Destroy All Humans 2

Da jeg var yngre, VHS’en stadig var sej og halvdelen af tv-kanalerne vi havde at vælge i mellem bestod af tyske variationer af TV2 Charlie på en særligt sløj aften, var videomaraton med vennerne en fast instans et par gange om måneden. Armeret med nok sukker til at holde Haribo-fabrikkerne kørende i en uges tid, samt et mindre bjerg af videobånd, stod den primært på science fiction film af den bedste slags. Plottet var oftest ret enkelt og fokuserede enten på hvordan jorden var under angreb fra det ydre rum eller hvordan vores helte havde fundet en fremmet og meget mystisk planet, som skulle vise sig at holde på nogle dødelige hemmeligheder. Forstenet foran flimmerkassen, åd både jeg og vennerne filmene og deres tynde plots, råt.

Forkærligheden for genren har holdt ved lige siden, og gjorde det derfor også umuligt for mit at komme uden om det første Destroy All Humans. Desværre var oplevelsen ikke ovenud positiv, men i håbet at om at udvikleren med lidt mere erfaring på kontoen, havde kunnet udvinde det enorme potentiale genren indeholdte, har jeg den sidste tid haft afsnit to af serien, snurrende i min Xbox.

Med et solidt smil på munden og et digitalt glimt i øjet, var det originale Destroy All Humans, Pandemics kærlighedsudbrud til science fiction genrens spæde filmbarndom. En tid hvor plottene og salgstalerne var så pompøse som overhovedet muligt, og hvor uskylden var så stor at selv de mest overdrevne film kunne skabe landspanik. Udvikleren fangede på bedste vis hele stilen, men valgte at vikle det om sandkasse-genren, som allerede på det tidspunkt var begyndt at føles lidt slidt, hvilket resulterede i et spil som primært appellerede til de folk som ikke allerede havde prøvet genreforløberen Grand Theft Auto.

I afsnit to tager man endnu engang kontrollen over rummanden Crypto, som i tiden mellem spil et og to har valgt at slå sig ned på jorden. Historien i det første spil var centreret om hvordan Cryptos race havde mistet muligheden for at formere sig selv, men i opfølgeren bliver man inden spillet starter, fortalt hvordan Crypto har genfundet sine kønsdele, eller The Package som spillet så yndefuldt vælger at kalde dem. Forholdet til jorden og dets beboere har derfor ændret sig en smule, og Cryptos mission synes nu i stedet at være at forøge antallet af sin race et medlem af gangen, men med verdensdominans som det endelige mål.

Hvis du synes det alt sammen lyder lidt lummert, har du fat i den lange ende. Hvor humoren i det første spil var rettet mod og inspireret af de mange B-film fra science fiction genrens barndom i biograferne, er fokusset nu i stedet rettet mod tressernes blomsterbørn, euforiserende stoffer og den overhængende trussel fra det røde Russiske regime. Desværre har dette ikke betydet noget særligt for selve spilbarheden.

Havde grafikken ikke været anderledes, kunne enhver have været undskyldt for at tro at det her var en udvidelsespakke til det originale spil. Man bydes ganske vist på en masse nye missioner, flottere grafik, nye vittigheder og bonusser, men det hele føles præcist som det forrige eventyr og bliver derfor endnu hurtigere kedeligt. Kigger du på spillets enkelte komponenter hver for sig, er der ingen tvivl om at Pandemic har fuldt styr på hvad de laver, men ser man på spillet i sammenligning med det første kapitel, er det ganske tydeligt at det er tanken om en sundere bankkonto der har drevet værket.

Destroy All Humans 2 er ganske enkelt noget af det tætteste vi endnu er kommet på en spiludvikler som har udarbejdet en virkende skabelon, der uden større besvær synes at kunne opkvikkes med lidt nyt indhold og det er frygteligt ærgerligt. Crypto har stadig sine momenter med gode oneliners, og teknikken på den nu aldrende Xbox har udviklingsholdet i den grad mestret. Spilmekanikken fungerer egentligt også fint, men det føles bare alt sammen som noget man har spillet adskillige gange før, specielt hvis du havde Cryptos første eventyr snurrende i din maskine.

Jeg håber ikke dette bliver Cryptos exit ud i det uendelige rum, men jeg håber at det næste møde med den lille rummand bliver i en langt mere inspireret titel, som ikke synes at være skabt af en udvikler på kreativ standby, så vælger jeg i hvert fald lang hellere en video maraton med vennerne.