Desperados 2: Cooper’s Revenge

Hallo? Er der nogen tilstede? Det er vel ikke for sent, er det? Jeg kan forhåbentlig nå det alligevel? Eller er I alle sammen taget på charterferie til Kreta? Hvis jeg bare kan få et eneste budskab ud denne sommer, så skal det lyde: lad for Guds skyld være med at investere i Desperados 2: Cooper’s Revenge. Hvis du allerede har gjort det, ja så har de vist tilbud på nogle meget fine gravsten nede hos den lokale - for du har da vist allerede gravet din egen grav!

Desperados 2: Cooper’s Revenge har ellers alle odds med sig. En succesfuld førsteudgivelse tilbage i 2001, hvor den barske cowboyhelt John Cooper i det mindste kunne sparke noget mexicaner- og indianer-røv. Ja, her var spillets kontrol sågar ganske glimrende og til at have med at gøre - ligeledes var den kunstige intelligens bare tilnærmelsesvis troværdig. Kan du gætte hvor jeg vil hen? Ja, du gættede rigtigt, det forholder sig ganske anderledes i Desperados 2: Cooper’s Revenge. Bunden er nået.

Selvom det hele ser superskønt ud - en helt ny 3D grafikmotor, der ganske fint modellerer indianerlejre, store uindtagelige fæstninger og golde ørkenlandskaber - så skal du blot kradse en smule på overfladen før end det hele smuldrer. Fra det øjeblik jeg kastede mig ud på et ellers lovende eventyr med John Cooper og co., blev jeg mere og mere desillusioneret; hvor i alverden er den nødvendige tutorial? Hvorfor skal jeg klikke adskillige gange på mine knapper, før end de forskellige eventyrere reagerer på mine ordrer, og hvorfor i alverden er den kunstige intelligens mindre hurtig i optrækket end Pia K på lykkepiller?

Hver eneste mission kræver, at du gemmer spillet mindst en gang hver tiende sekund, for eftersom spillets kontrol er så hæslig, og eventyrernes reaktionsevne er dybt til grin, kommer du til at begå grueligt mange fejl under din ørken-odyssé. En mulighed for at sætte spillet på standby, mens du ville være i stand til at udføre dine strategiske mesterplaner, ville have været en velkommen tilføjelse. Men ak nej, de gæve gutter fra Spellbound har ikke tænkt sig at udføre dette Commandos-trick, og forsøger i stedet på at opveje denne mangel med et stemmeskuespil, der har omkring samme kvalitet som en Bollywood-film, blandet med en Spagetti-western. Det eneste vi mangler er, at hovedpersonen, John Cooper, bryder ud i sang sammen med sit mandeædende sidekick; Kate. Indiske film er da fede, ikke?

Ikke engang det faktum, at det nu er muligt at lege Doom i et nydeligt westerlandskab, opvejer spillets mange mangler. Ja, du kan faktisk zoome helt ind bag din eventyrers øjensokler, og så ellers give den gas derfra. Kontrollen her er dog på ingen måde bedre, og det er tydeligt at mærke, at det stadig er et strategispil: når våben skal hives ud af læderbæltet, tager det evigheder - ligeledes gør det, når en dør o.lign. skal åbnes. Bedre bliver det ikke af, at dine eventyrere ikke altid har lyst til at udføre dine ordrer. Jeg tror jeg nåede til at lave et par tusinde quickloads, fordi en af eventyrerne, Sanchez, ikke gad dukke sig i tide, og som resultat fik plantet en kugle lige mellem øjnene. Det er bare ikke godt nok!

Må jeg gentage mig selv? Det er bare ikke godt nok, at et spil som Desperados 2: Cooper’s Revenge, overhovedet kan slippe igennem nåleøjet. Den kunstige intelligens er rædsom; jeg kunne sommetider liste mig op bag en fjende, stille som en ninja, og alligevel ville han opdage mig. Andre gange kunne jeg løbe frontalt imod ham og plante en solid knytnæve i hans stubbede fjæs, uden han overhovedet så mig komme løbende. Hvor pokker er logikken i det? Andre gange kunne jeg sidde solidt plantet i en klippehule og skyde med min snigskytte, Doc, hvorefter fem tusinde mexicanere kom løbende frontalt efter mig. Hvor var de, da den amerikanske præsident blev skudt? Så kunne hele sagen jo for længst være opklaret, og vi havde sluppet for at se flere film med Kevin Costner i hovedrollen! Samtlige mexicanere og indianere er åbenbart gået hen og blevet doktorer i projektilet og dets bevægelse.

Nej, Desperados 2: Cooper’s Revenge er endnu et eksempel på, hvor galt det egentlig kan gå. Det er også et eksempel på, hvor dybt spilbranchen kan synke, når et spil som det overhovedet kan se dagens lys. Hvis du nu alligevel befinder dig på Kreta, kan du så ikke købe en af de der rædsomme souvenirs til omkring 399 kroner? Det er i hvert fald bedre givet ud end de penge, du skal give for en kopi af det her elendige spil.