Deus Ex: Human Revolution - Director's Cut

Der er et eller andet næsten surrealistisk ved på den samme konsol, at kunne skifte fra Marios farverige verden til en dystopisk fremtid, hvor farverne primært udgøres af sort og gul, og enhver form for kidnapningsforsøg af evigt uheldige prinsesser er blevet udskiftet med politisk korruption, kapitalisme og mord.

På trods af at de gentagende gange har sagt, at de i denne konsolgeneration vil favne mere bredt, er det endnu ikke lykkedes Nintendo at trække det voksne publikum og de dertilhørende voksne spil til Wii U, og alligevel er en specialudgave af det mageløse Deus Ex: Human Revolution nu landet på konsollen.

Og tag ikke fejl, for det nyeste spil i Deus Ex-serien er en decideret voksen oplevelse, hvor missionerne godt nok er fastlagte, men hvor valget i forhold til hvordan de skal løses er overladt til spilleren. Det er godt nok stort set det samme spil som udkom på PC, Xbox 360 og PlayStation 3 tilbage i 2011, men man skal ikke bruge særlig lang tid med Wii U-versionen for at indse hvor stærkt et spil det stadig er, og hvor lidt dets mange kvaliteter er falmet.

Adam Jensen er sikkerhedsvagten der efter et møde med et hold fremtidssoldater med særligt skumle planer, langsomt vågner op til en verden hvor intet i hans liv er som det var før. I en sekvens, der tydeligt er inspireret, nærmest kopieret, fra Paul Verhovens originale film om Robocop, oplever vi fra Jensens perspektiv hvordan han desperat holdes i live af et hold læger, for en tid senere at vågne op som en cyborg - en blanding af menneske og robot.

Og det er netop den menneskeskabte evolution, der er omdrejningspunktet for historien i det nyeste Deus Ex. Spørgsmålet om hvor langt vi er villige til at gå for at forbedre os selv, eliminere såkaldte defekter og komme tættere på det angiveligt perfekte liv, får nærmest dagligt spalteplads hos alverdens nyhedskilder. Derfor forekommer historien i Human Revolution også mere relevant end dem, man typisk forventer fra stort opsatte spil-blockbustere.

Her er dog heldigvis stadig tale om et spil mere end en samling interaktive tanker om fremtiden. Med en blanding af førsteperson og tredjepersons-perspektiv sendes du af sted på missioner, der oftest giver dig til opgave at redde gidsler eller infiltrere fjendtlige baser og indsamle informationer. Men det er i udførslen at Deus Ex adskiller sig fra størstedelen af andre lignende spil.

Det, der sagtens kunne have været et udmærket skydespil med science-fiction elementer, overrasker nemlig ved stadig at kunne spilles som en sådan oplevelse, samtidigt med at det åbner op for langt flere og ofte sjovere muligheder. Hvis du for eksempel hellere vil snige dig af sted, kan du altid lede efter bagdøre, ventilationskanaler og stationer som kan bruges til at lukke ned for sikkerhedssystemerne, mens fjenderne helt kan undgås. Du kan også vælge en mellemting, hvor fjenderne uskadeliggøres med sove-projektiler og sikkerhedssystemer hackes og vendes mod fjenderne.

Valget er altid dit i Deus Ex: Human Revolution, og gøres blot endnu mere lokkende ved, at spillet sjældent føler at det er nødt til at slå dig i hovedet med de forskellige valgmuligheder. I stedet føles det hele overraskende organisk, når man eksempelvis falder over en computer som kan frakoble et sikkerhedssystem, der åbner op for en ny rute til en sikkershedsbunker, hvorfra man kan bruge kameraerne til at danne sig et overblik over hele banen.

Valgene er yderligere blevet udvidet i Director's Cut-versionen af spillet, ved at de udskældte boss-kampe nu i højere grad end før kan klares med snilde. Hvor der før næsten ikke var nogen vej uden om at fylde dem med alt hvad man havde opmagasineret af projektiler og sprængladninger, er der nu mulighed for at gå langt mere kreativt til værks, hvilket særligt harmonerer godt hvis man er den type spiller der har valgt ikke at plaffe sig igennem spillet.

De bedste nyheder i den opdaterede version af spillet, støder man dog på når man tager Wii U's Gamepad i brug, og begynder at lære at udnytte de mange funktioner, der er flyttet over på den trykfølsomme skærm. Selvom det fra starten ikke nødvendigvis virker sådan, har Eidos faktisk fundet en balance hvor de har formået både at finde funktionelle og kreative muligheder, i forhold til hvad der kan lade sig gøre på den lille skærm.

Som standard viser skærmen på Gamepaddet et kort over omgivelserne, men med et par virtuelle knapper i hver side af skærmen er det nemt og hurtigt at tilgå sine våben og objekter, ligesom man hele tiden kan hive de dokumenter frem, som man har skaffet sig adgang til undervejs. Sjovt er det også, at man eksempelvis skal bruge skærmen til at sigte med, når man vælger en finskytteriffel. Skulle man få brug for det, er her også blevet plads til en strategiguide med tips til hvordan man kommer videre i spillet.

Den sjoveste mulighed er dog spillets integration af Nintendos Miiverse. Således er det muligt at tage billeder fra spillet, poste dem til Miiverset og vedlægge en kommentar, for på den måde at give vennerne tips til hvordan de kommer videre, eller måske endda hvordan de finder snedige veje gennem spillets baner. Her er ikke tale om nogen revolution eller lignende, men ikke desto mindre er det en god ide, der udnytter nogle af de muligheder der allerede findes på konsollen i forvejen.

Hvis der er et sted, hvor Deus Ex falder en smule igennem, er det utvivlsomt på det tekniske. Her er ikke tale om et grimt spil, men snarere et spil der viser sin alder på et punkt, hvor grænserne dagligt synes at blive rykket. Teksturerne er en smule udviskede, og det havde bestemt ikke havde gjort noget hvis billedhastigheden havde været højere.

Samtidigt løber man også engang i mellem ind i situationer hvor den kunstige intelligens fejler, og enten næsten sidder fast i en mur eller blot ikke bemærker din tilstedeværelse. Og så havde det altså været rart hvis den trykfølsomme skærm havde været bare en lille smule hurtigere i brug, for man kommer engang i mellem til at vente et splitsekund for meget, hvilket betyder at man kommer i tvivl om hvorvidt skærmen har registreret at man har trykket.

Der er dog ingen af manglerne der ødelægger oplevelsen, og faktisk var jeg positivt overrasket over hvordan Gamepad-skærmen føltes som en direkte udvidelse af science-fiction-universet som historien udspiller sig i.

Deus Ex: Human Revolution er utvivlsomt en abnormalitet på Wii U, men det gør det ikke mindre interessant. Når spillet samtidigt stadig er så godt, selv med et par år på bagen, er der ikke den store tvivl om, at det her er noget alle Wii U-ejere med lyst til noget mere voksent bør overveje at fodre til deres konsol.