Destruction Derby har vist sig at være en holdbar titel. Mere end tre millioner eksemplarer af serien er efterhånden langet over disken, og med Destruction Derby Arenas (DDA) kaster udviklerne hos Studio 33 sig nu over det hastigt voksende onlinemarked, dog ikke uden også at give lidt til offlinepøbelen.
DDA er et overflødighedshorn af forskellige racerbaner, arenaer og køretøjer. Dette var også tilfældet med Studio 33's tidligere Destruction Derby Raw, så man må sige, at det helt store kvantespring ligger i, at DDA nu kan spilles over nettet. Det er skønt at se, hvordan udviklerne kaster sig over Sonys nye tiltag, og endnu skønnere er det, når det rent faktisk tilfører spillet helt nye dimensioner - som her i DDA. Der er nu et eller andet helt specielt ved at vide, at det er mennesker af kød og blod, du spiller imod, smadrer ind i og overhaler. Selvfølgelig specielt når du samtidig ved, at det ikke gør ondt på dem i virkeligheden.
Online er der flere forskellige muligheder inden for Destruction Derbys (DD) konkurrencesystemer. Blandt dem kan nævnes normal racing, racing med indbyggede points for at smadre de andre, ægte DD med points tildelt for at smadre de andre og Last Man Standing. Fælles ved alle muligheder er, at de er fængende, sjove og fyldt med mange timers solid underholdning. Desværre for en funktion som Last Man Standing, er den præcis, hvad der står på indpakningen. Det gælder om at være den sidste tilbage, når alle de andre er gået i stykker, og det betyder, at er du en af de første, der stryger, så er der oceaner af ventetid, indtil du kan få lov til at spille igen. Det er selvfølgelig ikke noget problem, hvis du hele tiden vinder, men det gør jeg i hvert fald ikke.
Mellem racene er der mulighed for lidt venskabelig snak via Sonys smarte headset. Af mystiske årsager virker det ikke i selve spillet, så der er ikke mulighed for at svine modstanderen til, mens du kværner ham ned. Det er mærkeligt, for det havde garanteret været meget sjovere, hvis man også kunne høre modstanderen klynke, mens man kører.
I det hele taget har Studio 33 langt hen ad vejen formået at lave en virkelig flot versionering af DD til onlinegamere. Hastigheden er god, grafikken sprød og flot og den store variation i banerne gør det svært at blive træt af spillet. Desværre betyder dette også, at offline bliver spillet en lidt fattig affære. Når man først har prøvet onlinedelen, er der ikke meget ved at kaste sig over spillet, når man ikke er på nettet. Det bliver mere en slags træningsanlæg, hvor man lige kan få finpudset køreegenskaberne, før man kaster sig over de rigtige modstandere. Det er svært at sige, om offlinedelen rent faktisk er dårlig, eller om den kun virker sådan, fordi onlinedelen er så god. Men langt de fleste må formodes at købe spillet, fordi de gerne vil på nettet med det, og hertil er det helt klart et godt køb.
Den trofaste fanskare vil vide, hvad de får, når de investerer i et spil i DD-serien. Urealistisk styring og biler, der alle ser flotte ud til at starte med, men kan krølles sammen til det rene ingenting. Gennem tiden har vi set mange plagiater, men endnu engang viser Studio 33 flot, at der er en grund til, at det var dem, der i tidernes morgen fik licensen til serien. For skal der smadres køretøjer, er kun DD i stand til at gøre det tilfredstillende - nu også på internettet. Det er svært at sige, om DD-serien har mere at byde på offline, lige nu virker det ikke sådan, men så er der til gengæld en nyåbnet verden af muligheder, som udviklerne på det EA-opkøbte Studio 33 kan kaste sig over. Endnu engang tak til Sony for at få os på nettet, og tak til alle udviklerne for at bruge det nye tiltag. Verden er blevet mindre, og intet bliver nogensinde det samme igen.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 7 / 10
- Spilbarhed
- 7 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10