Dead to Rights: Reckoning

Der er et eller andet betagende ved de infernoer af eksplosioner og den dryppende kugleregn som Hong Kong actionfilm tilbyder. Jeg er bestemt ikke fan af genren, og især ikke Hollywoods og Steven Seagals promiskuøse fortolkning af de moderne skuddueller, men på trods af enhver intellektuel modstræben virker det som en endeløs kamp ikke at sidde fuldstændigt paralyseret af flammehelvedets smukke kaos.

Det var præcis denne formular, som Namco benyttede, da de i 2002 frigav Dead to Rights på Xbox, men allerede dengang gav opskriften bagslag og endte i en omgang forvirret skyderi. Dette har bestemt ikke ændret på PSP i Dead to Rights: Reckoning, hvor spillet om end er blevet endnu værre takket et fuldstændigt utæmmeligt kamera krydret med et sigtesystem, der indbyder til slå hjernen fuldstændigt fra.

Historien gider jeg næppe kommentere, da den spiller en absolut minimal rolle og med nærmest anonyme bosser samt klichéagtige omgivelser kunne fortællingen sagtens have været udskiftet uden at have nogen indvirkning på spillet som sådan. Vores hovedperson, Jack Slate, samt hans trofaste makker, Shadow, der er en brutal, menneskedræbende schæferhund, er desværre også svundet hen i intetheden på PSP, og selvom Slate ikke var den mest karismatiske karakter på hjemmekonsollerne, så er det en skam at se ham fuldstændigt forsvinde fra bevidstheden i Reckoning.

Spillet er generelt set bygget op omkring nogle ret basale strukturer, som pionererne hos Remedy satte nye standarder for med Max Payne. Med en overraskende specialtræning i alle slags våben, går Slate hovedkulds i enhver form for ildkamp, og med den efterhånden velkendte slow-motion effekt kan han oftest få ram på enhver modstander, før de når at trykke aftrækkeren. Dette koncept er såmænd også udmærket, om end en smule genbrugt efterhånden, men Namco har uheldigvis formået at ødelægge det hele ved at blande et fuldstændig ubrugeligt kamera med et kluntet lock-on-system, der i sidste resulterer i det rene kaos.

Mange af spillets baner er bygget op omkring smalle gader, hvor der er tæt mellem murene, og det bliver hurtigt et problem, når kameraet hverken kan styres eller vil reagere ordentligt af sig selv. Takket være lock-on-systemet er det ikke så vigtigt at kunne se sine fjender i øjnene for at gøre dem kolde, men det ville nu være meget rart! Det føles ærligt talt en smule hjernedødt at lægge sin fulde tillid i det automatiske sigtesystem og så holde aftrækkeren inde, og det giver ikke den store udfordring i længden. Desværre har denne kombination også en helt afgørende akilleshæl, der må betegnes som en gigantisk designfejl. Banerne er jo selvfølgelig proppet med eksplosive genstande som tønder og biler, men desværre skelner lock-on-systemet ikke umiddelbart mellem fjender og disse objekter, så hvis du løber op på siden af en bil, skal der ikke mange tryk til før den har taget over halvdelen af dit liv i en mindre eksplosion. Og ja, det er faktisk sket rigtig ofte!

Men nej, det stopper slet ikke her. Seriens velkendte mulighed for at desarmere fjenderne på alskens brutale måder er selvfølgelig inkluderet, men i en ren tanketorsk har man fra udviklerens side lige glemt, at de omkringstående fjender fortsætter med at skyde uhæmmet, mens du selv er fuld optaget af at brække nakken på det udvalgte offer. Det er bestemt ikke morsomt, langsomt at se sit liv blive drænet uden at have den mindste mulighed for at reagere.

På trods af disse gigantiske bommerter, der utvivlsomt burde se nogle hoveder rolle hos designerstaben, så kan Dead to Rights: Reckoning stadigvæk tilbyde underholdning fra tid til anden. Både de sanseløse skyderier og desarmeringer giver en dejlig fornemmelse i maven, som det burde, og den fornemme grafiske overflade og de buldrende lydeffekter gør sit arbejde for at genskabe atmosfæren - altså den der er tilbage. For Namco har også lige valgt at indføre et oversimplificeret pointsystem, der med klassiske bip-lyde informerer om, at man rent faktisk dræbte tre ud af de tre fjender i området i et enkelt slowmotion drive. Hele tre? Ja, jeg kan godt se det bliver svært at tælle alle de døde kroppe selv.

Dead to Rights: Reckoning ville aldrig nogensinde kunne have været et mesterværk; det minder det for meget om sine ældre konsolbrødre til. Alligevel kunne det snildt have bevæget sig et par karakterer op af rangstigen, hvis blot man havde holdt spillet et par måneder tilbage, lænet sig tilbage i kontorstolen og så prøve at spille det. At så åbenlyse og meget frustrerende fejl ikke er blevet rettet, er en sand gåde, og det giver virkelig stof til eftertanke om, hvorvidt alle spil egentlig testes før udgivelse.