Def Jam: Fight for NY

Det er ikke kreative idéer og finurlige påfund der er mangel på hos udviklere, der sætter sig for at kreere et kampspil, for magen til spøjse karakterer og personager samlet på ét sted finder man sjældent i andre typer af spil. I jagten på nye og usædvanlige kæmpere har fans af genren tæsket sig igennem nuttede manga-piger, Marvel-figurer, ildsprudlende dinosauruser og alt derimellem - se blot på serier som Tekken, Virtua Fighter og Marvel vs. Capcom. Det var derfor med et veldoseret knivspids af innovation at den japanske udvikler AKI Corp. sidste år fremtryllede det rapkæftede Def Jam Vendetta, som med sit galleri af hiphop-musikere og undergrunds-attitude gav kampspilgenren lidt ny luft.

Denne gang er det dog ikke kun AKI-drengene der får lov til at dele flere virtuelle øretæver ud, men også EA’s canadiske bastion som spiller med musklerne og lader de hårde drenge fra New Yorks gader give hinanden øretæver - og det der er værre.

Med dette tager spillet sin afsked fra wrestling-ringen og bliver nu et mere omfattende og helstøbt kampspil, og ikke blot en svedig bryderoplevelse. Alle spillere burde nu kunne finde en karakter der passer til deres spillestil og temperament. Som følge heraf bevæger Def Jam sig tættere på legendariske titler som Tekken og Virtua Fighter, hvor der ligeledes er en stor blanding af karakterer med forskellige kampstile, og den nye dimension som kampene nu antager klæder spillet på forrygende vis. Banerne er i denne ombæring ligeledes en langt mere differentieret oplevelse, hvor de sagesløse kæmpere udsættes for et væld af tænkelige og utænkelige miljøer, hvori der skal uddeles gedigen prygl - vi kan i flæng nævne undergrundsstationer, barer og andre skumle områder, som danner grundlag for de blodudgydende kampe.

Disse baner indeholder tillige en masse objekter og deciderede våben som spillerne kan benytte, og disse forøger naturligvis ens skade-output betragteligt. I forbindelse med at tampe godt og grundigt på sin modstander støder vi atter på det velkendte Blaze-system som vi så i første spil, som handler om at opfylde sit Blaze-meter ved at banke ufortrødent løs på modstanderen. Når Blaze-tilstanden så opnås går ens karakterer helt bersærk og er i stand til at udrette enorm skade på modstanderen med særlige combo’er, der kun kan udføres i Blaze-tilstanden. Konceptet er kendt fra mange andre kampspil, men det må siges at EA formår at integrere det på en yderst vellykket måde og idéen gør om muligt kampene endnu mere intense.

Som ved sidste bekendtskab er det ikke alene spillet i sig selv der er omdrejningspunktet, men ligeledes de prominente kunstnere der har lagt navn, stemme og endda krop til spillet. Det er ikke et beskedent persongalleri vi introduceres for og udvikleren kan forkæle os med kunstnere såsom Sean Paul, Snoop Dogg, Ludacris, Lil’ Kim, Busta Rhymes, Method Man, Carmen Electra, Redman og mange flere - og som det fremgår, har vi med nogle barske herrer, og ikke mindst nogle kvinder med bemærkelsesværdige attributter, at gøre. I modsætning til forrige titel er det dog ikke musikken der er det bærende element, men spillet er blevet voksent og gameplayet kan nu på egen hånd hive oplevelsen op på et velfungerende niveau.

Musikken og kunstnerne er nu blevet del af en større helhed rettere end spillets centrale force. Det kan derfor med rette siges at serien går fra at være en enkeltstående hiphop/kamp-kuriositet i form af Def Jam Vendetta til en langt mere gennemført oplevelse på den gameplaymæssige front i Fight for NY. Spillet er langt dybere på alle fronter og den mildest talt ringe singleplayer-del fra forrige omgang er blevet erstattet af en med langt mere kraft og saft. Der er utallige muligheder for at skræddersy sin person med "bling-bling" og trendy modetøj, og i løbet af den medrivende historie udvikler man ikke alene hans evner, men hans stil tillige.

Om Def Jam: Fight for NY er helt til rendestenen eller giver et vellykket genkald ud i byens gyder og gader fremstår vist klart af denne anmeldelse, hvorfor vi kan lægge spillet fra os og gå fra konsollen med blødende næver, men med et lusket smil på læben. EA har ikke alene formået at gøre spillet teknisk bedre, men ligeledes doseret en passende mængde indlevelse, attitude og musik ned i beat-suppen, som syder velduftende over den fyrige hiphop-bunsenbrænder.