fjenden og bruge ham som et levende skjold, samt lægge vandret i luften i slowmotion a la The Matrix, er Jacks primære midler i kampen mod de afvigere, der har valgt et ustruktureret liv med vold og kriminalitet, og i øvrigt er langt uden for pædagogisk rækkevidde. Det er kontant afregning, "the american way", men hvem kunne også tænke sig en socialrådgiver-simulator?

DtR II er dog ikke et spil om en enmandshærs tørst efter blod. Jack har konstant sin gode ven, politihunden Shadow, ved hånden, som har fået en imponerende uddannelse på politihundeskolen. Shadow kan på Jacks opfordring bide struben over på fjenderne og opsamle efterladte våben. Shadow er det element i gameplayet, der til nød kunne betegnes som strategisk. At jeg klarede skærene gennem den anden halvdel af en level med stort set intet health tilbage, kan tilskrives Shadows skarpe tænder. Og ja, du kan ikke altid vade gennem spillets levels, for udvikleren har ikke været videre rundhåndet med health packs. Det er opløftende, at man trods alt bliver udfordret til at tænke kreativt.

I det øjeblik DtR II’s skydeaction for alvor bliver tung og monoton, skifter det hele til nævekamp. Pludselig står du uden våben - faktisk uden at vide hvorfor - og må tæske dig vej gennem hobe af bøller. Via et yderst skrabet kampsystem med slag, spark og blankvåben skifter gameplayet karakter, men realiseringen er hovedløs, støvsuget for dybde og langt mere monoton end skydedelen. Hvis man ikke har noget godt at sige om andre, bør man holde sin mund, har jeg hørt. Hvis man ikke har noget fornuftigt supplement til skydeaction, så skal man lade være at inkludere det! Afveksling er godt, men dårlig afveksling er... skidt. Lad det være et godt råd til spiludviklere generelt.

DtR II er en af den slags efterfølgere, der aldrig skulle være endt på tegnebrættet. Spillets tempofyldte action giver god gameplaymæssig underholdning den første halve time, men herefter går det stejlt ned ad bakke. Selv ikke det ellers nogenlunde semi-strategiske element med hunden Shadow kan redde spillets monotone skydesektioner og frygtelige nævekampe fra at ramme bunden af digital underholdning. Mens nutidens spilefterfølgere disker op med nye tiltag og bedre grafik, gør Namco det stik modsatte ved at følge et godt spil op med en på alle leder og kanter fornærmende dårlig toer. Hvorfor Dead to Rights skulle forfladiges og latterliggøres på denne måde, er mig komplet uforståeligt.