En hund der egentlig virker mere som en ulv, gør i ly af natten, mens end ildkamp lyser det forfaldne industrikvarter op. En mandsskikkelse med skuldre bredere end hvad godt er, trasker gennem end vandpyt og pløjer en knytnæve lige i sylten på en småbuttet havnearbejder. Et par af hans dumdristige kollegaer slutter op omkring ham, men ingen nytte gør det og inden længe befinder deres ret så uhumske tandsæt sig på asfalten blandt skrald, blod og patronhylstre.
Med overarme som træstammer og en pjusket frisure kunne man ved første øjekast forveksle Jack Slate med den nyere generations Chris Redfield og de har da sikker også stødt på hinanden i træningscentret. Jack Slate er dog en helt anden person end gode gamle Chris og i sit nye spil er han mere stiktosset end nogensinde før.
Dead to Rights: Retribution følger som de tidligere spil i serien den hårdkogte betjent, Jack Slate og hans trofaste bulldozer af en hund: Shadow, men spillet er ikke direkte forbundet med Jack Slates tidligere episoder af politibrutalitet. Du bliver stille og roligt sat ind i hvad det drejer sig om, både af karaktererne i spillet og den evigt populære førstepersons-fortæller.
Det er bestemt ikke nogen højtravende historie vi får serveret, på trods af udviklernes påstand om den moderne noir detektiv-historie, hvis dette er noir, er Avatar en romantisk komedie. Det er med andre ord mere 90'er action-film end The Departed. Men det fungerer, en historie med alt for meget indhold og for mange detaljer ville stå i for skarp kontrast til de overdrevne kamp-scener og hovedpersonens næsten fuldstændige immunitet overfor eksplosioner på klos hold.
Det forudsigelige og klichéfyldte plot følger normerne ganske mageligt og det munder ud i en historie der om ikke andet, i hvert fald er funktionel. Tempoet er sat højt og der går ikke lang tid før historien for alvor får ben at gå på. Stemmeskuespillet rammer da også et hæderligt niveau, når Jack ellers ikke bliver alt for dramatisk og ryger op i et felt hvor man som tilskuer ikke ved om man skal grine eller græde.
Den godt nedslidte by mangler i den grad charme, de negative slagord om denne generation hober sig op i baghovedet da man ser grå og brune toner overalt. Farvepaletten udvides i takt med historien, men det bliver aldrig noget æstetisk forbillede. Mudrede teksturer dukker op hist og pist og gør bestemt ikke det gråbrune helvede mere tåleligt.
Hele turen gennem den hærgede Grant City vil tage omkring syv timer og undervejs er der stort set garanti for morskab, Jack Slate og hans trofaste vovse er dybest set den brutale og blodtørstige pendant til Turner og Hooch. Det korte visit i Grant City efterlader dog en tom fornemmelse i maven, der er ikke nogle nævneværdige højdepunkter, spillet er bestemt underholdende, men når rulleteksterne kører er man i den grad mættet, hvad angår Jack og Shadow.
Dead to Rights: Retribution byder altid på ét af tre gameplay-elementer, skudkampe med det værste underverdenen har at byde på, regulære slagsmål eller listeopgaver til den glubske ulvehund.
Skudkampene er hvad man kan forvente nu til dags, i et tredjepersons actionspil, alskens håndvåben, alt fra de gængse pistoler og militært isenkram til sci-fi-prægede skyts af den mere kedelige slags. Desværre går det ned ad bakke med lyden som dit arsenal bliver skiftet ud, de rustne geværer og gadelømlernes ærtebøsser lyder langt bedre end de avancerede stormgeværer der lyder som legetøj. Et simpelt men brugbart system til gå i dækning runder denne gevaldigt forudsigelig del af spillet af.
Når du løber tør for skud eller bare bliver lidt hidsigt er Jack's stenhårde næver et forbavsende effektivt våben mod det kriminelle element. Det er så let at gå til at man kan forestille sig selv stå ved en gammel arkade-maskine med to knapper og en klodset styrepind. Enkeltheden har desværre mere at gøre med uopfindsomheden og manglen på muligheder i nærkamp, end udviklernes evne for optimering. De alsidige og oftest komisk voldsomme teknikker i Jack's drejebog redder nærkampene fra ligegyldighed og virker som glasuren på denne actionbrags-kage.
Anderledes er det når du kæmper mod spillets bosser, det er ufatteligt ensformigt og er enten utroligt let, eller et rodet slagsmål der snildt kunne udspille sig på en klam bar i de tidlige morgentimer. Sjovt er det ikke, men de varer til gengæld ikke så længe.
Det sidste påfund til at runde treenigheden af gennemsnitligt gameplay af er de få dele af spillet hvor du tager kontrollen over Shadow, for så at gå på jagt efter lømler i mulm og mørke, hundens sanser, styrke og fart bliver udnyttet og det er en af de eneste originale idéer i Dead to Rights: Retribution, men det er desværre ikke udnyttet særlig godt, med finpudsning og ekspansion kunne det faktisk blive en solid grundpille i eventuelle, fremtidige patruljer i Grant City.
Udover disse korte sektioner af spillet hjælper hunden på bedste vis under nærkamp med hårdføre fjender, hvor den på ægte politihundsmanér bider fast i deres arme og rusker dem rundt indtil de tyer til at sparke en hund, hvilket naturligvis bare gør den allerede gnavne Jack endnu mere sur, og så vanker der. Den kan også gives korte kommandoer til at løbe frem og angribe specifikke mål, eller hjælpe til hvis du er blevet omringet. I sandhed, menneskets bedste ven.
I sidste ende er den betydelig mængde underholdning dette gennemsnitlige spil formår at kaste af sig dyrt i drift, da spillet ikke har andre muligheder for morskab end den relativt korte historie. Selv hvis du altid har drømt om at brække arme til højre og venstre som en mand af Steven Seagals kaliber, vil jeg stadig råde dig til at vente med at købe det til et prisfald.