Death Stranding Director's Cut

Jeg tænker ikke som sådan at det er meget værd at diskutere om hvorvidt Death Stranding er et misforstået mesterværk, eller en kedelig, glorificeret "walking simulator". Det eneste der måske er værd at pointere her i toppen, er at jeg godt kunne lide Death Stranding. Jeg kunne rigtig godt lide det. For mig var der en magi i at vandre fra A til B, at planlægge min rute, at genforene verden, og jeg var villig til at tilgive det nogle af dets mindre interessante aspekter i bytte for den her filmiske oplevelse ulig nogen anden jeg havde oplevet indtil da. Samtidig havde jeg, kort forinden, fundet ud af at jeg skulle være far, så det faderlige aspekt af spillets historie ræsonnerede også dybt hos mig, dens Kojima-esque overtoner til trods.

Så vi kan hermed etablere at jeg godt kunne lide Death Stranding, og at det for mig er en positiv genforening, at se spillet restaureret på PlayStation 5 i 60fps, og med endnu flere grafiske detaljer i mellemscener, og mens man spiller. Hvis du ikke kunne lide spillet i forvejen, så gør denne Director's Cut-udgave intet for at ændre din holdning alligevel, så jeg går ud fra at de fleste der er her, er som mig - om ikke andet til en vis grad.

Pyha, sikke en disclaimer. Så hvad er Director's Cut egentlig? Det er en dedikeret PS5-udgave af PS4-spillet, som for eksisterende ejere kan skiftes ud for cirka 50 kroner. Her får du hovedoplevelsen, nye leveringsmekanikker såsom Buddy Bot, der kan bære dig og dit gods, nye våben, et digitalt testcenter hvor du kan kæmpe imod fjender på tid, motorcykelbaserede racerbaner og en enkelt ny mission, hvor du skal inflitrere en underjordisk base af fjender.

Det er sådan set det. Småtterier med andre ord, småtterier der hverken ændrer din opfattelse af spillet, som jeg også lige sagde, eller på sin vis ødelægger det der før virkede. Og så alligevel...

Men før vi når så langt, så er det værd at pointere, at med lidt ekstra grafisk lir, og særligt en bundsolid, og høj, billedhastighed, så ser Death Stranding: Director's Cut gudesmukt ud. Om det er de små vandløb, der spirer op imellem græstotterne, eller de store, groteske boss-kampe, hvor monstre kravler ud af den sorte sump - spillet er blandt de absolut pæneste på tværs af både PlayStation 5 og Xbox Series, ingen tvivl om det. Så selvom der måske ikke er indhold nok til at retfærdiggøre en tur til for allerede erfarne spillere, så er det her klart den bedste måde at opleve spillet på. Men det kunne også have været en gratis opdatering, naturligvis.

Og så tilbage til det der med det nye indhold. Problemet er, at én af grundene til at Death Stranding i forvejen var en så velfortalt historie, er at den balancerer på et knivsæg mellem dybt seriøs postapokalyptisk meta-fortælling og en parodi - på sig selv. Det er en form for historiefortælling Hideo Kojima har arbejdet med i årevis, ja det er stort set et af Metal Gear-seriens varemærker, men det er også en balance der er let at vippe i den ene, eller den anden, retning. Det her nye indhold "arkadeificerer" en smule, og har faktisk en tendens til at undergrave fortællingens eksisterende gravitas. At se Sam bruge en Buddy Bot til at bære ham komisk igennem en zone fyldt med BT's, eller bruge tid på at slå andre fragtfolks tid på en mærkeligt opstillet motorcykelbane, det er nok nærmest definitionen af inkongruens.

Når det så er sagt, så er der mere at lave, og det kan, sagt på en lidt indirekte måde, også noget. Den variation som nogle måske manglede kan opstå ved at tage en pause fra udbringningen og udforskningen, og i stedet dykke ned i de digitale kampscenarier, eller tage en tur på motorcyklen.

Så er der naturligvis den helt nye mission, som faktisk åbnes gradvist for spilleren, som man bevæger sig igennem hovedhistorien. Selve narrativet bag synes jeg ikke der er grund til at spoile for potentielt nye spillere, men det er nok sikkert at sige, at der en ret fiks Metal Gear-vibe her, og der er i det hele taget langt mere fokus på snigeri og positionering. Det er uden tvivl et af Director's Cut-udgavens helt store trækplastre, og desuden det stykke indhold der passer bedst sammen med spillets præeksisterende vibe.

Death Stranding forbliver en af mine favoriteksklusiver fra PS4-æraen, og det ændrer Director's Cut som sådan ikke på. Der er en masse små tekniske særpræg her, såsom DualSense-understøttelse, 60fps og bedre grafik, som har fornyet min interesse i spillets verden, og de nye underjordiske snigemissioner er også en solid tilføjelse til den samlede pakke. De nye mekanikker, der gør det lettere, og mere komisk, at levere gods, synes ikke bare at være fyld, men også at udvande spillets ellers ret præcist formede narrative identitet, og det er en skam at der ikke er tænkt mere på hvilken indflydelse det vil have for den samlede oplevelse.

Det er uden tvivl ikke alle der er lige køber ideen om at give denne nye, opdaterede udgave en lavere karakter end originalen, når nu det vitterligt er den samme oplevelse bare i bedre teknisk tilstand, og med mere indhold. Men Death Stranding: Director's Cut er et glimrende eksempel på, at du ikke bare kan tilføje hver som helst, og forvente at oplevelsens udtryk kan bibeholdes, eller forbliver statisk. Helhedsindtrykket ændrer sig, og det havde måske, samlet set, været en bedre ide med en gratis grafisk opdatering til det originale Death Stranding.